Den smukke, men drilske orkide. Når først blomsterne er væk, ser planten noget sølle ud, og flere af os har formentlig forgæves forsøgt at få den til igen at blomstre. Men det er der råd for - for der findes nogle virkelig smarte tricks til at få din orkide til at berige dit hjem med blomster igen og igen.
Det danske vejr er mildest talt utilregneligt. Vi får regn, sne, hagl, sol og alt derimellem. Og hvad gør man så, hvis man som haveejer længes efter at komme ud og få haven til at blomstre?
Et forslag kunne være at give de indendørs planter lidt ekstra opmærksomhed i de måneder, hvor det ikke er havevejr - og her får du et trick til at få liv i din orkide igen og igen!
Grønne fingre eller smarte løsninger?
Orkideen har de smukkeste blomster og de findes i de fineste farverige udgaver. Til gengæld er planten ikke noget særlig kønt syn, når først blomsterne er væk. Og det er en drilsk plante at få til at fungere, fordi der er meget bestemte forhold til sol, gødning og vand, som skal fungere.
Og her er det vigtigt, at vi i artiklen her taler om phalaenopsis-sorten af orkideer, der er den mest almindelige at eje. For andre sorter af den fine blomst kræver en forklaring for sig.
Men for den slags orkideer, som de fleste af os ejer eller har forsøgt at holde liv i, findes der smarte løsninger, og ved et tilfælde blev mange af de gode tricks delt på et socialt medie af en engelsk bruger.
En orkide uden blomster
For denne bruger delte et billede af en orkide, der ikke havde blomster, og hun kunne ikke få planten til at blomstre igen. Og herfra gik det stærkt i kommentarsporet, hvor mere eller mindre autoriserede plante-eksperter og gartnere delte deres råd.
Og en fællesnævner for mange af rådene var; temperatur. For orkideen er på mange måder en regnskovs-diva, der er flyttet ind - og jo mere du kan efterligne det klima, den trives bedst i, jo større er dine chancer for igen og igen at se de smukke blomster.
Varmt om dagen, koldt om natten
Rådet om temperatur handler om, at orkideen, hvor den stammer fra, er vant til at stå koldere om natten end om dagen. Det kan du efterligne ved at stille blomsten i et lyst østvendt vindue om dagen, men om natten flytte den til et lidt køligere sted i huset. Flere af eksperterne fra det sociale medie skrev også om, hvordan de efter afblomstring stillede deres orkideer koldt i et par uger, hvorefter blomsten igen kvitterede med blomster.
Flere råd gik desuden også på lys. For orkideen vil gerne stå lyst, men ikke i direkte sollys. Her skrev en bruger også, at hvis plantens blade er mørkegrønne, så får planten ikke nok lys, hvor den, hvis de derimod er mere lysegrønne, får den rigtige mængde lys.