Foto: Vejdirektoratet
Foto: Vejdirektoratet

Find tålmodigheden frem: Vejarbejde på motorvej er først færdig i 2025

Infrastruktur

27/11/2023 08:44

J. Bøgen

Det skal vel være skidt, før det kan blive godt ...

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Motorvej E45 skal udvides flere steder mellem Kolding og Randers for at sikre bedre fremkommelighed, og på det seneste har naboer og trafikanter mærket optakten til det enorme anlægsarbejde.

I dag - mandag den 27. november - tager Vejdirektoratet så første spadestik til den egentlige udvidelse af selve motorvejen omkring Aarhus. Det sker på strækningen mellem <49> Aarhus S og motorvejskryds Aarhus Syd, hvor de ekstra spor kobles på den tidligere udvidelse af motorvejen.

”Trafikanterne har indtil nu oplevet drypvise vejarbejder, imens vi blandt andet har forstærket midterrabatten og sat gang i arbejdet med at udvide de mange broer langs E45. Nu samler vi flere vejarbejdere, så der kommer et 10 kilometer langt vejarbejde, hvor hastigheden er sat ned til 80 km/t hele vejen. Så jeg håber, at trafikanterne kan finde tålmodigheden frem og vise hensyn, når de kører på strækningen,” siger projektchef Robin Højen Madsen.

I alt skal 16 kilometer motorvej udvides omkring Aarhus frem mod 2027. Vejdirektoratet har dog valgt at dele arbejdet op i flere etaper fra syd til nord.

Trafikale konsekvenser

Udvidelsen af motorvejen foregår ved, at trafikken flyttes ind mod midten i to smalle spor og nødsporene inddrages, imens der arbejdes i hver side.

Når udvidelsen er færdig i siderne og midten, flyttes al trafikken skiftevis over i den ene side af vejen, imens der lægges asfalt på den modsatte side. Til slut bliver der malet striber og opsat støjskærme, hvorefter alle spor kan tages i brug.

Mandag den 27. november starter arbejdet i sydgående retning mellem 49 Aarhus S og motorvejskryds Aarhus Syd og får følgende konsekvenser for trafikanterne.

  • 80 km/t, smallere spor og inddragelse af nødspor frem mod udgangen 2025

I løbet af 2024 begynder arbejdet med udvidelsen i de nordgående spor.

Vejdirektoratet forventer ikke, at vejarbejdet giver anledning til de store gener for trafikanterne i myldretiden, men rejsetiden på de 10 kilometer vil forlænges med cirka 3 minutter.

Vejdirektoratet opfordrer bilisterne til at vise hensyn og holde afstand ved vejarbejder. Der er mere at holde øje med, når vejen ikke er, som den plejer – og det gælder også, selvom vejarbejderne er gået hjem.  

Grafik: Vejdirektoratet

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.