“Kim, holder du fast i den strategi?”
“Ja.”
“Jeg spørger dig igen: Holder du fast i den strategi?”
“ … Ja. Hvad tænker du da?”
“Hvis du holder fast i den strategi, har vi ikke nok kister”.
Ikke alle kommer hjem
Kim Kristensen, tidligere officer i forsvaret og ceremonimester hos Dronningen, satte en kompromisløs, kontant og konkret dagsorden, som trak både latter og tårer hos tilhørerne, da han talte om, hvordan han som leder har skabt følgeskab - med afsæt i sine erfaringer fra militærmissioner på Balkan og i Afghanistan, hvor ikke alle menige eller officerer så deres ægtefæller og børn igen.
FSD Socialchefer i Danmark
Læs flere indlæg fra FSD og dens medlemmer her.
- Jeg var nødt til at være helt ærlig, da jeg som den første officer siden 1864 skulle føre danske soldater i længerevarende krigsoperationer i Afghanistan: “Ikke alle kommer hjem igen”. Som leder er den ærlighed nødvendig for at skabe tillid og troværdighed. Og derfor skal jeres strategiarbejde også gå så dybt ned, at I kender alle konsekvenserne og søger kreative og innovative løsningsmuligheder. Alt for mange strategier ender på reolen eller på intranettet uden at blive læst.
Du skal kunn leve med dig selv – resten af dit liv
Kim Kristensen er militærmand helt ind i kernen - og hjertekulen. Og på ingen måde tilhænger af ‘kæft, trit og retning’ i ledelse.
- At lede og kunne skabe retning handler om passion og dedikation. Og om, at dem, der sidder i bestyrelseslokalerne, har modet til at træffe sunde og fornuftige beslutninger. Det kræver, at de tænker sig rigtig godt om, fordi deres strategier, formål og mål skal kunne omsættes af fagprofessionelle helt ude i yderste led. Det kræver beslutninger, som læner sig op ad det overordnede formål - fx at få flere børn, og herunder piger, i skole, som var et af vores hovedmål i Afghanistan. Som leder skal du have det lange lys på. Og du skal kunne leve med dig selv - resten af dit eget liv. Det gjaldt også, da jeg holdt fast i strategien for Afghanistan, som betød, at vi i hemmelighed måtte sende flere kister derned.
Ledelse er en social aktivitet
For Kim Kristensen forudsætter følgeskab i ledelse en lang række punkter, som blandt andet handler om uddannelse, omsorg for og hård træning af medarbejdere for at kunne opfylde strategien. Det handler om at sætte drømmeholdet og at kunne rykke et niveau op, når fx ens egen nærmeste chef bliver hårdt såret eller dræbt. Men det handler også om sammenhængskraft, korpsånd og om at dele vilkår med sine medarbejdere, som man i øvrigt også skal elske.
- Der findes ikke noget værre end en HR-chef, som siger: “Min dør står altid åben” - og så kan han ikke forstå, at ingen kommer ind på hans kontor. Ta’ dog din kaffe, mand, og gå ned på værkstedet og tal med folk. Ledelse er en social aktivitet Jeg delte lokum med mine soldater - et åbent rum på halvanden meter, hvor de kunne stå og hænge med armene på taget og se ned på mig, når jeg sad på potten: “Nåh chef, hvordan går det?”
Så når Kim Kristensten bliver spurgt, hvad det vigtigste råd, han kan give til ledere, er, svarer han altid:
- Vær dig selv. De ledere, som toppræsterer, er 90-95 procent sig selv hele tiden. “What you see, is what you get”. Og så skal du spørge dig selv: Er jeg modig nu? Tør jeg tage med på den mission, vi står overfor? Hvis du svarer ja til det, og du altid har været der for dine medarbejdere, vil de sige: “Vi følger dig!” Synlig ledelse og ledelse ved eksemplet går aldrig helt galt. Og en leder skal være en rollemodel. Derfor skal du som leder altid tage den tungeste rygsæk på ryggen og gå forrest.
I kan ikke arbejde med en hånd i lommen
Ledelse i velfærdens tjeneste var tidligere på dagen også blevet talt op af Kristian Dahl, psykolog og ekstern lektor ved Aalborg Universitet. Hans afsæt var anderledes akademisk med et stort, internationalt forskningsprojekt, som han har overført til danske forhold. Udkommet af projektet er, hvad Kristian Dahl kaldte ‘den nye syntese’ for offentlig ledelse. Den svarer på det spørgsmål, alle offentlige aktører stiller sig selv i disse år: Hvordan sikrer vi fortsat velfærdsskabelse i en tid med faldende ressourcer, øget samfundsmæssig kompleksitet og måske nye eller forandrede forventninger fra borgerne?
Svaret er ifølge Kristian Dahl, at man dels skal holde fast i de klassiske embedsmandsdyder og samtidig have styr på tingene, og dels at man kontinuerligt arbejder med at effektivisere, optimere og øge performance.
- Det er klassiske håndgreb, som de fleste chefer allerede har fokus på. Men det er ikke nok. De udfordringer, vi står med, er så ressourcekrævende og komplekse, at de ikke kan løses af den offentlige sektor alene. Kun at arbejde med de klassiske greb – embedsmandsdyderne og styr på tingene - svarer til at arbejde med den ene hånd i lommen.
Samfundet skal gøres robust
Det er, sagde Kristian Dahl, nødvendigt med et ligeså stærkt fokus på samskabelse, samproduktion og innovation. Eller sagt med andre ord: Borgere skal være medproducenter af velfærd, samtidig med at vi opbygger resiliens - modstandskraft og robusthed - i både organisationer og samfund.
- Det betyder at I skal have begge hænderne oppe af lommerne - ikke smide de klassiske dyder eller fokus på optimering ud med badevandet, men kombinere dem med nye ting og udvide det strategiske rum og organisationens kapacitet. Det giver størst mulighed for at løse udfordringerne. For dem har I. Vi står overfor kolossale geopolitiske udfordringer - bare tænkt på det sidste halve år med Brexit, Trump, situationen i Syrien og hændelserne i Nice i sommer. Den tæthed af historiske begivenheder kræver, at vi opbygger samfundsmæssig resiliens.
I skal bygge bro
Derfor, pointerede Kristian Dahl, er opgaven i fremtidens ledelse af velfærden at bygge bro:
- Hvis I spurgte jeres medarbejdere, hvad verdens bedste leder gør, ville de svare: ”Han skaffer os flere ressourcer, sørger for, vi ikke bliver forstyrret hele tiden og giver os mere anerkendelse”. Men den virkelighed, mange oplever, er snarere: Vi får færre ressourcer, mængden af nye projekter og strategier er stigende, og den fagprofessionelles status er i frit fald.
- Derfor skal i som ledere evne at bygge bro mellem den samfundsudvikling, vi ser nu, og medarbejdernes motivation, fordi ingen motiveres af at skulle gå på arbejde og spare 1,5 procent - samtidig med at I gør borgerne til medproducenter af velfærden. For pointen i dag er: Flere ressourcer er ikke nødvendigvis lig med bedre resultater eller omvendt: Færre ressourcer er ikke nødvendigvis lig med dårligere resultater. Men helt sikkert er, at I kommer til at stå i krydsfeltet mellem de to. Og det kræver, at I har begge hænderne oppe af lommen.
