Det er fortsat briterne selv, der har ansvaret for omsider af enes om, hvilken form for exit, de vil foretrække. Med udskydelsen til senest 31. oktober øges efter min vurdering chancen for en opblødning. Der er også tid til at holde en nyt valg i Storbritannien, der endeligt kan konfirmere et påkrævet opbrud i det gamle partimønster.
Farcen er jo trukket utroligt langt ud, fordi premierminister Theresa May ikke har villet erkende, at det konservative parti er gået i opløsning, og fordi Jeremy Corbyn kun er middelmådigt optaget af selve EU-sagen.
Europabevægelsen Blog
Debattøren er en del af Europabevægelsens panel af bloggere på DenOffentlige. Se andre indlæg her
Her bidrager en række erhvervsfolk- og organisationsfolk, kulturpersonligheder, undervisere og tidligere toppolitikere med interesse for det europæiske samarbejde til at styrke debatten om EU.
Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning
Man må så inderligt håbe, at udgangen på Brexit bliver, at der skabes større enighed og større handlekraft i EU. Der er brug for effektivt at sikre de ydre grænser, kombineret med kraftigt øget bistand til de regioner, der leverer flygtninge og migranter. Der er brug for større investeringer i beskæftigelse og i en infrastruktur, der styrker klimaindsats og bæredygtighed. Der skal ske et frontalt opgør med skatteflugt, skattesnyd og skattely – og lægges bund under selskabsskatten, så den stadige udhuling ikke længere bliver unfair konkurrenceforvridning, der samtidig undergraver finansieringen af velfærd og klimaindsats.
Der er også brug for en stærkere fælles europæisk indsats for fred og sikkerhed i vort nærområde. Den globale udvikling med USA’s enegang, Ruslands aggressive adfærd og fremmarchen af nye stærke spillere med Kina i spidsen burde få alle til at forstå, at intet europæisk land gør en forskel på egen hånd og i modstrid med sine naboer og fæller i EU.
Derfor er helt aktuelt påtrængende nødvendigt, at EU-landene holder sammen om at afvise endnu et initiativ fra præsident Trump, der ensidigt støtter Israels sejrende og korruptionsanklagede statsminister i at bryde med den anerkendte folkeret og de forudsætninger for fred med palæstinenserne, som FN og EU gang på gang har været enige om. Det var slemt nok med flytningen af USA’s ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem, fordi det indirekte anerkendte Israels ulovlige annektering af det besatte Øst-Jerusalem. Nu frygtes det, at Trumps næste træk er at anerkende også indlemmelsen af israelske bosættelser på palæstinensisk jord på den besatte Vestbred.
Disse ensidige anerkendelser af erobringer er i strid mellem alle de forudsætninger for fred, der i årenes løb har været fastlagt i enighed i internationale fora, og det er specifikt i modstrid med EU’s mangeårige politik. En bred kreds på 37 tidligere udenrigs- og statsministre og andre fremtrædende udenrigspolitiske personligheder fra i EU sendte i søndags en appel til de nuværende EU-udenrigsministre og Den Høje Repræsentant Federica Mogherini om at stå sammen og holde fast over for initiativer fra Trump, der fraviger det internationalt fastlagte grundlag for fred. Det er alt for nærliggende at frygte, at Trump vil imødekomme den stærke part - hans nære ven Benjamin Netanyahu - og dermed fratage Palæstinas folk ethvert håb om retfærdighed ved at acceptere en fortsat besættelse af Vestbredden og indespærring af næsten to millioner mennesker i Gazas ruiner.
Appellen om fasthed og sammenhold i EU fremsendes på initiativ af mine tidligere udenrigsministerkolleger i Frankrig og Storbritannien og mig selv i samvirke med meningsfæller på den israelske fredsfløj. Der er brug for et Europa, som med høj røst fastholder idealerne om en international retsorden i en tid, hvor denne orden er under angreb som aldrig før.
