Djøf-formand går i rette med debatten om pseudoarbejde

Der er ingen grund til at skabe falske modsætninger mellem djøfere og fx pædagoger, socialrådgivere eller politibetjente. Det er ikke konstruktivt at dele forskellige jobfunktioner op i, hvem der udfører pseudoarbejde, og hvem der udfører "rigtigt arbejde".   Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen har skrevet bogen "Pseudoarbejde – Hvordan vi fik travlt med at lave ingenting". Her står forskellige faggrupper for skud, når forfatterne beskriver (kontor-)arbejdets historie og vidensarbejdernes rolle i samfundet. De, der har stillesiddende arbejde, er "en slags arbejdssvindlere, der ikke producerede andet end papir". De to forfatteres synspunkt er desuden, at "afslørende er det, at papirnusseren, skrankepaven, paragrafrytteren og djøferen også har haft brug for selv at holde sit arbejde ud i strakt arm og grine af det."   Noget af en mundfuld. Men alle kan være glade for, at Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen kun retter en pseudokritik mod djøfere og administrative medarbejdere, der i realiteten står for en betydelig værdiskabelse i den offentlige sektor og i den private sektor. For ifølge forfatterne findes der masser af pseudoarbejde i den private sektor, hvor eksempelvis hr-processer, kvalitetssikringssystemer og koncern-systemer står for skud.   Djøferen - den offentlige sektors antihelt Djøfere, der hver dag går på arbejde og brænder for at gøre en forskel, er godt ærgerlige over, at "djøfer" er tæt på at være et skældsord. Nu skydes djøferne tilmed i skoene, at vi laver pseudoarbejde. Som om djøfiseringskritik ikke er nok i sig selv. Altså at vi er årsag til et forfald fra dengang, de fagprofessionelle var herrer i eget hus. Det var altså før indtoget af administratorer, der angiveligt med kolde hænder, regneark og kontrolskemaer tilrettelægger det arbejde, som de varme hænder med service og omsorg leverer. Og der skelnes derved mellem de medarbejdergrupper, der har den egentlige kerneopgave, og de som fx planlægger, controller eller styrer økonomien bag.

Men de sidste gælder ligesom ikke, fordi de ifølge forfatterne udfører pseudoarbejde. Dvs. det, som foregår bag skrivebordene rundt omkring i de offentlige forvaltninger, skulle være et meningsløst tidsfordriv, som ingen i bedste fald har nytte af, og som i værste fald spænder ben for andre faggruppers opgaveløsning… Sådan forholder det sig selvfølgelig ikke.   Jeg tegner med vilje et forvrænget billede af en djøfer, som en, der befinder sig i en parallelverden uden kontakt med den faglighed og borgernærhed, som er kernen i den offentlige sektor. Men det er faktisk et billede, jeg som formand for Djøf jævnligt møder i medierne. Samtidigt er vi nærmest dagligt vidne til en ringeagt for enhver form for bureaukrati og administration. Ikke bare i den offentlige debat. Men også fra politisk hold, særligt op til kommunal- eller folketingsvalg, hvor værdien af administrative rutiner og et effektivt bureaukrati ikke sjældent tales ned. Hver gang budgetterne strammer, og der skal spares, står de administrative medarbejdere i front.   Selvfølgelig skal administrationen spare og effektivisere ligesom alle andre områder, i takt med at de teknologiske muligheder kan understøtte nye og smartere arbejdsgange. Men der er en smertegrænse, som omhandler kvalitet, kontrol og retssikkerhed.   Djøfernes vigtige rolle Det ærgrer mig selvfølgelig, når der opstilles en falsk modsætning mellem djøfernes kompetencer og bidrag til velfærd og meningsfuld arbejdsindsats. I virkeligheden er djøferne en forudsætning for retfærdig velfærd. Djøf-kompetencer handler som sagt om retssikkerhed, altså at lovene overholdes, og at borgernes rettigheder ikke siddes overhørig.

