Landdistrikter undrer sig over få penge til udflytning

Politik

31/08/2017 13:00

Noa Jankovic

Det vækker forundring hos Landdistrikternes Fællesråd, at regeringen i sit finanslovsforslag kun afsætter 150 millioner kroner til udflytningen af statslige arbejdspladser.
Regeringen har i sit finanslovsforslag afsat 150 millioner kroner til at fortsætte udflytningen af statslige arbejdspladser fra Hovedstadsområdet i 2018.   - Jeg undrer mig over, at regeringen i sit finanslovsforslag kun lægger op til at afsætte 150 millioner kroner til at fortsætte udflytningen af statslige arbejdspladser. Jeg håber, man vil afsætte de resterende og nødvendige ressourcer, når planen præsenteres, siger formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard og fortsætter:

Udflytning af statslige arbejdspladser

Vi har samlet alle historier om udflytningsplanerne.

Læs meget mere her

- I 2016 blev der afsat cirka 400 millioner kroner på finansloven til udflytningen. Jeg håber derfor ikke, at dette års finanslovsforslag skal tolkes som, at regeringen har sænket ambitionsniveauet i forhold til at bringe Danmark bedre i balance ved at flytte en række statslige arbejdspladser fra hovedstadsområdet til provinsen.

Steffen Damsgaard hæfter sig dog ved, at regeringen skriver at der vil blive taget stilling til, om der er behov for at tilføre yderligere midler i 2018 og de følgende år.   - Statslige institutioner løser opgaver for borgere og virksomheder i hele landet. Derfor bør arbejdspladserne også være fordelt i hele landet. Vi har rigtig gode erfaringer fra den seneste udflytning, både tidsplanen og økonomien holder sig inden for planen. Og der er masser af kvalificeret arbejdskraft uden for de større byer, siger han.   Han understreger, at det har vist sig, at der er mange kvalificerede ansøgere til de stillinger, der har været slået op. En statusredegørelse fra oktober 2016 viste, at der til knap 1.100 stillinger har været godt 21.000 ansøgere.

Finanslov 2018

Vi har oprettet en tema-side, der samler alle relevante historier om Finanslov 2018. Find den her.

- Udflytningensplanen fra 2015, som var Danmarkshistoriens største, svarer kun til godt 10 pct. af de relevante statslige arbejdspladser i hovedstaden, der kan udflyttes. Derfor bør regeringen i langt højere grad prioritere det her område, siger Steffen Damsgaard.

Landdistrikternes Fællesråd vil på baggrund af finanslovsforslaget drøfte finansieringen af udflytningen af statslige arbejdspladser med erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) og Folketingets partier.  

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.