Chefer i kommunerne: Væk med beskæftigelsesbøvlet

Vi har i dag en kommunal beskæftigelsesindsats med maksimal fokus på at levere en effektiv indsats. Og det lykkes faktisk ret godt. Samarbejdet tager udgangspunkt i borgernes egne ressourcer, motivation og handlekraft som en vej til job og uddannelse.

Færre får førtidspension, flere får fleksjob, og vi er lykkedes med mini-fleksjobs i indsatsen med at udvikle et arbejdsmarked, som kan rumme os alle. Vi har styrket samarbejdet med virksomhederne, og i dag ved alle, at kerneopgaven på beskæftigelsesområdet er to sider af samme mønt: At skaffe ledige borgere i job og at skaffe virksomhederne den relevante arbejdskraft.

Restgruppen har det svært
Beskæftigelsesområdet er traditionelt følsomt overfor konjunktur­ ændringer. Efter år med økonomisk tilbagegang, ressourceknaphed osv. under og efter finanskrisen står vi nu på tærsklen til højkonjunktur og vækst. Det betyder blandt andet langt større efterspørgsel på arbejdskraft og lav ledighed. En udfordring og bekymring de senere år har dog været, at trods omfattende omlægninger og forsøg på nytænkning er 'restgruppen' af borgere, som har svært ved at lykkes i job og uddannelse, ikke blevet mindre.

Vi tror dog på, at et økonomisk opsving også vil give denne gruppe bedre muligheder for at komme i arbejde. Men det sker ikke af sig selv. Det kræver, at virksomheder og jobcentre arbejder tæt sammen. Ellers vil virksomhederne rekruttere endnu mere udenlandsk arbejdskraft, som vi allerede har set det, blandt andet EU-borgere fra Østeuropa.

Vi ser også et stigende antal unge, som er psykisk sårbare, og som har svært ved at klare overgangen til voksenlivet. Vi ser en risiko for, at aktivitetsparate borgere over 30 år bliver på permanent, offentlig forsørgelse, når de ikke får en uddannelse eller en tilknytning til arbejdsmarkedet.

Økonomien er stramt adfærdsreguleret
Økonomisk set har koblingen mellem indsats og refusion til kommunerne givet et adfærdsregulerende styringssystem og en effektiv økonomisk konkurrencesituation kommunerne imellem.

Men med den seneste refusionsreform bliver den kommunale økonomi på beskæftigelsesområdet styret af, hvor hurtigt det lykkes at få en borger fra offentlig forsørgelse til job eller uddannelse. Det betyder, at kommuner med mange borgere i restgruppen vil få stigende udgifter. Og det vil udfordre kommunernes økonomiske mulighed for at prioritere indsatser til disse borgere – altså en udvikling, der bider sig selv i halen. Det giver en rigiditet og stækker i den grad medarbejdernes muligheder for at finde individuelle og fleksible løsninger.

Væk med bøvlet, tak
Der er et kæmpe behov for både at forenkle og forbedre lovgivningen, som vi er blevet lovet af politikerne gang på gang de senere år – uden at det er sket. Det er ikke holdbart hverken politisk eller administrativt, at et så centralt område i den grad mangler klarhed og gennemskuelighed.

Derudover ligger der en stor opgave i at sikre de borgere, som har den korteste uddannelse, relevant kompetenceudvikling, i takt med at virksomhederne efterspørger nye kompetenceprofiler som led i deres vækstdagsorden. Det bliver nødvendigt, hvis den gruppe skal bevare fodfæstet på arbejdsmarkedet.

Samtidig skal uddannelsessystemet have et stærkere beskæftigelsesfokus, hvis vi skal have de unge videre fra uddannelse i job. I kommunerne tager vi gerne en aktiv rolle i et tættere samarbejde mellem de to sektorer.

Og ikke mindst skal vi finde økonomi til at flytte gruppen af sårbare og langtidsledige borgere til selvforsørgelse. Det kræver tværgående indsatser og et skridt væk fra den klassiske, sektorspecifikke resultatmåling. Den er ikke tilstrækkelig, hvis vi skal være med til at realisere visionen om, at alle ønsker at bidrage, og at der er brug for alle.

Indlægget har været bragt i FSD's Årsmødeavis som optakt til foreningens årsmøde i november.
Læs mere om FSDs holdning til børneområdet på socialchefforeningen.dk/det-mener-fsd