Der er ikke langt fra ro og orden til uro, optøjer og det, der er værre. Det må briterne sande. Det må få kuldegysninger frem hos enhver, når der lyder råb i gaden, mens et statsoverhoved i et stabilt, stærkt vestligt demokrati står i regeringskontorerne og holder tale.
Det var ikke desto mindre det, vi var vidner til aftenen, før Boris Johnson kom i mindretal i Parlementet. Heldigt for demokratiet, så var mange af hans egne partifæller klar til at ofre egne positioner, opleve ekskludering af deres parti og grov tilsvining fra deres chef, for at forsvare netop demokrati.
Under den timelange debat lå parlamentsmedlem Jacob Rees-Mogg henslængt over 3-4 bænkesæder, for at vise sin ... ja, det ved jeg ikke. Men det oplevedes som total foragt for folkestyret, andres meninger og den institution, som i den grad har været symbolet på moderne demokrati.
Udstilling af det britiske demokratis brister
Nu er der utallige grunde til denne helt utålelige situation, som briterne befinder sig i, men lad mig dvæle ved fundamentet. Nemlig, at der ikke findes en egentlig konstitution i Storbritannien. Derfor bliver begrebet “retsstat” meget diffust lige pludselig, og vi er vidne til, at præcedens tilbage fra arilds tid bliver hentet frem som gældende ret.
Efter denne omgang må briterne sande, at det er helt utåleligt for et moderne demokrati ikke at have en forfatning. I hvert fald, hvis man vil undgå kupforsøg. For det var det, der var igang. Ikke at det var ulovligt. Næ nej, men redskabet, der blev anvendt, kombineret med landet kritiske situation, kunne kun føre tankerne hen på et forsøg på at kuppe et hårdt brexit igennem. Altså ikke konstitutionelt i orden, hvis en konstitution altså skal værne om demokrati!
At have tænkt sit fundament igennem er godt, særligt i tider hvor disruption i politik er blevet så nydeligt at tale om, men egentlig er det en omskrivning af revolution. Derfor er der god grund til, at alle demokratier laver et lille servicetjek på egen konstitution. Er den robust? Er der huller, der kan udnyttes, og hvis ja, hvordan lukkes disse?
I Danmark har vi haft tradition, men altså ikke konstitution, for at ministre trak sig, hvis de blev taget i brud på ministeransvar. Fra Ninn-Hansen til Friss Bach. Stor forskel i sagens størrelse og alvor, men samme udkomme. Men enten kræves et flertal imod, en stærk trussel om fyring eller slet og ret egen høj moral.
Men vi har ingen konstitutionel sikkerhed for, at ministre overholder loven. Så længe et flertal af folkevalgt ønsker at tilsidesætte en lov, er vi borgere ubeskyttede. Det bør der tænkes nærmere over i denne tid. Det kan i de forkerte hænder blive misbrugt i en grad, som tidens tendenser desværre ikke inspirerer til at lade være ubearbejdet. At påstå at et flertal til enhver tid kan sætte sig over loven, er ikke at forstå, hvad konstitution og retsstat er. Der er god grund til at se til særligt Tyskland, der har den nyeste grundlov. Bygget på den mest dystre baggrund.
