Det er noget-for-noget, og samfundet har systemer, der skal sikre at vi gør vores pligt og giver børnene den omsorg de har brug for for at udvikle sig. Mistrives vores børn, så aktiveres systemet.
Tema om offentlig modernisering
Gennem 30 år har politikerne forsøgt at modernisere den offentlige sektor.
Min kone har et kognitivt handicap og det er i perioder virkelig opslidende for hende at være mor. Hun har brug for langt mere struktur, ro og støtte end andre, og det støtter kommunen op om med en indsats i vores hjem, der er målrettet børnene, men som i høj grad også aflaster hende.
En almindelig handicappet familie
Vores situation er sammenlignelig med mange andre handicapramte familier, hvor forældrene i perioder kan have svært ved at tilsidesætte egne konkrete behov, ikke uden hjælp altid kan give deres børn det bedste, og ikke altid har det nødvendige overskud til at kæmpe, opdrage og vise deres kærlighed til børnene.
Der er ikke noget mystisk i dét, og FN's handicapkonventions artikel 23 er da også klar nok på dette område:
”Deltagerstaterne skal yde passende bistand til personer med handicap ved disses udførelse af deres pligter som opdragere af børn.” Og det præciseres: ”Et barn må under ingen omstændigheder adskilles fra sine forældre på grund af, at enten barnet eller den ene eller begge forældre har et handicap.”
Er alt i sin skønneste orden?
Min kone og jeg og vores børn er heldige: Institut for Menneskerettigheder peger i deres en ny rapport ”Ret til at være forældre” på at handicappede forældre jævnligt bliver erklæret uegnede som forældre længe inden deres behov for støtte er blevet undersøgt!
De har undersøgt sager, hvor børn af handicappede forældre er blevet anbragt udenfor hjemmet, og fundet, at der i praksisk sker brud på handicapkonventionen og at sagsbehandlingen slet ikke er god nok i kommunerne.
”Det er slående, at sagsbehandlerne ofte ikke synes at have kendskab til karakteren af forældrenes handicap og betydningen heraf for forældrerollen,” lyder det i rapporten.
Incitament til forældrepligt
Ankestyrelsen fører statistik med anbringelsesområdet. I tallene for 2012 fremgår det at 2% af anbringelserne kunne henføres til fysisk handicap hos forældrene, 4% til udviklingsforstyrrelse eller -hæmning hos forældrene og 16% til sindslidelser hos forældrene. Tallene, der ikke kan lægges sammen, da der godt kan være flere årsager i samme sag, skal ses ud af den samlede sagsmængde på 2.640 for hele året.
Men hvis vi holder det sammen med at kommunerne i 2011 brugte 9,3 mia kr til anbragte børn (familiepleje, opholdssteder og døgninstitutioner), mens der til såkaldt forebyggende foranstaltninger, altså f.eks. støtte i familien, kun måtte bruges 3,9 mia kr, og vi ved at en anbringelse udenfor hjemmet er en rigtig dyr indsats for det enkelte barn, så er det tydeligt at der er et stort potentiale, hvis anbringelser af børn af handicappede forældre kan ”konverteres” til forebyggende foranstaltninger.
Man må tage sig til hovedet
Når jeg læser sagsbeskrivelserne i Institut for Menneskerettigheders rapport tager jeg mig til hovedet, for løsningerne synes at ligge lige for! Sagerne dokumenterer at afdelingerne i kommunerne er rigtig dårlige til at samarbejde om at støtte handicappede forældre. Det bør være til at løse.
Når forældre med handicap henvender sig i kommunen med deres handicap og børnene under armen, så sendes de tit i vidt forskellige retninger: Handicapafdelingen eller jobcenteret, der med skyklapper på vurderer den voksnes eget behov i forhold til f.eks. arbejde, eller til børne-familieafdelingen, der ser med bekymring på de ressourcesvage forældre og overvejer om børnene mon omsorgssvigtes, men for tit ikke tænker at forældrene kan kompenseres for deres handicap.
Forældrenes behov for kompensation af deres handicap bliver ofte ikke afdækket før man sætter ind overfor børnene. F.eks. er det helt normalt at forældrekompetenceundersøgelser ikke tager højde for forældrenes udfordringer, og at man derfor helt overser, at støtte til forældrene også kan være en støtte til børnene.
Ret til hjælp eller økonomisk kalkyle?
Institut for Menneskerettigheder mener ikke at forældres rettigheder er tydelige nok. Godt nok er loven indrettet så kommunerne kan give støtte til forældrene for at kompensere deres handicap og udvikle deres forældreevne, og ved at koble forskellig lovgivning og konventioner har Instituttet også kunnet finde belæg for at forældre med handicap har ret til at få hjælp til at udfylde forældrerollen, når alt spidser til. Men de anbefaler en præcisering af denne ret i en bekendtgørelse fra Socialministeriet.
En bekendtgørelse vil være et nyttigt værktøj for handicaporganisationerne, der bedre vil kunne føre sager for deres medlemmer. Men tallene her tyder jo på, at kommunerne har et direkte økomomisk incitament til at yde målrettet støtte til forældre med handicap, hvis deres børn mistrives.
Handicappede forældre kan med støtte og aflastning tit blive rigtig fint i stand til at varetage deres opgaver og gøre deres pligt som omsorgsfulde forældre, og det er jo win-win-win: Børnene vinder, forældrene gør det, og kommunernes pengepung vinder endda også.
Der ingen grund til at vente på nyt fra ministeriet. Det er bare at komme i gang!
Links:
- Institut for Menneskerettigheder: Ret til at være forældre
- Ankestyrelsens anbringelsesstatistik for 2012
- Socialstyrelsen: Økonomiske udgifter til anbringelser 2007-2011
