Hvis din virksomhed eller dit hjem er blevet oversvømmet efter kraftig regn, forhøjet vandstand eller massive mængder tøet sne, skal du gøre grundigt rent.
Du skal i den forbindelse vurdere, om føde- og drikkevarer stadig kan kan spises, og det er måske ikke så nemt at regne ud.
Fødevarestyrelsen har derfor lavet en guide til, hvad du skal gøre som det første, og hvordan du vurderer, om mad og drikke er blevet ødelagt af oversvømmelsen, eller om noget af det kan reddes.
Begræns skaden
Det første, du skal gøre, er at tømme de oversvømmede lokaler (fx kælderrum) for vand.
Derefter skal du åbne dåsen med knofedt og i gang med en grund rengøring - ikke bare af gulvet, men af stort set alt.
Gulv, vægge, overflader generelt, udstyr og inventar som hylder og reoler skal have en tur. Brug vand og sæbe, desinficér tingene efterfølgende, og skyl så efter med rent vand.
Så langt så godt, men nu kommer vi til den svære del af det. For hvis du havde fødevarer stående i det oversvømmede rum, skal du i gang med en grundig sortering.
Føde- og drikkevarer i kontakt med kloak- eller overfladevand
Fødevarestyrelsen anbefaler, at du tager en række forholdsregler, hvis fødevarer og drikkevarer har været i kontakt med kloak- eller overfladevand:
Kassér spiseklare fødevarer, hvis de er uemballerede eller i ikke-vandtæt emballage
Vask og kog rodfrugter i minimum to minutter før servering, hvis de fremtræder uden synlig forurening før tilberedningen
Vask og desinficér intakt konserves og uåbnede flasker. Brug fx to dl klorin pr. fem liter vand eller Rodalon og skyl efter med rent vand
Kassér fødevarer i emballage, der ikke kan vaskes og desinficeres. Det gælder fx flasker med kapsel eller skruelåg, der har været helt oversvømmet.