Til nytår kom regeringen med sit bud på, hvordan vi kan skabe det nære og sammenhængende sundhedsvæsen – en vision, som efterhånden har levet længe, men ikke er kommet meget tættere på mål.
Knyttet til udspillet ”Sundhed. Hvor du er”, som er centreret om otte initiativer, er en pulje på 200 mio. kr., der skal bruges til at etablere og renovere læge- og sundhedshuse landet over. Det følges op af et forslag senere på foråret som et led i sammenhængsreformen til, ’hvilken organisering og styring, der kan understøtte målet om en styrket patientomstilling til nære tilbud og en styrket sammenhæng for patienten’, fremgår det af regeringens sundhedsudspil.
Ligningen går ikke op
I ”Sundhed. Hvor du er” lægger regeringen op til, at ’behandlingerne spredes ud i et mere finmasket sundhedsvæsen, hvor de praktiserende læger og kommunerne løfter en betydelig del af de behandlinger, der i dag foregår på sygehusene. Både fordi det er mest trygt og mindst indgribende i den enkeltes hverdag, og fordi mange borgere med de nye, moderne og specialiserede sygehuse får længere til sygehuset.’
FSD Socialchefer i Danmark
Læs flere indlæg fra FSD og dens medlemmer her.
Det kan vi i kommunerne kun bakke op om. Vi kan og vil gerne løfte sundhedsopgaven til gavn for blandt andet kronikerne og den ældre medicinske patient på plejehjemmet, som ikke altid behøver at blive indlagt på sygehuset for at få behandling. Det spiller fint sammen med sundhedsminister Ellen Trane Nørby udtalelser om, at omkring 100.000 borgere – blandt andet KOL-patienter og Type 2 diabetikere – skal løftes ud af sygehusene og behandles i deres eget hjem eller i et lokalt sundhedshus. Det svarer til udgifter på 4 mia. kr.
Og så er vi inde ved kernen af det, vi i Foreningen af kommunale social-, sundheds- og arbejdsmarkedschefer i Danmark (FSD) flere gange har gjort opmærksom på i debatten om det nære sundhedsvæsen: At den økonomiske ligning ikke går op.
Siden kommunalreformen i 2007, hvor kommunerne overtog en stor portefølje fra amterne på sundhedsområdet, er stadig flere opgaver rykket over på kommunale hænder. Men indtil videre er pengene ikke fulgt med i nær samme takt som opgaverne.
Vi skal styrke kernedriften
Vi har stået i dette vadested alt for længe – og tiden er inde til, at politikerne gør op med sig selv, om de virkelig vil noget med det nære sundhedsvæsen. For hvis de vil, er der ingen vej udenom: Så er det først og fremmest finansieringen, vi skal se på. Før den falder ordentligt på plads, bliver de opgaver, man ønsker kommunerne skal løse, ikke løst, som vi gerne ville gøre det – værdigt, trygt og så tæt på borgerens eget hjem og hverdag som muligt.
For os at se er opgaven først og fremmest at styrke den kommunale kernedrift på sundhedsområdet, frem for at sende nye – og underfinansierede – opgaver i armene på os. Og ikke tildele tidsbegrænsede puljemidler og værdighedsmilliard, som vi så kan bruge til blandt andet at lukke huller i plejen af blandt andet den voksende gruppe af demente, ældre borgere.
En anden, ikke uvæsentlig problemstilling flere steder i landet, er rekruttering af medarbejdere. Hvad sker der mon i den kommune, hvor natsygeplejen dækkes på skift af tre sygeplejersker – to på 72 år og en på 69 år – når de går på pension?
Det er en stor og også fælles opgave, at vi i regionerne og kommunerne uddanner både tilstrækkeligt meget og kompetent personale, så de kan løse opgaverne – uanset om de er ansat på et sygehus eller arbejder i kommunalt regi.
Det er blot to små eksempler på problemstillinger, vi ikke kan se, at regeringens udspil løser. Udspillet er ganske enkelt for uambitiøst, kommer for sent og favner alt for lidt.
Pengene skal følge borgeren
Hvad er så løsningen, set med kommunale øjne, vil nogen forhåbentlig spørge?
Den helt store vision er at udvikle samarbejdet på tværs af sektorerne på hele sundhedsområdet, så vi én gang for alle gør op med den klassiske silotænkning – også økonomisk set. Udgangspunktet for styringen af sundhedsvæsnet skal ikke være et stædigt fokus på driftsøkonomisk effektivitet inden for den enkelte sektor. Det er en alt for snæver og kortsigtet tænkning.
Udgangspunkt skal være, at pengene følger borgeren. Og som det er i dag, foregår størstedelen af en borgers forløb som patient i kommunen. Derfor skal vi have udviklet en afregningsmodel, som er helhedsorienteret, og som afspejler det forløb, borgerne gennemgår i både regionalt regi, i kommunerne og hos de praktiserende læger.
Det vil bringe os ud af det vadested, vi har stået i alt for længe – og bringe os fra skåltalerne til et reelt sammenhængende og nært sundhedsvæsen til gavn for dem, det handler om: Borgerne.
