Da Donald Trump vandt det amerikanske præsidentvalg, bremsede debatten om internationale handelsaftaler pludselig op – for en stund. Modstand mod udenlandsk konkurrence og især Stillehavsaftalen Trans-Pacific Partnership (TPP) var en vigtig del af Trumps valgkampagne. Efter valget var der ikke mange, der forventede at høre mere om TPP. Samtidig valgte USA og EU at holde en pause på ubestemt tid i forhandlingerne om den omdiskuterede handelsaftale Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP). I medierne var der udbredt frygt for en ny global bølge af protektionisme og handelskrige.
Sådan kom det ikke til at gå. Verden over har regeringer et stærkt ønske om at fortsætte de talrige bilaterale forhandlinger om handelsaftaler, og den udvikling har en enkelt amerikansk præsident svært ved at stoppe. De andre Stillehavslande, som var med i forhandlingerne om TPP, har valgt selv at indgå aftalen udenom USA. EU er ved at ratificere den færdige handelsaftale CETA med Canada og har indgået nye handelsaftaler med Latinamerika og Japan. Forhandlingerne om den aftale med Storbritannien, som er en nødvendighed efter Brexit, er godt i gang. Og trods den manglende røde tråd i USA’s aktuelle handelspolitik er Europa-Kommissionen nu begyndt at genoverveje fremtiden for TTIP. Ganske vist kan aftalen næppe forhandles færdig eller ratificeres, så længe Trump sidder i Det Hvide Hus, men der kommer jo andre præsidenter på et tidspunkt. Frygten for protektionismen er langtfra så stærk, som den var i slutningen af 2016.
Ideen med TTIP var at lave en såkaldt ”dyb” handelsaftale, som ikke bare handlede om at fjerne told på varer, men også om at koordinere eller harmonisere en række regler og tekniske standarder på tværs af Atlanten. Lige nu er det svært at forudse, om forhandlingerne om TTIP genoplives i deres gamle udgave eller ej. Men det generelle ønske om flere og dybere handelsaftaler gør det sandsynligt, at EU og USA atter vil forsøge at udvikle en ambitiøs aftale indenfor en overskuelig fremtid. I så fald skal det næste Europa-Parlament forholde sig til de samme emner og dilemmaer, som prægede debatten om TTIP inden Trump. Kommissionen forhandler handelsaftaler på vegne af EU, men de færdige aftaler skal altid vedtages af et flertal i parlamentet, hvis medlemmer er i en stærk position til at påvirke forhandlerne undervejs.
Derfor har du god grund til at være opmærksom på den europæiske handelspolitik og tage den med i overvejelserne, når du stemmer til Europa-Parlamentsvalget i maj 2019.
En jungle af argumenter
Det mest interessante spørgsmål er ikke, om vi skal indgå nye og dybe handelsaftaler eller ej. Aftalerne har fortsat stor opbakning blandt de fleste folkevalgte politikere, både på nationalt og europæisk plan. Det er langt mere frugtbart at diskutere, hvordan disse aftaler bør udformes og hvad de egentlig skal handle om. Man skal dog holde tungen lige i munden, da de ofte handler om ganske mange ting.
Europabevægelsen Blog
Debattøren er en del af Europabevægelsens panel af bloggere på DenOffentlige. Se andre indlæg her
Her bidrager en række erhvervsfolk- og organisationsfolk, kulturpersonligheder, undervisere og tidligere toppolitikere med interesse for det europæiske samarbejde til at styrke debatten om EU.
Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning
Udover flertallet af politikere har dybe handelsaftaler opbakning fra de fleste erhvervsorganisationer. Det vigtigste argument for aftalerne er da også, at ensartede tekniske standarder letter en række produktionsgange og styrker virksomhedernes og dermed samfundets økonomi. Effekternes størrelse er omdiskuteret, men hvis vi tager TTIP som eksempel, vurderer de fleste økonomer, at der er relativt små men sikre gevinster ved en sådan aftale. I Europa vil vinderne især være virksomheder i lande, der i forvejen har en stor samhandel med USA. Et enkelt økonomisk studie har forudsagt, at en transatlantisk handelsaftale vil svække den europæiske økonomi i stedet for at give gevinster, men forfatterne er blevet kritiseret af andre økonomer for deres uigennemskuelige beregninger.
