Vi, der lever på hjørnet af Euroasien, er nok på det sidste blevet mere opmærksomme på, at det er et hjørne af verdenskortet. Oven i købet et hjørne, hvor det ikke ligefrem er harmoni, der præger vore naboer, og hvor vi måske er ved at blive venneløse.
Mod øst har vi Putin’ s Rusland med et annekteret Krim og med krigstilstand et stykke inde i Ukraine. Mod syd og sydøst kigger vi på det voldsomme blodbad i Syrien samt et ustabilt Tyrkiet og et voldsomt uroligt Mellemøsten, med risiko for både vækst i ekstremisme, og at det eksploderer mange andre steder. Og syd for os ligger et Nordafrika med alt for få fremtidsudsigter for de fremvoksende generationer samt et Afrika syd for Sahara, der er presset af klimaændringerne, manglende jobs, dårlig regerings førelse og manglende statsopbygning. Resultaterne er flygtningepres og migrationspres samt risiko for fremvækst af militant ekstremisme.
Europabevægelsen Blog
Debattøren er en del af Europabevægelsens panel af bloggere på DenOffentlige. Se andre indlæg her
Her bidrager en række erhvervsfolk- og organisationsfolk, kulturpersonligheder, undervisere og tidligere toppolitikere med interesse for det europæiske samarbejde til at styrke debatten om EU.
Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning
Toppen på den situation - og drivkraften i følelsen af at være mere overladt til os selv - er nok ikke alt det i sig selv, men i stedet den amerikanske præsident Trump. For ham er det ikke en selvfølge – som det har været for alle hans forgængere siden 2. verdenskrig – at forsikre de Nato-allierede om, at USA altid vil komme til undsætning i en krisesituation, og for ham er EU nærmest en modstander. En situation, der kan ændres lidt på ved et skifte i USA, men næppe på en måde, så ”gamle dage” vender tilbage.
Derfor var det også fuldt logisk og klogt, at 25 EU- medlemslande – alle undtagen Danmark og Malta - i december sidste år sagde ja til at indgå et nyt militært samarbejde. PESCO bliver det kaldt og er i realiteten et sikkerhedspolitisk initiativ med øget militær samarbejde som krumtap. Det har vi brug for, og vi bør i Danmark hurtigst muligt gå i gang med at diskutere den sikkerhedspolitiske situation for vores lille land i den nordlige del af ”hjørnet”.
For vi har brug for meget tættere udenrigspolitisk, sikkerhedspolitisk og altså også militært samarbejde fremover. Fordi det hænger sammen, fordi verden har brug for en meget stærkere europæiske stemme i forsvar for menneskerettighederne, for mere lighed og for en retfærdig klimaindsats. Og fordi vi må besinde os på den nye situation rundt om os. I Europa med stor folkelig usikkerhed og dermed risiko for at nationalisme og fremmedfjendskhed bliver dagens orden. Og i verden med større og større mistro og ligegyldighed overfor de værdier, der er blevet udviklet i vores hjørne af verden, og som er forankret globalt i FN-systemet og tankegang.
Det er i den slags situationer, at der bør tages nye overraskende initiativer. Vi har som danskere og som europæere brug for at styrke internationale institutioner, og turde det nu, hvor så mange forsøger at svække dem. Derfor forslaget om at EU skal overtage Frankrigs plads i FN’s sikkerhedsråd.
Når UK næste forår forlader EU, har vi chancen for at bryde den svækkelse af FN-systemet, som vi har oplevet siden 2005, hvor verdenssamfundet måtte opgive at reformere FN’s sikkerhedsråd. Når UK ikke længere er med, har vi i EU kun ét medlem af sikkerhedsrådet. Nemlig Frankrig. Altså er det på tide at genoplive diskussionen fra 2005 om, at EU skal sidde i FN’s sikkerhedsråd. Dengang fremført af blandt andre den daværende EU-kommissær for udenrigsanliggender.
Frankrig må afstå og i stedet overlade det til os alle i EU. Gerne for modydelser, for der vil jo være national modstand mod det. Men fordelene vil være markante. Det udenrigspolitiske samarbejde vil automatisk blive styrket. Det trænger virkelig til det. Det vil samtidig kunne åbne op for en ny global diskussion om at få en mere retfærdig repræsentation af Afrika, Indien og Sydamerika. Det igen vil være en ny chance for at vende udviklingen i verden hen mod det der er brændende brug for – nemlig styrkede internationale institutioner, hvor vi i dag oplever stigende modstand.
I Europa vil vi opnå, at vi kan få en reel diskussion om, hvordan vi får sikkerhedspolitik til at hænge sammen med et øget militært samarbejde i forhold til alle vore udfordringer på ”hjørnet”. Og i Danmark vil en sådan diskussion i sig selv løfte diskussionen om at deltage i forsvarssamarbejdet, så det både bliver om militært og sikkerhedspolitisk samarbejde.
Selvfølgelig skal Danmark deltage i det forsvarspolitiske samarbejde under alle omstændigheder, men vi har alle en pligt til at finde frem til forslag, der kan standse de nedbrydende spiraler, vi ser snart overalt. EU i FN’s sikkerhedsråd kan blive et af dem.