Det betyder omvendt ikke, at djøfere er regelryttere. Vi er faktisk ikke fortalere for bøvl og unødig kontrol. Tværtimod. Vi skal væk med meningsløst bureaukrati og overdreven registrering, måling og kontrol af arbejdet i den offentlige sektor. Men vi må i den anledning ikke smide retssikkerhed, styr på økonomien osv. ud med badevandet. Hvis vi skal have en kontrol eller registrering, skal den kunne forklares, og i en tid, hvor alle efterspørger evidens, bedste praksis og værdi for alle pengene, er en vis grad af registrering ret beset uundgåelig og faktisk nødvendig.   Meningsfuldt samarbejde Pointen er, at vi er nødt til at have en eller anden form for bureaukrati. Vi har en kompliceret velfærdsstat, og den skal styres på en eller anden måde. Bureaukratiet er med til at understøtte, at velfærdsstaten er veldrevet. Ud over det beskytter bureaukratiet også grundlæggende demokratiske værdier. Vi har en lav grad af korruption, fordi bureaukratiet sikrer gennemsigtighed; vi har et retfærdigt retssystem; og vi tager os af vores borgere og behandler dem som ligeværdige. Regler er ikke altid dårlige – ofte sørger de derimod for ligebehandling og retssikkerhed eller fx beskytter mod korruption og svindel.   Det er værd at bemærke, at Danmark ligger i top hos Transparency International som klodens mindst korrupte land. Og Danmark ligger også i top hos OECD, når de kigger på, hvor veldreven den offentlige sektor er i medlemslandene.   Derfor har administrative medarbejdere på tværs af faggrupper, befolkning og politikere faktisk noget at være stolte over. Radius’ troværdighedsmåling om forskellige faggruppers troværdighed og popularitet viser igen i år, at danskerne har stor tillid til mange fagprofessionelle hverv, som løser de nære velfærdsopgaver. Den store tillid bunder særligt i, at danskerne synes, at de er vigtige for det danske samfund, og fordi vi beundrer det håndværk eller arbejde, som de udfører. Men trods ovennævnte internationale undersøgelser oplever ikke alle offentlige hverv høj troværdighed. Desværre er embedsmænd placeret langt nede på listen.

Og det tager vi i Djøf meget alvorligt. Selvfølgelig ser vi i Djøf meget gerne, at embedsmænd kravler højere op på listen. Fordi embedsværkets troværdighed også handler om tilliden til det politiske system. Og fordi det ikke er godt for et renommé, når vi skal rekruttere dygtige medarbejdere og ledere til den offentlige sektor.   Embedsværket er fugen i den offentlige sektor Hvad skyldes embedsværkets relativt lave troværdighed? Det er selvfølgelig komplekst. En generel ting er måske, at djøfere – ofte med rette – anses for at høre til blandt de privilegerede med lange uddannelser, gode beskæftigelsesmuligheder og løn- og arbejdsvilkår. Derfor er det relevant, at vi også får kritik – også af den måde vi udøver vores faglighed på. Det skal vi kunne tåle, med de roller vi har, og vi skal gribe i egen barm og tage ved lære af kritik.   En anden årsag til den lave troværdighed kan være, at når man hører om embedsmænd, er det ofte i forbindelse med en diskussion om overdreven bureaukratisering af den offentlige sektor. Eller når medierne dækker en eller anden sag, hvor noget måske er gået galt, eller nogen har gjort noget decideret ulovligt fx svindlet sig til mange millioner.   Den slags sager forekommer desværre, men det er heldigvis ikke kendetegnende for danske embedsmænd. Alle de mange sager, der går godt og kører efter reglerne og til alles tilfredshed, hører man om for sjældent.   Vi tager emner som retssikkerhed, og at der er styr på budgetterne, som en selvfølge uden at tænke over, at det er embedsmænd, der er fugerne i den offentlige sektor. Her er altså ikke tale om pseudoarbejde, men et uundværligt arbejde, præget af væsentlige dyder og ordentlighed.   En del af løsningen Djøferne har et godt samarbejde med rigtig mange faggrupper. Der er ingen grund til at skabe falske modsætninger mellem fx pædagoger, socialrådgivere eller politibetjente. Det er ikke konstruktivt at dele forskellige jobfunktioner op i, hvem der udfører pseudoarbejde, og hvem der udfører ”rigtigt arbejde”. I hverdagen samarbejder vi, de forskellige faggrupper, jo netop om den fælles opgave til gavn for borgere og virksomheder. Men det er jo altid mere interessant for forfattere af debatbøger, presse og andet godtfolk at fokusere på modsætninger.

