Af Katrine Lotz, lektor, institutleder ved Institut for Bygningskunst, By & Landskab, Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering
På Arkitekt- og Designskolen i København er vi i disse måneder er i gang med en større ændring af skolens struktur og dens uddannelser. Det er derfor skønt, at min gode kollega Claus Bjarrum har sendt stafetten videre til mig med spørgsmålet om hvordan vi kan fremme bevidstheden om tilgængeligheds-problematikken hos de studerende.
Som udgangspunkt bør ’tilgængelighedsproblematikken’ jo slet ikke forstås som ’en problematik’. Det er snarere et spørgsmål om hvordan vi forholder os til fordringen om at bidrage helt konkret til et samfund hvor alle tælles med. Jeg synes sådan set, at netop visionen om at alle er med på lige fod er smukkere end det ellers udmærkede klassiske diktum om, at et samfund skal kendetegnes ved hvordan det behandler sine svageste. Den fine men afgørende lille forskel ligger mellem ’at tælle alle med’ og så ’at behandle de svageste’. Det inkluderende samfund siger ikke til sine borgere: Vi ’behandler’ dig. Det siger: Du er med!
Jeg ser særligt fire områder hvor vi godt kan skærpe de kommende arkitekters kompetencer yderligere i forhold til udformningen af fremtidens inkluderende byer og bygninger. Man kan give disse kompetencer overskrifterne ’samarbejde’, ’kulturbevidsthed’, ’perception & indlevelse’ og ’forskning’. Måske kan disse overvejelser om hvordan vores uddannelser kan bidrage til at skabe aktører der véd hvordan man tæller alle med, vække interesse ud over snævre arkitektkredse.
Samarbejde
Man kan hævde at arkitektur og design egentlig er den optimale løsning på fællesskabets rumlige udfordringer, og at arkitekter på den måde uddanner sig til at kunne tage ansvar for det fælles bedste. Man kan med lige så god ret hævde, at ’velfærdsdesign’ – og herunder også arkitektur – netop er en dansk og nordisk styrkeposition, fordi vi har verdens mest kritiske brugere af velfærdsydelser.
Hér bliver det afgørende at arkitekter allerede i uddannelsen lærer hvad det vil sige at kommunikere sine forestillinger tydeligt og at kunne sætte dem på spil i et samarbejde mellem ofte meget forskellige synspunkter og rationaler. Den nyuddannede arkitekt skal have kendskab til hvad det vil sige at samarbejde tæt med engagerede bygherrer, kloge offentlige bestillere og engagerede brugere der kender deres hverdag.
Der er en lidt kedelig tendens til, at involverede i større projekter bruger de indledende øvelser til at dække egen ryg i forhold til de mange usikkerheder komplekse projekter indebærer, og man ender meget nemt i ’checkliste-løsninger’, som Claus Bjarrum også var inde på. Disse løsninger stiller muligvis den enkelte brugergruppe tilfreds med en minimal-løsning, men de formår sjældent at løfte helheden! Det er ikke sådan man opnår arkitektur og design, der er i stand til at afspejle verdens bedste velfærdssamfund, og vi skal da heller ikke uddanne ’checkliste-arkitekter’.
Det springende punkt her er udtrykket ’optimale løsning’. Selvfølgelig skal vi uddanne arkitekter i at tilfredsstille alle de mest indlysende krav til almindelig tilgængelighed og lytte til dem, der ved noget om det. Men vi skal også uddanne arkitekter, der selv i vores ekspert-forskrækkede tidsalder er i stand til involvere andre, at inspirere brugere og bygherrer, og som selv tør at lade sig involvere. Det er igennem denne form for samarbejde, at man kan tage ansvar for at bære projekter igennem, der løfter både den enkelte og vores alle sammens hverdag.
Kulturbevidsthed
Dernæst vil jeg pege på at man som arkitekt bør have en dyb viden om og indsigt i de bedste sider af den danske og nordiske arkitektur- og formgivningstradition. Særligt er der grund til at overveje – både kærligt og kritisk - hvordan velfærdsstaten har mødt sine borgere i og med det byggede. Hvordan har de bedste af de skoler, institutioner, biblioteker, rådhuse, hospitaler, sygehuse og universiteter vi kender bidraget til et samfund, der behandler alle borgere ligeværdigt?
Jeg tror faktisk det er nødvendigt at have sådan en kritisk historiebevidsthed med hver eneste gang man bygger, fordi det at bygge er et kulturelt anliggende. Man er kort sagt nødt til at kende sin arkitekturhistorie og på den måde have et stort repertoire af måder at skabe rumlig kvalitet på, hvis man vil kunne komme med konkrete, innovative og tidssvarende forslag der afspejler, hvordan vi som borgere ønsker at blive mødt af ’fællesskabet’ fremover.