En del tilhængere har også fremført, at TTIP vil give flere arbejdspladser. Dette er dog mere tvivlsomt, da de fleste økonomiske modeller, der bruges til at forudsige effekterne af en aftale, ser helt bort fra dette spørgsmål.
Endnu et argument er muligheden for at fastlægge globale ”guldstandarder” for produktionen på verdensplan. Ideen er her, at fælles transatlantiske standarder for f.eks. arbejdsmiljø giver producenter i resten af verden et stærkt incitament til at følge og kopiere dem.
Det siger modstanderne
Modstanderne af dybe handelsaftaler tæller et større antal NGO’er med fokus på miljø og forbrugerbeskyttelse. Dertil kommer en række fagforeninger, som i øvrigt er delt i spørgsmålet på europæisk plan. Argumenterne imod går i mange retninger, og kvaliteten af dem svinger kraftigt. Fra advarsler mod sandsynlige ulemper til meget spekulative konspirationsteorier. En vigtig årsag er, at forhandlingerne om TTIP aldrig nåede så langt, at det var muligt at sige noget om slutresultatet på de fleste områder. Da de samtidig foregik bag meget lukkede døre, er der opstået et vidt spillerum for gisninger om, hvad der egentlig kan gemme sig af ubehagelige overraskelser i en færdig aftale.
Et meget omdiskuteret TTIP-emne er spørgsmålet om voldgiftssystemet Investor-State Dispute Settlement (ISDS). Dette giver udenlandske virksomheder en særlig ret til at sagsøge stater, hvis de frygter, at ny national lovgivning vil svække deres indtægter i fremtiden. Konceptet findes i et stort antal handelsaftaler mellem især vestlige lande og ulande. Imidlertid er ideen om at inddrage det i TTIP stødt på betydelig modstand i Europa-Parlamentet. Det er et åbent spørgsmål, hvilken betydning ISDS får i fremtidige forhandlinger mellem EU og USA.
Allerede i 2016 førte parlamentets modstand til, at kommissionen foreslog at droppe ISDS helt. I stedet har den anbefalet en stående investeringsret, kaldet Investment Court System (ICS), med 15 faste medlemmer og mulighed for at appellere dommene. Denne model findes også i CETA, hvor den netop blev lanceret som et bedre alternativ. Ikke desto mindre er de amerikanske forhandlere stadig tilhængere af ISDS, så emnet vil stadig være en varm kartoffel i fremtidige forhandlinger. Man kan også sætte et stort spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er behov for nye investeringsdomstole. Men forløbet demonstrerer, at forhandlerne kan påvirkes af folkevalgte aktører, også selvom aktørerne ikke direkte er med i forhandlingerne.
Nogle modstandere af en dyb handelsaftale med USA argumenterer med, at den risikerer at undergrave den europæiske klimaindsats. Enten ved at fremme international handel og CO2-udledning i det hele taget, ved at undergrave de amerikanske begrænsninger på eksport af olie og skifergas eller ved at forbyde særlige hensyn til vedvarende energi eller lokalt ejerskab til energiproduktionen.
Andre hævder, at dybe handelsaftaler fører til unødige privatiseringer af de offentlige sektorer. Eller at de fører til svækkede regler for arbejdsmiljø. Eller at de modarbejder den regulering af bankerne, der blev indført efter finanskrisen.
To udbredte, men usandsynlige skrækscenarier er, at klorbehandlede kyllinger og hormonbehandlet kød bliver tilladt i EU eller at dyrkningsmetoder med gensplejsede afgrøder og den dertil hørende brug af sprøjtemidler trækkes ned over hovedet på EU’s medlemslande. Årsagen skulle være, at amerikanske standarder vil vinde indpas på de europæiske markeder og overtrumfe det europæiske forsigtighedsprincip. Men det er mere realistisk, at en hypotetisk aftale med dette indhold stemmes ned af et stort flertal i Europa-Parlamentet.
