Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Undersøgelse viser: Dette frygter boligkøbere mest, når de skal vælge

Hus og have

06/09/2024 08:54

J. Bøgen

Et boligkøb er ofte en af livets største investeringer, så det er vigtigt at sikre sig bedst muligt, før der bliver skrevet under. Især fem ting kan få kommende boligkøbere til at droppe en bolig, viser en ny undersøgelse.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Når solen skinner og haverne blomstrer, er det fristende at gå på boligjagt. Måske af samme årsag er det også netop i sommerhalvåret, der bliver sat flest underskrifter på købsaftaler.

Men selvom lysten til at købe ny bolig er på sit højeste, er der alligevel en række særlige bekymringer, som kan få folk til at fravælge en bolig, som de ellers var interesserede i.  

Det viser en ny undersøgelse, som EDC har lavet blandt godt 1.700 potentielle boligkøbere i sit køberkartotek.

Næsten otte ud af ti svarer i undersøgelsen, at forurening på grunden kan få dem til at fravælge en bolig, mens omkring tre ud af fire er bekymrede for skjulte skader på bygningen, og et tilsvarende antal er bekymrede for, at boligen er udsat i forhold til klimapåvirkninger.

”Lige nu får vores mæglere mange spørgsmål omkring faren for oversvømmelser og grundvandsstigninger. Klimaforandringer og stigende nedbørsmængder er virkelig noget, der bekymrer folk, og der er et stort ønske om at sikre sig mod at købe en meget udsat bolig,” siger Jan Nordmann, Kommunikationschef i EDC. 

Sådan sikrer du dig bedst

Man kan aldrig gardere sig helt mod, at der kan opstå problemer, men man kan komme rigtig langt ved at sætte sig grundigt ind i de dokumenter, som findes om boligen, lyder det fra skadedirektør i Gjensidige, Lene Rasmussen. Hun fremhæver, at det især er værd at brug tid på at læse tilstandsrapporten grundigt.  

”Det er en god idé at sætte sig ind i byggestilen for ejendommen, for der er stor forskel på, hvad man skal holde øje med i et hus fra 1920 og ét fra 2020. Før man tegner en ejerskifteforsikring, er det vigtigt at læse, hvad den dækker. Og så er det også en stor hjælp at have en rådgiver med på sidelinjen, gerne en byggesagkyndig, som kan hjælpe med at gennemgå boligen,” siger Lene Rasmussen. 

Ifølge undersøgelsen ser der faktisk ud til at være stor interesse for netop det. Her svarer 40 procent, at de påtænker at bruge en professionel byggesagkyndig/byggerådgiver i forbindelse med deres næste boligkøb. 

Om undersøgelsen

Hvilke bekymringspunkter kan få dig til at fravælge en bolig, du ellers er interesseret i?

Forurening på grunden - 78 procent

Skjulte skader på bygningen - 76 procent

At boligen er udsat i forhold til klimapåvirkninger (storm, oversvømmelse mm.) - 75 procent

Forhøjet grundvand - 71 procent

Asbestholdige byggematerialer - 62 procent

Har du tidligere brugt en professionel byggesagkyndig/byggerådgiver i forbindelse med et boligkøb?

Ja - 37 procent

Nej - 48 procent

Påtænker du at bruge en professionel byggesagkyndig/byggerådgiver i forbindelse med dit næste boligkøb?

Ja - 40 procent

Nej - 21 procent

Ved ikke - 39 procent

Undersøgelsen er foretaget blandt 1.733 brugere af EDCs køberkartotek i juli 2024. Respondenternes geografiske tilknytning er fordelt ud over landets 98 kommuner.   

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.