Der er faktisk røster der taler for, at det mest bæredygtige byggeri – både med hensyn til klima, energi og de sociale dimensioner – er det byggeri, der bliver elsket af sin kultur, fordi det så bliver brugt på en måde og vedligeholdt så det holder i mange år. Jeg kan kun tilslutte mig, at ’elskelig arkitektur’ er netop dét vi taler om, når vi taler om højeste kvalitet, og det er dét, der er arkitektuddannelsens mål: at højne kvaliteten i det, der er fælles.
Jeg ved godt, at der er mange der forsøger at tage livet af velfærdsstaten på trods af politiske forsikringer om det modsatte. Men det giver stadig fantastisk god mening at uddanne arkitekter til at styrke en kultur, hvor omsorgen for det offentlige rum og for at alle kan færdes i det betragtes som den fineste opgave, og at dette indebærer det største ansvar for alle der bygger for det fælles.
Perception og indlevelse
Det er efterhånden velkendt, at det at lære at spille et instrument – ikke at mestre det, ikke at blive virtuos, men blot at kunne spille rigtigt på det – tager 10.000 timers øvelse. Det svarer til fem års uddannelse. Det accepterer vi raskt væk gælder for cellister og pianister, for balletdansere der bruger deres krop. Vi forstår umiddelbart, at det tager mindst fem år at blive læge, fordi man skal kunne håndværket.
Arkitekter skal kunne tage et ansvar for formgivning der dels har konkret betydning for rigtig mange menneskers liv, dels omsætter rigtig, rigtig mange af vores ressourcer. Man kan ikke bare udlicitere denne viden og dette ansvar, som det tager så lang tid at bygge op. Derfor er det helt afgørende, at vores uddannelse formår at træne de kommende arkitekters rumlige opfattelsesevne og evnen til indlevelse. Vi må ikke gå på kompromis med den tid det tager, og undervisningen skal indeholde konkrete øvelser, der omfatter dette ’at kunne sætte sig i andres sted’, og f.eks. vide med sin egen krop, hvilken forskel der er mellem 10 mm og 25 mm, hvis man sidder i en rullestol, eller hvilken forskel en god akustik gør hvis man har dårlig hørelse. Og så skal arkitektstuderende også trænes i at lytte. Det er som bekendt ofte sværere end det lyder.
Forskning
Sidst men ikke mindst vil jeg pege på, at uddannelse til ’velfærds-arkitekt’ omfatter at man kan følge og anvende den mest aktuelle forskning i sine forslag og i de processer man deltager i. Kulturkendskab og perceptionsevne er som sagt helt nødvendige, men disse vidensformer kan ikke stå alene. Det kan de slet ikke når det kommer til det inkluderende samfund; simpelthen fordi vores viden om hvad der skal til for inkludere hele tiden flytter sig, og fordi den udvikles i mange forskellige og meget ofte tværfaglige forskningsmiljøer. At kunne gøre brug af aktuel forskning er derfor også samarbejdskompetencerne. Vi skal forpligte de studerendes til at opsøge den forskning der er relevant for en given opgave, og vi skal give dem erfaringer med at samarbejde med forskere der har den mest aktuelle viden.
Som bekendt kræver det at være en god ’videnbruger’ faktisk også at man har en indsigt i hvordan forskning bliver til. Vi oplever på Arkitekt- og designskolerne en stor og stigende efterspørgsel efter konkret og håndfast viden om, hvordan vi gør, og særligt hvordan det vi gør, virker. Også derfor skal vores studerende også have erfaring med hvordan forskning udvikles – og flere af dem skal blive interesserede i at forfølge en egentlig forskerkarriere.
Jamen, skal arkitekter da slet ikke være kreative? Jo da. Der er bare ingen, der kan være ’kreative’ i et lukket rum, og nu mere end nogen sinde er arkitektur netop det muliges kunst. Arkitekt- og designuddannelserne vil derfor i de kommende år uddanne arkitekter der forstår, vil og kan bidrage til det inkluderende samfund med deres kreativitet.
Stafetten går til Peter Westh
Jeg har i mange år været aktiv i en forening, der organiserer forældre til børn med autisme og hjerneskade, ABA-foreningen. Jeg har bedt foreningens nuværende formand, religionshistorikeren Peter Westh, om at fortælle, hvilke konkrete forskelle en vellykket skoleinklusion kan gøre for et barn med autisme.
