Hvem er inde og ude i fremtidens velfærd?

Vi ser en forandring i kommunerne, i Danmark og i verden i disse år. Urbaniseringen med især de unges bevægelse fra land til by i jagten på job og uddannelse skaber nogle meget store forskelle i livsbetingelser i selv et så lille land som vores. Enkelte danske øer er nu helt ubeboede, landsbyer bliver affolkede – kun de ældste bliver boende. Og både sundhedstilstand og uddannelsesgrad svinger overordentlig meget, alt efter hvor man vokser op.

Vi oplever også massive forventninger til og efterspørgsel efter velfærdsydelser – en udbredt rettighedstænkning. Borgere tager det på mange områder for givet, at kommunen til enhver tid kan yde den hjælp, de efter- spørger. I mange tilfælde også før de har gjort op, om de faktisk kan klare det praktiske eller økonomiske selv.

Velfærd i særklasse er ikke en selvfølge

Derfor er vi nået til et punkt, hvor vi har brug for at diskutere, hvad velfærd er. En nødvendig debat, fordi mange har svært ved at definere, hvad vores velfærd egentlig er for en størrelse.

At sundhedspleje, kommunal tand- pleje, handicaphjælp, uddannelse, ældreforsorg osv. faktisk er i særklasse og ikke nødvendigvis en selvfølge. Men det kræver måske, at man har boet i et land, hvor den slags ydelser er et spørgsmål om at have råd til private forsikringsordninger ... Men også en nødvendig debat, fordi ressourcerne ikke er uendelige.

Og ja, vi lever i et helt fantastisk velfærdssamfund, hvor der stort set altid er et sikkerhedsnet. Men måske har vi forsømt at beskrive, at dette system netop kun kan hjælpe de mange, hvis det ikke misbruges. I hvert fald er det en del af vores opgave at bevidstgøre borgerne om det privilegium, et velfærdssamfund som vores faktisk er. Samtidig mener jeg også, at vi som myndighed bør redefinere vores opga- ver og tilgang til at yde hjælp. Vi har i mange år været ’de klogeste’ i mødet med borgerne og er derved også kommet til at tage hele ansvaret på vores kappe.

Enderne mødes ikke altid
Men sideløbende har vi i flere år også nu talt om samskabelse og inddragelse af netværk og civilsamfund. At velfærd ikke bare er ydelser, processer og rettigheder, men også en relation mellem ’system’ og borger, hvor begge parter indgår i et moralsk fællesskab og sammen finder den rigtige vej at gå. Et fællesskab, hvor alle er aktive og tager ansvar og handling for og i eget liv. Her er helt sikkert uudnyttede resurser at trække på. For det at føle et ansvar for både ens egen familie, for naboen og for samfundet som helhed er heldigvis værdier, som stadig kendetegner vores samfund.

Langt de fleste velfærdsopgaver skal dog stadig løses af den kommunale organisation. Og her opstår konflikter mellem borgernes ønsker og behov, kommunens vedtagne serviceniveauer og den kompetence, kommunalbestyrelserne har uddelegeret til den enkelte myndighedsperson eller sagsbehandler til at forvalte lovgivningen – og budgettet. Det er størrelser, som ikke altid spiller lige godt sammen inden for de snævre økonomiske rammer, Folketinget har udstukket – også selv om vi inddrager borgerne og kan præsentere en bred vifte af forslag til løsninger.

Folketinget må tage ansvar
Derfor bliver vi bekymrede, når politikerne i deres retorik og lovgivning i stadig stigende grad støtter borgerne i, at velfærd i høj grad handler om produktion af ydelser og procesregulering. En holdning, vi slet ikke mener løser vores velfærdspolitiske udfordringer. Snarere tværtimod. Og vi efterlyser, at Folketinget tager deres del af ansvaret for den lovgivning og de økonomiske rammer, de har vedtaget for kommunerne. For det er trods alt i mødet mellem sagsbehandleren og borgeren, at lovgivningen skal stå sin prøve, og det møde står vi i kommunerne som bekendt for.

Her skorter det ikke på kritik af kommunerne. At vi skal overholde lovgivningen, er der selvfølgelig ingen tvivl om. Men at man fra politisk side vælger at hænge kommuner offentligt til tørre, er i mine øjne rigtig dårlig stil og en holdning, som siver ned igennem lagene og ender på sagsbehandlernes bord: "Kommunerne gør det ikke godt nok". Tænk, hvis sagsbehandlerne aldrig udfordrede borgernes krav, men blot sagde ja til alt, hvad de bad om? Det ville nok give finansministeren mere end en enkelt rynke i panden. Men omvendt ville det selvfølgelig reducere Ankestyrelsens sagsbunker...

Så når vi spørger: ”Hvem er inde – og ude?”, gælder spørgsmålet i høj grad vores velfærdssystem. Hvor meget af det kan vi bevare i årene, som kommer? Og hvor meget (og mange) vil efterhånden være ude? Det er vi forhåbentlig meget klogere på efter vores Årsmøde 2017.

Indlægget har været bragt i FSD's Årsmødeavis som optakt til foreningens årsmøde, der finder sted i morgen, torsdag, og fredag i denne uge.