Hortensiaer er havens svar på konfettikanoner.
De, der har hortensia i egen have ved dog også, at der ingen garantier er for, at blomsten forløser sit potentiale.
Heldigvis har du gødning, der kan hjælpe blomsterne frem, tættere på end du tror - faktisk så tæt på som i køkkenet.
Og her er der ikke tale om dyre gødninger fra havecentret. Næ, faktisk kan din kaffe fra morgenbordet være alt, hvad de tørstige skønheder drømmer om.
Det lyder måske som noget fra en gartnerisk konspirationsteori, men kaffegrums er faktisk en slags superfood for hortensiaer.
Udover at være rig på vigtige næringsstoffer som kvælstof, fosfor og kalium, har det også den fantastiske evne til at forsure jorden – præcis som hortensiaer elsker det.
Planterne trives bedst i sur jord med en pH-værdi mellem 4 og 5,5. Hvis jorden bliver for basisk, mister blomsterne deres saft og kraft – og så står man der med hængende hoveder i mere end én forstand. Men med en kop sort magi i ryggen, er der håb.
Opskriften er enkel og kræver ikke andet end rester og en skvæt vand: Bland én spiseskefuld kaffegrums med én liter vand – det gyldne 1:1-forhold – og brug blandingen til at vande dine hortensiaer en gang hver uge eller to fra forår til midt på sommeren.
Ikke alene giver det næring, det hjælper også med at holde jorden fugtig og luftig, og så neutraliserer det overskydende kalk fra postevandet. Ren win-win.
Her kan du plante din hortensia
Har du en lidt skyggefuld plet i haven? Perfekt.
Hortensiaer foretrækker halvskygge – og mens klatrehortensiaer elsker skyggen, vil busktypen godt kunne klare sig i sol, hvis du altså ellers sørger for god jord og regelmæssig pleje.
Så næste gang du står med kaffegrums i hånden og overvejer skraldespanden, så giv haven en tanke. Den venter måske bare på sin næste kop.