Storebæltsbroen skal have ny asfalt, og det kommer til at kunne mærkes hos trafikanterne - ikke kun, når de kører ud på den nye belægning, men i den grad også, imens arbejdet står på.
Fra mandag d. 19. september og 3 uger frem vil broen blandt andet være helt lukket i kortere perioder, men der bliver faktisk udfordringer for trafikanter allerede søndag d. 18. september.
Sund og Bælt har lavet en oversigt over, hvad der kommer til at ske, så den får du her:
Søndag d. 18/9, 25/9 og 2/10 bliver broen helt lukket for trafik i 30 minutters tid. Sund og Bælt forventer, det vil ske et sted mellem kl. 21 og 22 alle tre dage.
Alle hverdage fra mandag d. 19/9 til morgenen fredag d. 7/10 bliver broen lukket helt både morgen og aften. På begge tidspunkter vil der være lukket i cirka en halv time, og om morgenen forventes det at ske mellem 5.30 og 6.15. Aflukningen om aftenen vil ske mellem kl. 19 og 20.
Derudover vil der være betydeligt reduceret hastighedsbegrænsning, og flere spor vil være lukket i hele perioden.
Man må maks. køre 80 kilometer i timen, og overhalinger vil ikke være tilladt.
Samtidig vil trafikken blive lagt om, så den er dobbeltrettet og vil være i den modsatte side i forhold til vejarbejdet.
Så der kan være en vis fornuft i at planlægge sine ture over Storebælt med omhu i den kommende tid!