Djøfere: Sæt hastigheden ned, så der bliver tid til omtanke

Bogen Overmod og Afmagt kaster lys over det, der indimellem betegnes som katastrofen i Skat. Men bogen peger samtidig både direkte og indirekte på en række forhold, der rækker ud over, hvad der er forgået i skatteforvaltningen. Bogen vil ikke forholde sig til de enkeltes aktørers ansvar, men giver flere bud på de strukturelle forhold, der har været en farlig mikstur for Danmarks skatteforvaltning.

Især politikere og ledende embedsmænd – men også embedsværket i bredere forstand – må nødvendigvis interessere sig for de strukturelle forhold, bogen peger på. Det gælder særligt den hastighed, hvormed politiske og administrative beslutninger træffes. Ellers kan det, der i udgangspunktet er historieskrivning, også fungere som en dyster spådom.

 

Vi, der kæmper for at følge med

Strukturreformen, der også blev startskuddet til centraliseringen af skatteforvaltningen, ligger efterhånden mere end 10 år tilbage i tiden. Jørgen Grønnegård Christensen (JGC) og Peter Bjerre Mortensen (PSM) identificerer den hast, hvormed reformen blev gennemført, som et af de faremomenter, der var med til at køre skatteforvaltningen af sporet. Det politiske livs hastighed er sidenhen kun accelereret yderligere, som det også beskrives i Bo Smith-Udvalgets rapport om rammevilkårene for embedsværket og ”turbodemokratiet”.

”Der er på de sociale medier en ufiltreret adgang til politikere og meningsdannere, og du bliver nødt til at forholde dig til spredningen af information hele døgnet rundt. Det kan beskrives som en tsunami, der ruller hen over centraladministrationen […] Det er en ny ting man som embedsværk og erhvervsdrivende skal forholde sig til og reagere på. Det er ikke en udvikling men en afvikling af systemet.”  Tidligere departementschef i Bo Smith-Udvalgets rapport

Det betyder også, at en række forhold, der traditionelt har reguleret det politiske liv og den politiske konkurrence, er under forandring. Det gælder fx mediernes rolle, politikernes adgang til faglig bistand fra både offentlige og egenbetalte rådgivere samt politikernes baggrund, når de træder ind i politik.

Embedsværket – i ministerier og styrelser – skal naturligvis forholde sig til den nye virkelighed. 

Men der er tegn på ”at forholde sig til” uden sværdslag er blevet til, at der er behov for at følge med – ja endda accelerere – udviklingen. Embedsværket kommer på twitter, der ansættes særlige rådgivere, efterspørges flere penge til faglig bistand, og der oprettes en central kommunikationsenhed i Statsministeriet – ja, der bliver fulgt med efter bedste evne. Men som sagt er hastighedsimperativet ikke et ubetinget gode – når man sætter farten op, kommer man logisk nok tættere på noget. Men i denne sammenhæng er det formentlig ikke særlig ønskeligt at nå destinationen. Det har det i hvert fald ikke været i Skats tilfælde.

 

Berlingo frem for Ferrari

Embedsværket skal i deres arbejde være partipolitisk neutrale, så de kan fungere som troværdige embedsmænd for skiftende regeringer. Samtidig er embedsværket ikke blot ”udfører”. Embedsværket er sammen med medier, teknologi og andre strukturelle faktorer centrale bestanddele af det politiske system – og dermed også udslagsgivende for systemets funktionsmåde.

Det er en vigtig opgave at yde politisk rådgivning og foreslå tiltag, der kan forbedre samfundet – og som falder inden for lovgivningen og rammerne for de til enhver tid siddende politikeres ønsker og ideologiske sindelag. Det er en mindst lige så vigtig opgave at holde retssikkerhed og faglighed i hævd – hvilket altid kræver en ædruelig risikoanalyse af politiske forslag.

