13 kroners afgift på billetter og komplet CO2-neutral indenrigsflyvning i 2030 lyder forslaget. Foto: Shutterstock
13 kroners afgift på billetter og komplet CO2-neutral indenrigsflyvning i 2030 lyder forslaget. Foto: Shutterstock

13 kroners grøn afgift på flybilletter og CO2-neutral indenrigsflyvning: Her er regeringens udspil

Infrastruktur

20/09/2022 14:58

J. Bøgen

Den første CO2-neutrale indenrigsrute skal på vingerne i 2025.

Luftfarten er med til at binde Danmark sammen. Den er afgørende for vores erhvervsliv og turisme. Vi skal fortsat have mulighed for at flyve, men det skal være grønt.

Grønt flybrændstof er dog i dag langt dyrere end de fossile flybrændstoffer. Derfor foreslår regeringen nu at afsætte over 1,8 mia. kroner til udviklingen af grøn luftfart i Danmark. Konkret skal der fra 2025 indføres et tilskud til én grøn indenrigsrute og fra 2027 indføre en tilskudsmodel, der giver mulighed for en indfasning af 100 pct. grønt flybrændstof i hele indenrigsluftfarten i 2030. Den konkrete indenrigsflyrute i 2025 vil blive afgjort af et udbud til luftfarts- og brændstofbranchen.

Det skriver Klima- Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse.

"Med det her udspil leverer vi på løftet fra statsministerens nytårstale om en grøn flyrute og på sigt hel grøn luftfart i Danmark. Men målet rækker ud over Danmarks grænser – vi går foran og vil udvikler de grønne brændstoffer, der er altafgørende for omstillingen af luftfarten. Vi har allerede investeret i støtte til produktion af grønt brændstof, og nu sikrer vi også efterspørgslen og skubber derved for alvor gang i markedet," siger klima-, energi- og forsyningsminister, Dan Jørgensen (S).

Skal mindske afhængighed af olie

Med udspillet skal flyene fremover på vingerne udelukkende ved hjælp af grønt brændstof. Det er godt for klimaet, og vil samtidig gøre Danmark mindre afhængig af at importere olie.

"Med udspillet sætter vi igen konkret handling bag ordene om grøn infrastruktur. Allerede fra 2025 får danskerne den første flyrute på 100 procent grønt flybrændstof. Indenrigsfly er afgørende for de borgere, der har brug for at komme på tværs af landet hurtigt. Både når det handler om arbejde eller familie. Sådan skal det også være i fremtiden. Men det skal være på en bæredygtig måde i fremtiden," siger transportminister, Trine Bramsen (S).

En grøn kommerciel flyrute vil være en af de første af sin slags i verdenen og gøre Danmark til et foregangsland for CO2-neutral luftfart. Det vil være et vigtigt gennembrud for den grønne omstilling - ikke bare for Danmark, men for hele verden.

13 kroner ekstra per billet

Pengene til den grønne omstilling af dansk indenrigsluftfart skal komme fra en passagerafgift på 13 kr. på både indenrigs- og udenrigsflyrejser med afgang fra danske lufthavne. Transfer- og transitrejsende er undtaget.

"Regeringen arbejder ihærdigt for at indfri vores meget ambitiøse klimamål. Vi tager nu endnu et skridt i den grønne retning ved at foreslå en passagerafgift på 13 kr. gældende fra 2025. På den måde kommer de rejsende også til at bidrage til, at vi i fremtiden kan flyve med 100 pct. grønt brændstof i tanken," siger skatteminister Jeppe Bruus (S).

Regeringen har allerede afsat over 3 mia. kroner i støtte til produktion af grønne brændstoffer. Samtidig vil den grønne skattereform bidrage til, at det bliver dyrere at anvende fossile brændstoffer og mere attraktivt at vælge den grønne vej.

Læs udspillet på Klima-, energi- og forsyningsministeriets hjemmeside

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.