Ligesom samfundet står ledelse i et spændingsfelt af stigende behov for løsninger. Klima, jobskabelse, forebyggelse, integration af de nye fremmede og en ny digitalt opvokset ungdomsgeneration er på dagsordenen. Og statens og kommunernes institutioner skal kunne bidrage til løsningen.
Vi kan konstatere, at der er et misforhold mellem det politikerne træffer beslutning om, og det som de offentlige institutioner magter i praksis. De udsatte børn, folkeskolen og jobcentrene er markante eksempler.
I forbindelse med Kvalitetsreformen rejstes en bred debat i samfundet og blev peget på behov for ny styring og ledelse i den offentlige sektor. Tilgiv os vi vidste ikke hvad vi gjorde hed en kronik, som tidligere medarbejdere i Finansministeriet skrev om kontraktstyringens pervertering. Afbureaukratisering, råderum og innovation blev nye plusord. Med Finanslovsaftalen 2008 blev afsat 10 mill.kr til forskning i fremtidens offentlige lederskab for at skaffe viden om hvordan.
Forskningsprogrammet blev vundet af et konsortium med professor Preben Melander på CBS i spidsen. En række nuværende og tidligere offentlige ledere i dets programledelse. Melander og programledelsen evnede at indsamle yderligere 15 mio. kroner til programmet og på konferencen på tirsdag den 15. januar afrapporteres de første resultater. Siden programmets start er det vokset fra de oprindelige 6 PhD-projekter til 10 og er på vej mod 14. De kommende år vil betyde flere konferencer og en lang række eksperimenter og publikationer, som forhåbentlig tilsammen kan bidrage væsentligt til et nyt grundlag for ledelse og styring i det offentlige.
De første resultater kan ses som en rejse hen imod en styring og ledelse, hvor man reducerer det kompleksitetsproblem, som vækst og specialisering har ført til gennem de seneste 50 år:
Når borgerne og medierne kræver handling kommer vores politikere og topchefer med nye love, cirkulærer og evidensbaserede styringsværktøjer – som derfor i en stadig strøm tilflyder skoler, jobcentre og socialrådgivere, hvis stigende tidsforbrug på administration skaber frustration. Økonomistyringen centraliseres uden at der er viden, som dokumenterer, at det skulle styre økonomien bedre. Økonomifolkene kan heller ikke sige om centraliseringen fremmer eller hæmmer produktiviteten. Innovation er et plusord, men de faglige professioners silotænkning og de hierarkisk funderede chefer, som belønnes for at performe inden for eget snævre domæne, fungerer som effektive modforholdsregler til innovation.
Læs også: Patientforeninger: Borgerne har mistet tilliden til systemet
SLIP – som forskningsprogrammet hedder – tog nogle af disse udfordringer op på konferencen den 15. januar. Håbet er, at projekternes videnafdækning, en ny forståelse af problemerne og ansatserne til løsning kan komme verden udenfor CBS og de konkrete arbejdspladser, forskningen har udspillet sig på, til gavn.
Den læsning jeg har af de forskellige projekters nye bidrag er følgende:
Kompleksiteten og dens konsekvenser og elementer er i fokus hos Søren Obed Madsen, Anders F. B. Jensen og Karen Ingerslev.
Søren Obed viser, at det at lave og arbejde med strategi i det offentlige kan være bedragerisk, hvis man tror strategien er en tekst der kanoniseres og udføres. Den viser sig snarere at være genstand for oversættelse og tilpasning til virkeligheden på de mangfoldige måder situationen og lederen konkret tilpasser strategien på. En erkendelse, som nu dokumenteres tydeligt, og som må føre til alvorlige overvejelser om, hvordan de som er genstand for strategien også bliver en reel del af udformningen.
Karen Ingerslev viser, at de faglige miljøer, som et hospitalsvæsen består af, gør det skabe ny løsninger på borgernes præmisser, særdeles vanskelig. Med sin mangeårige erfaring som intern konsulent i netop hospitalsvæsenet bliver hun dog i stand til at vælge og følge sundhedsopgaven, som den reelt går på tværs af institutioner og fagligheder. Hovedkritikken er, at innovation ofte betragtes som nye interne tiltag som giver konkurrencefordele - og at denne tænkning påvirker måden innovation sker på i en uhensigtsmæssig retning.