Embedsværket skal være politisk lydhør, når det gælder om at levere fagligt relevante forslag, der kan styre Danmark i den retning, regeringen ønsker. Det er en uomtvistelig del af embedsværkets opgave at få faglighed og politik til at gå hånd i hånd. Det synes til gengæld ikke på samme måde klart, hvordan embedsværket skal agere i den accelererede politiske kommunikation. Eksempelvis hvis reformviljen løber fra reformbehovet. Eller hvis der skal tages bestik af, hvad der kan lade sig gøre at implementere på både kort og lang sigt, i den nuværende eller næste valgperiode. Der er måske tegn på, at det ofte er det voldsomme behov for politisk kommunikation, der driver en måske lidt for ambitiøs reformdagsorden – mere end den anden vej rundt.

Når det politiske liv har sat sig i Ferrarien og gasser op på de snørklede landeveje, der er den danske velfærdsstat, er det en bunden opgave for embedsværket at gøre opmærksom på, at det er en bedre idé at tage Berlingoen. Det tager måske længere tid at komme frem, men chancen for at ende i grøften er også betydelig mindre.

 

Reformpolitikkens triumftog

Den stigende hastighed falder sammen med en anden tendens, der har taget det danske politiske system med storm. De seneste tre årtier har reformpolitikken vundet indpas. Hver regering har sin egen version af et moderniseringsprogram med det formål at udvikle særligt styringen af den offentlige sektor.

Samtidig sker der en hyppig reorganisering af ministerier og ressortområder, og ministertaburetterne skifter hurtigt ejermand eller -kvinde. Reformer er i dag en politisk nødvendighed, men næppe altid en faglig nødvendighed. Det skaber selvsagt grobund for fejlslagne reformer, hvor triumftoget ender på reformkirkegården, og hvor regningen for begravelsen ender hos skatteyderne.

 

Langsomt skal land bygges

Det er vores tese, at meget kan løses, hvis hastigheden sættes ned – for dermed gøres der også plads til omtanken. I det 21. århundredes digitalt faciliterede virkelighed er det lettere sagt end gjort. Det er ganske sigende, at teknologivirksomhederne nu også tilbyder apps, der har indbyggede dogmer for brugernes teknologibrug – kun 10 minutter hver anden time og maksimalt en time om dagen. Vi har med andre ord behov for dogmer og vejbump for at være til stede i den verden, vi har skabt.

Er det mon også løsningen, når det kommer til det politiske liv? Her kan det nok ikke klares med en app, men vejbumpene er bestemt en mulighed. Men hvordan ser vejbump og fartkontrol ud i det danske demokrati og administrative system?

 

Vejbump på det politiske livs vej

JGC og PBM har flere gode bud i Overmod og afmagt som kan inspirere til refleksion, og flere af overvejelserne var en del af diskussion på et Forumdebatmøde for nylig på Københavns Universitet med deltagelse af forfatterne.

For det første kan det undre, at man i sagen Skat forlod sig på analyser fra konsulenthuse som Boston og McKinsey. JGC og PBM kritiserer analysernes faglige standard – den diskussion vil vi ikke gå ind i her – men vi kan konstatere, at den manpower konsulenthusene kan levere, gør det muligt at producere flere analyser væsentligt hurtigere, end hvis samme analyser skulle være udarbejdet af fx interministerielle arbejdsgrupper eller udvalg. Konsulentbudgetter er i sig selv med til at øge hastigheden på det politiske liv, og selvom højt tempo givetvis kan være meningsfuldt indimellem er der i vores optik grundlag for at overveje budgetternes størrelse og/eller diskutere under hvilke forudsætninger, der skal anvendes konsulentbistand, fremfor at opbygge viden og do how internt i ministerierne.

For det andet er det vigtigt, at man ikke sælger skindet, før bjørnen er skudt. Hvis en del af en reform indeholder store effektiviseringsgevinster som følge af eksempelvis ny teknologi eller ændret organisering, er det centralt, at man ikke afskediger medarbejdere, før de nye systemer virker i praksis. En optimistisk businesscase må stå sin prøve i praksis. Sagen om EFI var desværre et eksempel på det modsatte. 

Når der skal igangsættes store reformer haster det nogle gange, jovist, men det er vigtigt, at man fra politikernes side giver sig tid til at analysere fordele og ulemper – og inddrager faglighed og stemmer ude fra de ressortområder, som kender til det helt konkrete arbejde. Det tager altså tid.

