Hvis du kæmper med genstridig rust, irriterende kalkaflejringer eller mos, som bare nægter at forsvinde, behøver du ikke nødvendigvis købe dyre specialmidler.
Ofte står løsningen allerede klar på køl.
De fleste forbinder cola med en sød og boblende forfriskning, men den mørke læskedrik har faktisk en lang række alternative anvendelsesmuligheder – også uden for køkkenet.
Det skriver det tyske netmedie Web.
Hemmeligheden bag colas effektive egenskaber ligger i dens indhold af fosforsyre (E338).
Netop denne syre findes også i specialprodukter designet til at fjerne rust. Fosforsyren nedbryder effektivt både rust og kalk og kan endda få has på mos, der gror på fliserne i haven.
Når metal kommer i kontakt med fugt, opstår oxidation – bedre kendt som rust. Her fungerer cola overraskende godt.
Hvis du vil prøve det selv, så læg metalgenstanden i blød i cola i nogle timer, eller tør overfladen godt af med en klud, der er gennemvædet med cola.
Efter et par timer vil rusten let kunne fjernes med en børste eller svamp.
På samme måde hjælper cola også mod kalk, som især trives i badeværelset. Kalkaflejringer stammer fra mineraler i hårdt vand, og netop fosforsyren i colaen opløser kalken.
Gnid cola på områder som brusehoveder eller armaturer, lad det virke et stykke tid, og skyl grundigt efter med vand.
Mos, der har invaderet din terrasse eller dine fliser i indkørslen, kan også bekæmpes med en flaske cola.
Hæld blot cola direkte på mosset, lad det stå nogle timer, og fjern derefter resterne med en kost eller højtryksrenser. Skyl efter med vand, og resultatet taler for sig selv.