Flere borgere, færre penge: Regnestykket hænger ikke sammen

Kommunerne står med en stor udfordring på det specialiserede socialområde: Vi ser en markant stigning i antallet af borgere, som har brug for hjælp: Flere psykisk sårbare unge, som har svært ved at klare overgangen til voksenlivet. Flere handicappede, som – heldigvis – lever længere og derfor har behov for omsorg og pleje i længere tid. Flere hjerneskadede, som overlever, og har et stort plejebehov. Og flere banker på døren til vores forsorgshjem og kvindekrisecentre for at få hjælp.

Vi har også set en voldsom udvikling i behandlingspsykiatrien i de senere år. Det er som udgangspunkt jo rigtig godt, at fx flere unge behandles hurtigere. Men de udskrives også hurtigere end tidligere, og det giver kommunerne flere opgaver. Fx ser vi et stigende behov for akuttilbud til borgere med psykiatriske problemer.

Vi oplever samtidig, at tilsyns- og ankesystemet tænker og arbejder konserverende. Man er ikke opdateret på den rehabiliterende tilgang, der vinder frem i kommunerne i disse år, hvor fokus er på progression hos borgere, så de i så høj grad som muligt kan klare sig selv. Det skaber et uholdbart limbo mellem den måde, vi arbejder på, og den måde vores indsats bliver vurderet på af de statslige kontrolmyndigheder på området.

Gode takter, men vi halter stadig
De seneste ændringer i Serviceloven viser gode takter, men har stadig ikke givet os et juridisk grundlag til at levere mere fleksible og åbne tilbud – til gavn for både borgerne og økonomien.

På den ene side markerer Folketinget med den nuværende lovgivning, at rettighedstænkning er vigtigere end rehabilitering og udvikling af borgerne. Og på den anden side er der ikke politisk vilje til at finansiere de øgede udgifter som følger af samme rettighedstænkning. Sagt med andre ord: Hvis kommunerne ikke må spare på området, må Folketinget bidrage til at finansiere den øgede tilgang.

Og så er der tillidsbristen mellem kommunerne og handicaporganisationerne – et omdiskuteret emne. Vi oplever godt samarbejde flere steder, men vi savner bedre data og viden, som kan give et dokumenteret billede af udfordringerne: Hvem er målgrupperne? Hvilken indsats virker bedst for dem? Den viden ville kunne kvalificere debatten og måske skabe større gensidig forståelse til gavn for samarbejdet.

Prioriter, tak!
Skiftende socialministre har forsøgt at udstikke overordnede, lovgivningsmæssige rammer for at gøre det tydeligt, hvilke indsatser og områder der står øverst på politikernes spiseseddel. Men Folketinget har som nævnt ikke villet bakke op. Og når vi som kommuner ikke kender den overordnede, politiske prioritering, er det svært at leve op til de økonomisk snævre udstukne rammer – og samtidig efterkomme borgernes ønsker.