Anders F.B. Jensen undersøger den måde ledere og medarbejdere lokalt prøver at anvende de kontrakter, som forvaltningen har udarbejdet som rettesnor for den lokale udvikling. De observerede samtaler tyder på, at der ikke er en gensidig anerkendelse mellem arbejdsplads iog centralforvaltning og at denne manglende gensidige anerkendelse af den andens perspektiv er fundamentet for misforståelser, mistolkninger og uproduktiv, meningstom styringterapi. Løsningen ligger ”lige for”: At etablere denne gensidige respekt og viden for hinanden roller i en ligeværdig dialog.
Måden at håndtere kompleksiteten på i lederrollen er på dagsordenen hos Christa Amhøj og Elvi Weinreich, som studerer lederudvikling og lederuddannelse.
Elvi Weinreich har set på, hvordan det hjælper eller ikke hjælper offentlige ledere at tage en diplomuddannelse i ledelse. I betragtning af, hvor stor en betydning lederuddannelse tillægges er det interessant at konstatere, at den virkning der er dels varierer meget fra ledere til leder, dels at noget tyder på, at lederen nok bliver bedre til at mestre det strategiske spil omkring lederrollen, mens konsekvenserne for den faktiske produktion af goder til borgerne fortoner sig. Spørgsmålet man stiller sig selv er, om vi skal se lederuddannelse som en overlevelsesstrategi for ledere i klemme eller som en redskab til bedre offentlig velfærd?
forsker i forlængelse af den problemstilling i, hvordan den offentlige leder kan klædes på til at tage de anderledes mulige skridt i hverdagen, der forbedrer velfærdsproduktionen og inspirerer kollegaer og medarbejdere til at også at turde. Når man kender ledernes styringspres og medarbejderes, andre lederes og mediernes jagt på fejl og kontroversielle løsninger ved man, at det er en udfordring at turde gribe hverdagen an på nye ukendte måder. I projektet eksperimenteres der med diverse performance-teknikker fra fx kunstens verden. Ambitionen er, at give et bud på, hvordan den slags eksperimenter kan transformere det offentliges lederskab, lederuddannelser og styringsmetoder.
Mie Plonikofs studie af samspillet om pædagogik og læring hos førskolebørnene i Ballerup og Frederikssund kommuner adresserer udfordringer og muligheder ved at tale fornuftigt sammen om emnet mellem politikere, forvaltning, pædagoger og forældre. Men giver også via de eksperimenter projektet udfolder og studerer, en ny viden og inspiration, som viser at det kan lade sig gøre at ændre vilkårene for samtalen. Top og bund kan forbindes. Der kan skabes fælles fodslag om hvor vi vil hen med indsatsen for at passe, passe på og udvikle vores børn til mennesker og borgere.
Der er håb for den offentlige sektor i SLIP
Håbet ligger i, at der med programmet frembringes ny viden som peger på nogle væsentlige problemer, som skal adresseres. Men programmet tegner også forskellige måder at håndtere disse problemer på. Både ved at reformere styrings- og ledelsessystemerne, men også ved at hjælpe lederne til at håndtere situationen på nye måder.
Når programmets lakker mod enden i 2014 er det programledelsens håb, at vi kan sammenfatte og perspektivere de konkrete ”findings” og udvikle dem til en slags idekatalog eller vejviser for fremtidens offentlige ledelse og styring. Det skal ikke være en facitliste, men en systematisk gennemgang af, hvad programmet har fundet af nyt, og hvilke nye perspektiver og mulige instrumentelle veje fremad, det hermed tilbyder.
På den måde kan SLIP bidrage til den opgave Produktivitetskommissionen har påtaget sig: At se på muligheder for at øge produktiviteten også i den offentlige sektor. Uden bedre ledelse og styring kan det ikke ske. Innovation og dermed øget produktivitet, forstået som samtidig kvalitet og ressourceudnyttelse i offentlig sektor, er i den grad et spørgsmål om ledelse og styring.
Hvis det lykkes kan stat og kommuner levere et positivt bidrag til at løfte store samfundsopgaver som klimatilpasning, jobskabelse og forebyggelse og den lange række af velfærds- og myndighedsopgaver, som et moderne samfund er dybt afhængig af fungerer godt.
Det handler om kvaliteten af ledere og medarbejderes indsats i den ene ende – og kvaliteten af styringen fra de demokratisk valgte i den anden ende. Kunsten er at få politik og produktion til at trække samme vej. Og det skal og kan vi gøre bedre.
