Foråret banker på døren, fuglene synger, og vi smider vinterdynen ud og lufter ud.
Alt er fryd og gammen – lige indtil det begynder at summe over frokosten, og en hær af myrer pludselig marcherer målrettet mod køkkenet.
For med foråret er insekterne ligeså tilbage, men i stedet for at gribe efter den giftigste spray på hylden, findes der faktisk et trick, som både er naturligt, billigt og effektivt.
Og ja, du har det muligvis allerede i krydderiskuffen.
Det hele drejer sig om cayennepeber. Den stærke fætter til chilien kan nemlig andet end at give sved på panden – den er også en effektiv stopper for fluer og myrer.
Det skriver Elle.
Hvis fluerne er dine værste fjender, så lav en hurtig blanding: én spiseskefuld cayennepeber, én liter vand og et par dråber opvaskemiddel.
Spray blandingen ved vinduer, døre og andre strategiske indgange. Det er en slags "her-kommer-du-ikke-ind"-skilt med chili på. Fluerne hader det – og vil søge mod mindre krydrede steder.
Og hvad med myrerne? De er næsten endnu lettere at jage på flugt.
Drys malet cayennepeber der, hvor de plejer at komme ind, eller langs deres små stier. Duften alene får dem til at lave en 180 graders vending og finde en ny buffet.
Det hemmelige våben i cayennepeber er stoffet capsaicin – det, der får tungen til at brænde og øjnene til at løbe. Insekter har det endnu værre med det end vi mennesker, og derfor virker det afskrækkende både i lugt og smag.
Så næste gang du står med fluer på din frugtskål og myrer i sukkerkrukken, så tænk i retning af chili i stedet for kemikalier.