Da Thyra Frank forlod Lottehjemmet opstod et ledelsesmæssigt tomrum, som blev svært at udfylde. Det blev eksempelvis til historien om en beboer, der lå hjælpeløs i timevis på det nu stærkt dokumentations- og regelfokuserede plejehjem.
Læs alt om Lotte-sagen
Thyra Frank blev kendt ud over Danmarks grænser for sit lederskab. Det er historien om, hvordan det officielle Danmark hyldede Lottehjemmet og kanoniserede plejehjemslederen med en sjælden evne til at sætte ord på det lederskab, hun praktiserede.
I dag er Thyra Frank ældreminister og nu en del af det spil, som Christiansborg-parnasset elsker at spille, men danskerne i stigende grad er trætte af.
Når et menneske bliver katapulteret ind i centrum af den politiske manege bliver almindelig sund fornuft ofte sat ud af kraft. Det har en lang liste politikere mærket de senere år. Alligevel er det som om de her sager stadig oftere står i vejen for en konstruktiv offentlig samtale, og stadig oftere alene tjener det formål, at føde fordømmelse eller forsvare ekstreme holdninger.
Den offentlige samtale er bedre tjent. Velfærdsmodellen har fortjent bedre. Beboere og personale på plejehjem og i resten af den offentlige sektor har fortjent bedre. Borgerne har fortjent bedre.
Alligevel er det som om vi lynhurtigt fjerner blikket fra bolden og hopper gladeligt ind i det selvbekræftende kor, der synger den sang, vi helst hører. Således vandrer politisk splittelse som en pest fra Christiansborg til resten af landet. Samtalen forstummer og bliver et ekko af polariseringer.
De politiske ekkoer
Lige nu lyder ekkoet fra et kor, der fordømmer Thyra Frank og hendes præstationer på Lottehjemmet. Og så et andet kor, der forsvarer ældreministerens fokus på frihed, afbureaukratisering og på borgerne. Det er mellem disse to kor samtalen forstummer.
Mere af Nick Allentoft
I debatten om Lottehjemmet fremkommer ofte argumenter om større madbudgetter og i det hele taget bedre økonomi. Det er konkrete eksempler, som skal forstås i et perspektiv, hvor plejecentre drives inden for et kolossalt spænd i de danske kommuner. Således kan velfærdsmodellens omkostning ved at drive plejecentre koste fra under 30.000 kroner til omkring 40.000 kroner pr. beboer. Pr. måned. I det billede gør det ikke den store forskel om madbudgettet er 20 procent større eller mindre. I det billede er den store forskel de ledere, der har ansvaret for at få økonomien til at hænge sammen. Fra madbudgetter over medicinforbrug til vikarer, sygedage, rengøring og trivsel.
Derfor må debatten om Thyra Franks daværende ledelse af Lottehjemmet netop også handle om ledelse.
Hvilken form for lederskab er egentlig bag, når man skriver en APV af fra en jysk kollega?
APV er en beskyttelse af ansatte
Lad os først se på, hvad formålet egentlig er med sådan en APV. Ifølge Arbejdstilsynet skal APV’en finde ud af om der er problemer med arbejdsmiljøet, og gøre noget ved det, hvis der er.
Her har vi vist lige præcis et eksempel på behovet for den afbureaukratisering og regelforenkling, som de fleste politikere på Christiansborg normalt taler varmt for.
Ingen kan være i tvivl om, at arbejdsmiljøet netop på plejehjemmet Lotte var i en klasse for sig selv. Lederen blev hyldet for sit lederskab. Trivslen var i særklasse. Ja, Thyra Frank blev - inden hun meldte sig ind i Liberal Alliance - symbolet på den afbureaukratisering og regelforenkling, som partier fra blå til rød blok i årevis har talt varmt for.
En større diskussion
En af årsagerne til Thyra Franks mulighed for at bedrive sit lederskab skyldtes hendes evne til at prioritere. Hun prioriterede personalet, beboerne og deres pårørende over bureaukratiet. APV’en blev hurtigt udfyldt med hjælp fra en kollega i Jylland, som hun vidste drev plejehjem efter samme værdier og ledelsesfilosofier som på Lottehjemmet.
Thyra Frank har altid erkendt, at hun havde det svært med alle dokumentationskravene. Men til gengæld havde hun glade beboere og et fremragende personale.
Blot halvandet år efter Thyra Frank havde sagt farvel havnede Lottehjemmet i sin hidtil værste krise. En beboer døde kort tid efter han havde ligget i timevis afkræftet og hjælpeløs på sit værelse uden personalet havde tilset ham.
Med det aktuelle fokus på en afskrevet APV fjerner politkere, der iøvrigt selv ønsker afbureaukratisering, fuldstændig fokus på det, der er væsentligt. Nemlig hvorfor der er to historier om plejehjemmet Lotte. En, hvor beboerne dansede og lederen tog dokumentationskravene for det de var - papirarbejde med et forebyggende eller kontrollerende formål - og en, hvor beboerne bliver svigtet mens lederen kan dokumentere, at alt er godt.
Debatten om dokumentationskrav, bureaukrati og dygtige eller dårlige ledere er relevant for hele den offentlige sektor. Fra socialrådgivere, der bruger op mod otte ud af ti timer på administration til hospitalerne, hvor fagligt arbejde kvæles i unødvendige screeninger og uhyrlige dokumentations- og registreringskrav til alle de øvrige bløde og hårde velfærdsområder, der løbende fortæller historier om overstyring og enormt bureaukrati.
På Lottehjemmet valgte Thyra Franks efterfølger - stærkt presset af systemet - at sætte fokus på regler og dokumentationskrav. Det resulterede i dårligt arbejdsmiljø og svigt af beboerne, som det hele jo sådan set handler om.
Sagen om Lottehjemmet er således en langt større diskussion end en APV for lige nu er APV'en tilsyneladende vigtigere end beboernes reelle trivsel, og debatten handler om at drille en minister, der er et af de bedste bud på at sætte politisk handling bag opgøret med overstyring og bureaukrati.
Det centrale - nemlig hvilken offentlig sektor vi ønsker og hvad vi forventer, af lederne i den - fortoner sig.
Skal vi danse og være glade - også når vi bliver gamle.
