Socialchefer svarer på kritik: Vi tager udgangspunkt i borgernes ressourcer

I et nyt indlæg retter en række sociale bevægelser en skarp kritik mod os, landets socialchefer – med afsæt i vores svar på deres første indlæg her på portalen. Og efterlyser svar på flere spørgsmål, de ikke mener er besvaret godt nok i første omgang.

Vi må indledningsvis sige, at de svar, vi gav i vores første indlæg, stadig står ved magt. Som chefer i kommunerne er det vores job og ansvar at udmønte de politiske beslutninger fra Christiansborg og fra de lokale byrådspolitikere. Derfor kan vi heller ikke som administrative chefer anlægge en "blødere" praksis for f.eks. tildeling af førtidspension, end lovgivningen og byrådene har sat rammen for. Vi har desuden har et fagligt ansvar for at rådgive både borgere og politikere om, hvilke indsatser der har effekt overfor hvilke målgrupper.

Vi har ansvar for at hjælpe folk videre

Vi ved, at vi i kommunerne hver dag hjælper og guider borgere på vej med omsorg og støtte. Og vi ved, at det lykkes for rigtig mange at finde fodfæste i både eget liv og på arbejdsmarkedet igen. Vi har oplevet, at selv dem med de umiddelbart færreste ressourcer, har haft store gevinster ved igen at blive en del af en sammenhæng, fx på en arbejdsplads eller uddannelse.

Når det er sagt, kan vi høre og læse, at indlægget fra de sociale bevægelser taler på vegne af borgere, som føler sig forkert behandlet, nogle ligefrem krænket, på deres vej i systemet mod en afgørelse, f.eks. om førtidspension. Og i den forbindelse spørger underskriverne af indlægget til vores menneskesyn som socialchefer.

Som sagt er vores opgave at forvalte lovgivningen, og i den proces skal vi have gode værdier om bl.a. ret og pligt. Ligesom vi skal levere en professionel betjening af alle borgere. Tankegangen – eller menneskesynet om man vil – i den gældende social- og beskæftigelseslovgivning er, som vi også tidligere har påpeget, at vi skal tage udgangspunkt i borgernes ressourcer. Og at vi har et ansvar for at hjælpe dem videre i tilværelsen – med afsæt i de muligheder, metoder og redskaber som vi har til rådighed – og igen: med afsæt i den enkeltes historik, kompetencer og formåen. Det gælder alle borgere, og måske i særlig grad dem med særligt komplicerede problemstillinger.

Vi skal også se indad

Vi bliver spurgt, hvorfor der er så stor forskel på kommunernes praksis for tildeling af førtidspension. En del af forklaringen er, at kommunernes befolkningsunderlag og demografi er forskellig. Og der er forskel på virksomhedernes behov for arbejdskraft og grad af socialt ansvar fra kommune til kommune.

Det kan dog ikke forklare hele forskellen – og her må vi som kommuner selvfølgelig også kigge indad og se på, om der er noget i vores praksis, vi skal ændre. Vi håber også, at revisionen af førtidspensionsreformen vil give os en endnu tydeligere retningslinjer og vejledning ift. lovgivningen, som er kompliceret, så den bliver nemmere at administrere. Vi har fra FSD’s side bedt Ankestyrelsen om hjælp til kompetenceudvikling på området.

Intentionen er ikke at folk skal få det værre

Og nej, vi tilsigter naturligvis ikke, at borgere skal få det værre som følge af vores sagsbehandling. Tværtimod er vores intention altid den stik modsatte. Vi tror på, at ved at arbejde med den enkeltes udviklingsmuligheder, kan vi bringe alle ressourcer i spil.

Vi har mange eksempler fra vores daglige arbejde på, at der ikke altid er en direkte sammenhæng mellem sygdomshistorik og arbejdsevne. Vi har set folk med selv alvorlige cancersygdomme eller efter hjerteoperationer arbejde, fordi de ønskede det.

Hvad angår ’sengepraktik’ er det ikke en praksis eller metode, kommunerne gør brug af. Men som vi også skrev i vores første indlæg, skal der være mulighed for at hvile sig i en praktik, hvis borgeren har behov for det, og hvis det virker formålstjenstligt i processen med at afklare arbejdsevne og ressourcer. Og det er kun i ganske få tilfælde, at det bliver taget i brug. I de sager, hvor det er åbenlyst, at man ingen arbejdsevne har eller får via forløbet, får man bevilget en førtidspension.

Det er den virkelighed, vi socialchefer lever i.