Foto: Alm. Brand Group
Foto: Alm. Brand Group

Sådan lukker du sommerhuset ordentligt ned til vinter

Hus og have

01/10/2024 14:30

J. Bøgen

Måske en oplagt ting at få klaret her i oktober ...

Hvis du hører blandt de mange tusinde danskere, der lukker sommerhuset helt ned i efterårsferien og først lægger vejen forbi igen, når krokus og påskeliljer begynder at spire til foråret, er der en række forholdsregler, du bør tage.

Alternativet er nemlig, at du frem for hyggelige påskefrokoster med familien risikerer at skulle tilbringe dit forår med håndværkere og skadeservicefirmaer. Kulde, vand, blæst og storm kan nemlig gøre ubodelig skade på dit hus – og i visse tilfælde stiger skadens omfang i takt med den tid, der går, før du opdager den.

Det gælder ikke mindst vandskader.

”Det er under alle omstændigheder en god ide at tage sine behørige forholdsregler, inden det bliver koldere og barskere i vejret. Men man skal i særlig grad være opmærksom, hvis man er væk fra sit sommerhus i lange perioder i vinterhalvåret. Hvis der for eksempel opstår en vandlækage, risikerer skaderne at blive overordentligt voldsomme, hvis vandet får lov at løbe i uger eller måneder,” siger Henrik Bundgaard, der er skadesdirektør i Alm. Brand.

Skaderne sker årets tre første måneder

Og statistikkerne viser, at det er en god ide at tage sine forholdsregler netop nu. Tallene fra de seneste fem år viser, at 75 procent af alle stormskader på sommerhuse forsikret hos Alm. Brand er sket i 1. kvartal, dvs. januar, februar og marts.

I 2022, hvor stormen Malik ramte landet, var det hele 93 procent af stormskaderne, der skete i 1. kvartal. Det er også i årets første tre måneder, de fleste skader på rør sker, og det gælder især, når temperaturerne er lave.

Således var der tre gange så mange frostsprængte rør i 1. kvartal 2021, hvor temperaturerne nåede helt ned til -20 grader, sammenlignet med 1. kvartal 2022.

Henrik Bundgaard peger på, at de umiddelbare ødelæggelser, vand kan afstedkomme, i sig selv kan være store, men i tillæg til det kan vandregningen vokse sig stor, og der kan opstå følgeskader som skimmel, der er et helt kapitel for sig.

Han råder derfor til at lukke for vandet og tømme rørene i sommerhuset i vintermånederne. Det gælder også den elektriske vandvarmer, ligesom vaskemaskine og opvaskemaskine skal tømmes for vand. Desuden bør man sikre, at der hele vinteren igennem er et minimum af varme i huset, så man ikke risikerer sprængte rør i frostperioder.

Det er også vigtigt at sikre, at regn- og smeltevand har frit afløb, så man skal huske at rense sine tagrender og efterse kloakker for blade og kviste mv.

Vinteren er også sæson for kraftige storme. Derfor er det vigtigt at fæstne løse genstande – affaldsstativer, trampoliner, presenninger, brænde, trillebør etc. – så de ikke flyver rundt og forvolder skade på dit eget eller naboernes hus. Eller i værste fald forvolder personskade. Rådne træer bør fældes og knækkede grene bør saves af. Tjek i samme forbindelse, om udendørs lamper og tv-antenner sidder ordentligt fast.

Endelig peger Henrik Bundgaard på, at det er en god ide at sikre god ventilation i huset. Hvis man ikke har ventilationsriste, er det en god ide at installere dem og sætte dem på klem i vinterhalvåret. De giver et godt indeklima, minimerer ’sommerhus-lugten’ og er ikke mindst med til at beskytte mod skimmelsvamp.

Tjekliste

  • Luk for vandet

  • Tøm vandrør (kom evt. frostvæske i toilettet)

  • Tøm varmtvandsbeholder, vaske- og opvaskemaskine for vand

  • Rens tagrender

  • Efterse kloakker

  • Sørg for ventilation

  • Sørg for minimum af varme i huset

  • Sørg for at fæstne løse genstande

  • Fjern rådne træer og knækkede grene

  • Tjek at udendørs lamper og tv-antenner sidder fast

Det er også en god ide at sikre dig mod ubudne gæster. Over 40 procent af alle indbrud i sommerhuse sker nemlig i november, december, januar og februar, hvor det er mørkt og husene er ubevogtede. Følgende råd kan holde dig ude af statistikken:

  • Tag løse genstande, der kan friste tyvene med hjem til din helårsbolig (fx fladskærme, spilkonsoller, bærbare computere, smykker, kunst og spiritus)

  • Lad skuffer og skabe stå åbne, så du viser tyvene, at der ikke er noget at komme efter – og undgå at trækker gardinerne for

  • Undlad at have ekstra nøgle gemt under potteplante eller på søm i garagen

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.