Og vi djøfere er faktisk i den samme virkelighed som alle andre. Fra Djøfs side forsøger vi netop at sætte fokus på samarbejdet mellem faggrupperne. Vi ønsker at være en del af løsningen - sammen med andre organisationer – herunder socialrådgivere, pædagoger, uddannelses- og erhvervsvejledere og andre sagsbehandlere, som har forskellige former for borgerkontakt.   Samarbejde med andre organisationer Faktisk har vi gennem længere tid haft et samarbejde med FOA, Sygeplejerskerne, Politiforbundet m.fl., hvor vi sammen arbejder med udviklingen af den offentlige sektor. Vi vil gerne bidrage til debatten om fx styring og ledelse ud fra en betragtning om, at vi – selvom vi ikke er enige om alt – sammen kan skabe bedre resultater. Og for nylig har vi sammen med bl.a. FOA, Sygeplejerskerne, Lægeforeningen, KL og Danske Regioner haft en fælles debatrække som opfølgning på Ledelseskommissionens anbefalinger. Fordi vi tror på, at vi ved at respektere og lytte til hinanden kan styrke tilliden og finde fælles løsninger på udfordringer i den offentlige sektor, som kommer til gavn for borgerne.   Og vi lytter meget gerne til kritikken af kontrol og dokumentation. Umiddelbart skal kontrol give mening for de forskellige faggrupper. Den opsamlede viden skal anvendes fagligt eller ledelsesmæssigt. For at finde ud af, hvad det så er, der giver mening i den konkrete institution, er det oplagt, at djøferne samarbejder med fx socialrådgivere, lærere, pædagoger eller hvem det nu er, kerneydelsen skal løses i samarbejde med. Det tværfaglige samarbejde giver langt den bedste offentlige institution og offentlige ydelse – ikke mindst for borgerne.   Som formand for Djøf ligger det mig på sinde at understrege, at vejen til en god offentlig sektor, der gavner både borgere og virksomheder, går over godt samarbejde og dermed også viser stor respekt mellem de offentlige medarbejdere.   Det afgørende er, at når de forskellige faggrupper så samles om en opgave, så sker det med respekt for de forskelige fagligheder og fokus på den fælles opgave. Og vi ved også godt, at når man leder og organiserer andres arbejde, tilhører man den gruppe, der for alvor skal have respekt for det, de andre kan og bidrager med i det samlede billede.   Stigningen i andelen af djøfere i det private er kilde til vækst og velstand Men ét er de roller, djøferne varetager. Et andet er, hvor mange vi er, vil nogen måske hævde. Når der kommer flere djøfere, er der flere gode grunde til det. For det første bliver lovgivningen mere og mere kompleks – det sker både for at matche den virkelighed, den retter sig mod, og fordi man fra politisk side har ambitioner om en meget professionel drevet offentlig sektor. Og djøferne er jo netop uddannet til at lede, modernisere og udvikle både den private og offentlige sektor.   Det har – i min optik med rette – foranlediget en vækst i antallet af djøfere og akademikere, men faktisk mest i den private sektor. For her er antallet af akademikere vokset med 33 % i 2008-2016. Det svarer til 35.000 nye akademikerjobs, og heraf er ca. halvdelen gået til djøfere. Og med god grund, fordi vi ved, at de positivt bidrager til at skabe vækst i de virksomheder, hvor de bliver ansat.   Så det er lidt underligt, hvis man skyder djøferne i skoene, at de udfører pseudoarbejde i den offentlige sektor, når vi samtidig kan konstatere en helt anden anerkendelse af vores kompetencer i den private sektor. Begge steder skaber arbejdet værdi.   En djøfuddannelse er derfor fortsat et helt relevant karrierevalg.   Kronikken er tidligere udgivet på Vejlederforum.dk