Den kommunale beskæftigelsesindsats har på de fleste områder haft medvind i 2017. Uanset indsatsen i det enkelte jobcenter er omfanget af efterspørgslen på arbejdskraft det mest afgørende for succesen med at få folk i arbejde.
For selvom vi godt ved, at hovedparten af alle ansættelser sker ad andre veje end jobcenteret, er det netop i tider, hvor der er brug for alle på arbejdsmarkedet, at jobcentret har mulighed for at gøre en forskel – og ikke mindst give de ledige, der er længst væk fra arbejdsmarkedet, en chance.
FSD Socialchefer i Danmark
Læs flere indlæg fra FSD og dens medlemmer her.
Her har vi i samarbejde med borgeren en stor opgave i at få tilført den enkelte de nødvendige kompetencer – både faglige og sociale, så han eller hun kan begå sig på arbejdsmarkedet.
Tværgående samarbejde om borgerne vinder frem
2017 er også året, hvor det tværgående samarbejde på beskæftigelsesområdet om indsatsen til borgerne virkelig er slået igennem. Det er nu helt naturligt at samarbejde med for eksempel psykiatri- og sundhedsområdet, når det giver mening i den enkelte sag.
Mange kommuner har arbejdet med den måde, vi møder borgerne på. Selvfølgelig har vi stadig myndighedsansvaret, men samtidig skal det være muligt at få borgerne på banen og gjort dem til aktive deltagere i deres eget liv. Den holdning har, sammen med borgerens bevidsthed om, at en førtidspension ikke lige er om hjørnet, betydet, at flere er kommet ud på arbejdsmarkedet. Godt hjulpet af lovgivningen, som har givet mulighed for små jobs og mikro-fleksjob.
Folk skal yde og bidrage det, de kan
Vi har talrige eksempler på, at selv det mindste antal timer i arbejde for mange er blevet til mere - og fremfor alt har vi mødt borgere, der er rigtig glade for at bidrage til og nyde godt af det fællesskab, en arbejdsplads og kollegaer giver. Og for mig at se er det meget forståeligt, at man efter langvarig, offentlig forsørgelse ikke hverken fysisk eller mentalt kan udfylde et 37-timers job.
Det håber jeg derfor også vil blive husket, når evalueringen af førtidspensionsreformen går i gang. Jeg håber, at intentionen om, at alle skal yde og bidrage det, de kan, fastholdes – samtidig med at det stadig er og skal være en kommunal myndighedsopgave at vurdere den enkeltes arbejdsevne.
Restgruppen af ledige er dyr
Jeg er også meget spændt på den kommende beskæftigelsesreform. Det, vi foreløbig er blevet præsenteret for med udspillet om regelforenkling, rummer mange gode intentioner, blandt andet opgøret med proceskrav. Og det spor kan politikerne med sindsro forfølge, for den seneste refusionsreform skaber store og entydige incitamenter for hurtigt at få ledige og syge tilbage på arbejdsmarkedet.
I kølvandet på beskæftigelsesreformen ligger endnu en refusionsreform, som umiddelbart har fokus på den beskæftigelsesfremmende indsats. Det er svært at gennemskue økonomien, da udligningen er blandet ind, men jeg vil understrege, at selv om vi har færre ledige, er de grupper, som ikke er i job, kendetegnet ved, at de har brug for massiv støtte på alle fronter. Og det koster.
En af de grupper er de unge, som fortsat fylder alt for meget i jobcentrene. Det er unge, som ikke har de faglige forudsætninger for at begynde på en uddannelse, og som ikke kan fungere i sociale sammenhænge, fordi de generelt trives dårligt. Her har uddannelsespålægget til de ledige uddannelsesparate unge helt klart gjort en forskel, men vi er stadig udfordret af de øvrige med tunge problemstillinger.
De unge udenfor skal have fuldt fokus
Den Forberedende GrundUddannelse, som har befundet sig i en beslutningsfase det meste af året, kan blive et godt værktøj, hvis det lykkes at skabe nogle nye institutioner, der tænker helt anderledes og ikke bare bygger videre på det, vi kender i dag. De bliver forhåbentligt fleksible kursuscentre, der i samarbejde med den koordinerede kommunale ungeindsats kan magte individuelle forløb – og ikke bare bliver et nyt toårigt skoleforløb med praktikindhold i forlængelse af folkeskolen.
Mit ønske for 2018 er, at de unge, der ikke følger deres egne eller vores forhåbninger, skal have vores fulde fokus. Vi har brug for, at alle bidrager for vores samfunds- og velfærdssystems skyld og ikke mindst for den enkelte brogere. Fordi det er så meget bedre at være indenfor end at stå udenfor.
Til sidst vil jeg glæde mig over, at mange af de puljer, som støtter den kommunale beskæftigelsesindsats, er betinget af tilknyttet forskning. Det er værdifuldt, da området ligger inde med enorme mængder af data, som indtil nu ikke har været brugt videnskabeligt – men som rummer vigtig viden om effekten af indsatser og tiltag.
Indlægget har været bragt på Altinget.dk
