Lad mig sige det med det samme. Steffen Jacobsen har skrevet en bog - Hvis de lige vil sidde helt stille, frue - som man sagtens kan forære til venner og familie, der er ansat i sundhedssektoren. Og det er befriende, at han nedskriver sine anekdoter som del af en samfundskritik, selvom den nok vil presse djøferne lidt i defensiven ved konfirmationsmiddagene i ugerne, der kommer.
Nu er det ikke fordi, Steffen Jacobsen kun skyder på djøferne. Ingen faggrupper går ram forbi. Faktisk er han i særdeleshed kritisk over for det sundhedssystem, som han selv indtil nu har været en del af, og konklusionen fra hans side er klar: Systemet er sygt. Men er det nu også så kulsort? Ligger sundhedssektoren på sit yderste? Det mener jeg ikke.
Sundhedsvæsenet har i dag stor politisk bevågenhed og der er ingen tvivl om, at væsnet er under pres. Ikke desto mindre har vi i Danmark nu lavere dødelighed inden for både kræft- og hjerteområdet, kortere ventetider til operation, og for første gang i historien er middellevetiden kommet op over 80 år for både mænd og kvinder. Disse resultater er frugten af et stærkt samarbejde på hospitalerne mellem faggrupperne. Alle kan være stolte af resultaterne, som vi også godt ved af og til er skabt af medarbejdere, der har skullet løbe for hurtigt.
Om Djøf:
Djøf er faglig organisation for jurister, økonomer og samfundsvidenskabelige kandidater og studerende. Læs mere fra Djøf her.
Lad mig nævne et konkret eksempel på et konstruktivt samarbejde, nemlig hvor Lægeforeningen og Djøf har lavet en tværfaglig mentorordning med fokus på ledelsesudfordringer i sundhedsvæsenet. Mentorordningen er skabt ud fra et ønske om særligt at forbedre samarbejde og videndeling mellem de to faggrupper.
Dette eksempel er dog i sig selv ikke stærkt nok til, at Steffen Jacobsen ikke tager den kritiske pen frem, når han beskriver samarbejdet mellem djøferne og hele det lægelige felt. Noget af kritikken er faktisk forståelig, om end den er sat på spidsen. Og jo, det lægelige felt er et højt specialiseret felt, men det skal i mange henseender understøttes af en ligeså specialiseret styring og organisation – og nødvendigvis have økonomisk bevågenhed.
Derfor ser jeg det som helt centralt, at vi har respekt for hinandens fagligheder og måske også gør en større indsats for at forstå hinandens forudsætninger på trods af høje produktionskrav og økonomisk ramme.
Vi må også huske på, at stadig flere behandles i sundhedsvæsenet. Alligevel fastholder Danmark et relativt billigt sundhedsvæsen med sundhedsudgifter under de OECD-lande, vi normalt sammenligner os med. Det tror jeg, djøferne bidrager med, og Kurt Klaudi Klausen, professor i offentlig ledelse, nævnte for nylig djøferne som medårsag til, at der ikke hersker græske tilstande i dansk økonomi. Eller i sundhedsvæsenet for den sags skyld.
Men hvor mange er vi så om djøf-opgaverne? Ja, hospitalerne er altså ikke blevet oversvømmet af en tsunami af djøfere, som man kan få indtryk af i Steffen Jacobsens bog.
I perioden 2010-2016, er der kommet 5.500 flere medarbejdere med en lang videregående uddannelse til sundhedssektoren. Ifølge Danmarks Statistik er langt hovedparten, 3.400, læger. I samme periode er antallet af beskæftigede med typiske Djøf-uddannelser (cand.jur., cand.polit., cand.oecon., cand.scient.pol. eller lign.) steget med under 200 personer.
Men derfor skal vi djøfere naturligvis både kunne lytte til og tåle kritik, og vi vil derfor gerne være i dialog med andre faggrupper, herunder naturligvis lægerne.
Djøf samarbejder også konkret med en række andre faglige organisationer om, hvordan vi sammen skaber meningsfuld dokumentation, bedre styring, afbureaukratisering osv. Og det skal selvfølgelig være uden at den højt specialiserede diagnostik og behandling kompromitteres. Vi forsøger gennem det samarbejde, at påvirke politikerne, så der kan skabes et bedre sundhedsvæsen og dermed en bedre offentlig sektor til gavn for borgerne. Måske er det en ide at udvide dialogen med lægerne yderligere.
Blogindlægget har tidligere været udgivet i Dagens Medicin
