Rapporten, som er en opdatering af en lignende analyse fra 2021, gennemgår tre mulige scenarier i tolv europæiske byer. Rapporten analyserer forskellige by-prototyper, og prototypen “Large Northern City” er baseret på simuleringer af udviklingen i en række nordiske byer, herunder København. Derfor kan man benchmarke rapportens forslag og data op imod København og andre danske byer.
Rapporten viser at yderligere teknologiske fremskridt i sig selv kan reducere CO2-udledningen med 21 procent inden 2030. Men det er ikke nok til at opfylde European Green Deal-målene, der kræver en 44 procents reduktion af udledninger fra transport. Her bliver en optimering af offentlig transport, delemobilitet som for eksempel delecykler og scootere samt indførelse af lavemissionszoner, afgørende – særligt i byer, hvor privatbilisme stadig fylder meget, såsom København, og hvor det er svært at ændre folks vaner.
I rapporten fremhæves offentlig transport som et centralt redskab til at mindske biltrafik og reducere CO2-udledninger. Hvis tiltag som lavemissionszoner og udbygning af delte mobilitetsløsninger implementeres, kan det føre til en 7 procent stigning i brugen af offentlig transport og en reduktion af privatbilismen med op til 16 procent inden 2030 – noget, der allerede diskuteres i både kommuner og regioner i Danmark.
Maria Tsavachidis, CEO for EIT Urban Mobility, understreger nødvendigheden af investeringer i mere klimavenlige transportformer: "Rapporten understreger vigtigheden af at prioritere de rette investeringer i ren mobilitet og de positive effekter, det har på sundhed og miljø. Offentlig transport fremstår som den mest overkommelige og inkluderende løsning til at reducere CO2-udledninger. Dog er denne overgang ikke uden udfordringer. Vi har brug for en koordineret indsats på alle niveauer – fra byer til europæisk plan – for at sikre, at de nødvendige investeringer foretages, og at borgerne bliver inddraget og støttet gennem denne overgang."
Rapporten viser også, at selvom det vil kræve investeringer på mindst 1,5 billioner euro på tværs af Europa, hvoraf 500 milliarder skal bruges på bæredygtige mobilitetstiltag, vil de økonomiske gevinster langt overstige omkostningerne. Det betyder, at investeringer i smartere transportløsninger ikke kun vil reducere CO2-udledninger, men også forbedre folkesundheden og reducere trafikulykker.
Styrkelse af aktiv transport som gang og cykling vil også kunne føre til sundhedsbesparelser på op til 8.700 DKK pr. person frem mod 2050. Derudover forudser rapporten, at forbedringer i trafiksikkerheden kan reducere trafikulykker med op til 70 procent, hvilket vil være et stort plus, eksempelvis for byer som København, der arbejder på at blive endnu mere cykel- og fodgængervenlig.
Rapportens konklusion er klar: Offentlig transport er nøglen til en fair og bæredygtig mobilitetsløsning i byer, der ønsker at gå forrest i den grønne omstilling. Der er behov for store investeringer i infrastrukturen, men fordelene – både for klima, sundhed og økonomi – vil være betydelige.
EIT Urban Mobility, er en del af det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi (EIT). Deres nordiske kontor holder til i København.