Under TTIP-debatten har Europa-Kommissionen flere gange garanteret, at ingen standarder forringes. Det står også i dens forhandlingsmandat. Men i sagens natur har forhandlerne ikke kunnet sige mere om de enkelte kontroversielle emner, så længe forhandlingerne var i gang. Garantierne har derfor ikke hjulpet stort i forhold til modstandere, der i forvejen har mistillid til enten ”systemet” eller specifikt Europa-Kommissionen, der traditionelt har ry for at være meget erhvervsvenlig. Og kommissionen og parlamentet kan sagtens ende med at have forskellige opfattelser af, hvad der egentlig vil udgøre en ”forringelse” og hvor høje ”høje” standarder egentlig er.
Den lette løsning er at undgå de kontroversielle emner og nøjes med en snæver aftale, der primært fjerner told, og kun indfører fælles industristandarder på områder, der ikke kan mistænkes for at give problemer. Såsom fælles regler for afprøvning af sikkerhedsudstyr i biler. En snæver aftale betyder dog også, at de økonomiske gevinster bliver tilsvarende mindre.
Her er fronterne trukket op
Debatten præges ofte af, at deltagerne taler forbi hinanden, og at det især er ubetingede tilhængere eller modstandere af dybe handelsaftaler, der fylder mest. På nationalt plan er det også en udfordring, at de ubetingede tilhængere har et flertal i de nationale parlamenter og derfor ingen særlig tilskyndelse til at drøfte detaljer i europæisk handelspolitik.
Samtidig fører mange af modstanderne kampagner, som handler om at skabe modvilje overfor handelsaftalerne blandt almindelige borgere, snarere end at påvirke de politikere, som i sidste ende skal godkende dem. En væsentlig del af modstanden mod aftalerne indgår desuden i en generel modstand mod økonomisk globalisering eller det kapitalistiske system. Det giver i sig selv en mere uforsonlig debat.
Til gengæld er der større spændvidde i holdningerne i det siddende Europa-Parlament, end der er i mange af EU-landenes nationale parlamenter. Således er der lige nu et flertal for, at TTIP og handelsaftaler i det hele taget er en god ide, mens der samtidig er et flertal imod at inddrage ISDS i en aftale med USA. Som tommelfingerregel går de konservative/kristendemokratiske, liberale og socialdemokratiske grupper ind for en aftale med USA, mens de fleste socialdemokrater er imod ISDS. Den grønne gruppe og venstrefløjsgruppen er modstandere af TTIP og dybe handelsaftaler i det hele taget.
Hvis den italienske Femstjernebevægelse får et lige så godt valg til Europa-Parlamentet som til det nylige italienske valg, betyder det alt andet lige, at modstanden mod dybe handelsaftaler styrkes. De traditionelle EU-modstandere står også til fremgang, men deres syn på handelsaftaler kan gå i alle retninger, alt efter hvilke partier, personer og hjemlande, der er tale om. Lige nu er den ene af de to modstandergrupper i parlamentet domineret af britiske konservative, som både støtter Brexit og dybe handelsaftaler generelt. Men de fortsætter af gode grunde ikke efter næste valg.
Der er et grundlæggende paradoks i Europa-Parlamentets rolle i forhandlingerne: Hvis du ønsker at forbedre dybe handelsaftaler ved at bruge medlemmerne som løftestang, kræver det, at de er villige til at true med at stemme imod den færdige aftale, hvis deres krav ikke bliver tilgodeset. Hvis et medlem af parlamentet er tilhænger af en dyb handelsaftale i en sådan grad, at han/hun realistisk set aldrig vil stemme imod den, behøver forhandlerne ikke at tage særlige hensyn til medlemmets ønsker til indholdet. Det samme gælder, hvis et medlem fra starten er principiel modstander af forhandlingerne og vil stemme imod den færdige aftale, uanset hvad.
Imidlertid er det et nyttigt paradoks, da det kan bruges til at fremme en handelspolitisk debat, som når videre end skyttegravsargumenterne. Det giver især mening forud for det kommende Europa-Parlamentsvalg, da dette valg i høj grad vil forme fremtidens handelsaftaler.
