Hvis du skal med toget hjem fra arbejde, må du væbne dig med en sund portion tålmodighed.
Et kabel på Østfyn er nemlig blevet gravet over, og det betyder, at togtrafikken er voldsomt påvirket mellem landsdelene.
I et opslag på Twitter skriver DSB:
"Der kører i øjeblikket færre tog og der er længere rejsetid mellem landsdelene. Det skyldes et overgravet kabel på Østfyn.
Vær obs. på, at rejseplanen muligvis ikke er opdateret, du kan i stedet følge din rejse på Din Station."
Op til en times forsinkelse
DSB skriver på deres hjemmeside, at Banedanmark er fremme ved det overgravede kabel og arbejder på at løse situationen. Der står dog ikke noget om en tidshorisont.
Generelt skal man regne med, at tog mellem København og Fredericia (med alle tilhørende stop) kan være påvirket af situationen. Gå derfor ind på dinstation.dk og hold dig opdateret.
Ifølge TV 2's oplysninger skal man indstille sig på forsinkelser på op til en time.