Derfor er det også oplagt, at man lægger det faglige grundlag for store reformer frem – og her må mellemregningerne gerne komme med. Store beslutninger skal kunne trykprøves og debatteres, jf. Kodeks VII om pligterne for embedsmænd i centraladministrationen i paragraffen om faglighed: ”For at give Folketinget, offentligheden og sagkyndige uden for ministerierne mulighed for at kunne efterprøve det faglige grundlag for den fremlagte politik, skal ministerierne være åbne om deres faglige tilgange, metoder og data.[..]. Det muliggør kritiske vurderinger udefra. Som kan være med til at kvaliteten af den faglige rådgivning og bistand til ministeren…” Med andre ord skal vi djøfere være meget opmærksomme på at fagfagligheden og samarbejdet med fx professionsfaglige kommer med hele vejen. 

For det tredje er der er også et væsentligt oppertunity cost forbundet med brugen af eksterne konsulenter. De interministerielle relationer vil se anderledes ud, hvis ministerier og styrelsers medarbejdere selv – i fællesskab – skulle helt ned i den faglige materie, som store analyser kræver. Hvis konsulentbistand i nogen grad kunne erstattes af det udvalgsarbejde, der var fremherskende før konsulenthusene indfandt sig på Slotsholmen i stor skala, vil det sænke hastigheden på det politiske reformarbejde. Men der er en tendens til en vis politisk utålmodighed for at se resultater af en beslutning omgående. Der kunne være behov for, at man giver sig tid til at se de store reformer blive implementeret og indarbejdet i hverdagen, før man sætter et flueben for på ny at ændre fx rammer eller organisering. 

For det fjerde er der grund til at se på sammensætningen af cheflaget i centraladministrationen. Tidligere på året udkom bogen Skolet i den røde bygning, der peger på, at en stor del af de ledende embedsmænd er skolet i Finansministeriet. Det rummer selvsagt fordele, men er der også ulemper, hvis mange ledere træder deres embedsmandsbarnesko i Kancellibygningen?

Under føromtalte debatarrangement blev det diskuteret, hvorvidt cheflaget – udover at være ”opdraget” i Finansministeriet – i stigende grad er skolet til at lede op ad mod politikerne fremfor nedad mod fagligheden. Det er stærkt karrierefremmende for chefaspiranter at have fungeret som fx ministersekretær. Spørgsmålet er om en større del af centraladministrationens cheflag i dag end tidligere har indblik i og flair for det politiske spil? Og hvis det har noget på sig, er det så med til at accelerere det politiske liv yderligere?

 

Refleksion, fakta og faglighed – vejen frem

Tempoet er højt – ualmindeligt højt. Og udviklingen går hurtigt – ekstremt hurtigt. Vores rolle som embedsværk er at øge trafiksikkerheden på det politiske livs veje ved at sikre, at vejene er fremkommelige, godt skiltede og regulerede. Der kan i særtilfælde være behov for Ferrarien, men til de daglige ærinder bør Berlingoen være at foretrække.

Der er behov for rettidig refleksion, fakta, faglighed og dokumentation, hvis vi skal sikre ordentlighed, demokrati og retssikkerhed. Hvis det kræver vejbump at øge trafiksikkerheden, må vi tage en diskussion af, hvor de skal være, og hvordan de skal se ud. Vi håber, at den starter her.

 

Noter:

Vi er inspireret af de beskrivelser og analyser JGC og PBM præsenterer i Overmod og afmagt, men blogindlægget er ikke en anmeldelse af eller en-til-en gengivelse af pointer fra bogen. Vi forsøger at vise, hvordan bogens analyser kan give stof til eftertanke, idet det er vores tese, at en række af de strukturelle problemer, der udlægges i bogen, i dag er endnu mere fremherskende end tidligere.

Forum for fremtidens offentlige styring og ledelse er et netværk hvis formål det er at skabe en kritisk og konstruktiv debat og ideudvikling mellem offentlige beslutningstagere, ledere og forskningsverdenen. Se www.polsci.ku/forum/.