Holbæk Sygehus vakler af stress: Personale går grædende hjem fra vagter

Ledelse

05/10/2017 21:23

Nick Allentoft

Overlæge frygter, at afdelinger på Holbæk Sygehus kan decideret bryde ned af mangel på sygeplejersker. Sygeplejerskernes fællestillidsrepræsentant giver ham ret, skriver Nordvestnyt

Beda Pauli er afdelingslæge på Holbæk Sygehus’ geriatriske afsnit på Medicinsk Afdeling, og han er stærkt bekymret over meldingen om, at sygehuset skal spare 10 millioner kroner inden nytår. Sygehuset har allerede haft ansættelsesstop det meste af året, fortæller Nordvestnyt.

- Jeg har været 20 år på sygehuset og har set min del af sparerunder, men jeg har aldrig oplevet en situation som nu. Vi er i forvejen svært belastet, problemet er, at der er alt for få sygeplejersker, siger Beda Pauli.

LÆS OGSÅ: TILSYN AFSLØRER PATIENTFEJL SOM FØLGE AF TRAVLHED

Han frygter, at det kan ende med, at et eller flere afsnit må lukke helt ned, fordi sygeplejerskerne og det øvrige plejepersonale ikke magter mere.

- Vi ser sygeplejersker gå grædende hjem, folk sover ikke om natten af stress, og vi har flere sygemeldinger. Personalet er så overbebyrdet, at de begynder at søge andre steder hen, fx ud i kommunernes genoptræning. Hvis det først går helt galt, vil det næsten ikke være til at rette sygehuset op, advarer Beda Pauli.

Anette Møller,fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne i Holbæk giver Beda Pauli fuldstændig ret i bekymringen over, hvor meget mere sygeplejerskerne kan holde til.

- Sygeplejerskernes privatliv er blevet sekundært. Der er flere, som dagligt bliver bedt om at tage 16 timers vagter, og hvor meget er du værd for din familie, når du endelig kommer hjem? Jeg har næsten lige talt med en ansvarshavende sygeplejerske, som ikke kunne gå fra jobbet og måtte ringe til tre forskellige, før hun fandt en, der kunne hente hendes barn. Folk er meget frustrerede og pressede på alle fronter, siger Annette Møller. 

Vicedirektør Aase Bjerring anerkender, at der har været et stort arbejdspres især for sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Men hun ser frem mod nytår, hvor ansættelsesstoppet udløber.

- Vi mangler sygeplejersker, men der er lys forude, for vi kan ansætte flere fra 1. januar, siger hun.

Også Sjællands Universitetshospital i Køge og Roskilde har sat den økonomiske bremse i resten af året, her skal man finde 25 millioner kroner på tre og en halv måned. Økonomien er også stram på sygehusene i Næstved og Slagelse, men det ser ud til, at budgettet vil balancere uden ekstra besparelser.

Hele historien hos sn.dk

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.