Ja, hvad tænker briterne på tærsklen til et brud med EU-samarbejdet? Det er sikkert mangeartet, men alligevel må de tro, at de kan klare sig alene i verden. De må tænke på Imperiet og dermed på deres fortid, der prægede verden. Sådan må de tænke, for sammen med russerne og amerikanerne reddede de Europa mod nazismen. Og det er jo rigtigt, men de var netop ikke alene om det.
De har formentlig glemt, at det var den amerikanske præsident Roosevelt og den engelske premierminister Churchill, der indgik Atlanterhavspagten, som beskrev fremtidens handlebehov, når Hitler var besejret. Hele pagten handlede om internationalt samarbejde mellem lande om frihandel og politisk frihed og om et FN, der skulle samle alle lande i verden om fællesskaber, der forhindrede krige og undertrykkelse af mennesker. Dybt ironisk handlede det om alt det, den nuværende amerikanske præsident ikke vil have mere.
Europabevægelsen Blog
Debattøren er en del af Europabevægelsens panel af bloggere på DenOffentlige. Se andre indlæg her
Her bidrager en række erhvervsfolk- og organisationsfolk, kulturpersonligheder, undervisere og tidligere toppolitikere med interesse for det europæiske samarbejde til at styrke debatten om EU.
Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning
Og der var mange i Churchills samtid, der ikke troede på et Storbritannien på lige fod med andre lande i Europa. Men nogen gjorde. Og det er måske englændernes kors, at de ikke har noget sted at have deres forestillinger om et almægtigt Storbritannien løsrevet for forpligtelser over for andre lande i Europa. Det skal de nu bære uden nogen troværdighed. Der er jo sket store omvæltninger i Europa gennem de seneste 70 år, som ikke mange havde turdet tro på. Jeg glemmer ikke Murens fald og de to tysklandes forening året efter. Hele min barndom, ungdom og store dele af voksenlivet var præget af konflikten med Sovjetunionen og de umenneskelige vilkår, som indbyggerne levede med der sammenlignet med den frie del af Europa. I 1990 blev de to tysklande forenet og en ny rejse begyndte for Europa og på sin vis også for Rusland.
Det er den rejse, der skal lykkes, og som ikke fremmes med et isoleret og såkaldt uafhængigt Storbritannien. Det er svært at se for sig, at der ud af dette brud sker en sammenslutning af USA, EU og Storbritannien, hvor Storbritannien skal hamle op med ”de store”, men vi må se. Vi har nu at få EU til at løse de fælles problemer og udfordringer, der løfter EU's troværdighed i verden omkring os. Og der er masser af demokratiske udfordringer, som skal løses. Et nyt hold er sat. Og så må befolkningerne inddrages på bedste måde. Retningen er sat. Med eller uden Storbritannien.
