Kommunaldirektør om reformoplæg: Bare staten vil gøre det til et fælles projekt

Bekendelsen først.

Jeg var skeptisk ved offentliggørelsen af regeringens "Sammenhængsreform." Det er jeg fortsat og årsagen til min skepsis leverer Regeringen selv.

Selvsamme dag som Minister for Offentlig Innovation Sofie Løhde offentliggør regeringens udspil til en sammenhængsreform står fungerende sundhedsminister Karen Ellemann og fremlægger forslag til den form for procesregulering, som Sammenhængsreformen erklærer krig imod.

Karen Ellemanns forslag handler om at nu skal alle kommuner indføre en helt bestemt model for specialiseret hjemmesygepleje. Så siloerne og den manglende sammenhæng begynder og slutter i staten. Så hvis nu Staten gik foran…….

Men jeg har taget udfordringen fra DenOffentlige op, og ledt efter sprækker af lys frem for hullerne i osten. For ministeren og regeringen har forhåbentlig en ide om, at reformen kan gøre en konstruktiv forskel ude i virkeligheden?

Reformen har fire såkaldte spor:

• Mere tid til kerneopgaverne

• Bedre velfærd på tværs af sektorer

• En mere tidssvarende offentlig sektor

• Bedre ledelse

Husk nuancerne

De fire temaer afspejler fint den seneste tids offentlige debat om frustrationerne over styring (overstyring?) i den offentlige sektor, herunder særligt den slående enighed om at gøre NPM til skurk nr. 1.

Det er jo altid rart at have en fælles – lettere diffus – ydre fjende at samles om og mod. Men helt saglig er den fælles front altså ikke helt.

Der er positive elementer i NPM, som vi skal være varsomme med at smide ud med badevandet. Særligt forestillingen om, at hvis vi erstatter styringen med en dosis tillid i den offentlige sektor, så stiger kvalitet, trivsel, samarbejdsevne, resultatskabelse – ja alt bliver nærmest bedre sådan helt af sig selv.

Den idé savner at blive testet lige så grundigt, som vi mener at kunne identificere alle den offentlige sektors fejl via NPM.

Dette blot for lige at pege på, hvordan pendul-styring sjældent fører noget godt med sig. Vi skal væk fra ekstremer og sort-hvide betragtninger, for både ledelse og den offentlige sektor trives bedst ved at tage flere hensyn - også selvom tillid lyder bedre og mere dansk.

Vi bokser med regler og love hver dag

Tema 1 om ”Mere tid til kerneopgaverne” trækker på ambitionerne om afbureaukratisering og regelforenkling. Det lyder vildt godt, jeg er med hele vejen.

Men svært er det.

I den kommune jeg arbejder i gør vi meget for at undgå, at regler og love begrænser vores muligheder for at møde borgere og virksomheder relevant og fornuftigt.

Det gør vi fx når vi tilretter en aktiveringsindsats for en enlig mor med to børn så hun ikke sendes ud i et rengøringsjob (selvom kravet til aktivering egentlig ville kræve at vi sendte hende ud i netop det job) om natten, når der i en §50 undersøgelse står, at hun skal være mere sammen med sine børn.

Eller når et plejecenter tilknytter frivillige. Her er eksempelvis udfordringer med forsikringer, hensyn til fagligt personale og kontinuitet. Men vi overvinder udfordringerne når vi går systematisk til værks, og har gode medarbejdere og ledere, der tør eksperimentere.

Svært at se Staten selverkendelse

Tema 2 om ”Bedre velfærd på tværs af sektorer” trækker på ideen om, at borgeren altid ved bedst.

Altså en betragtning om borgeren som kunde i velfærdsbutikken. Der er klart et potentiale i det her spor, hvis især samskabelse og inddragelse fik mere fylde i sporet.

For det er korrekt, at mange borgere godt ved hvad de vil og har brug for. Men kommunerne arbejder mindst lige så meget med dem, der ikke kan selv. Og de har ingen gavn af kunde-ificeringen og det frie valg. Mennesker er ikke ens, selvom vi kan se sådan ud fra Christiansborg.

Vi er blevet ret skarpe til at levere ude i kommunerne, når det handler om de fleste borgere, der skal have velfærdsydelser. Nu er vi gået igang med at modernisere en indretning af det, man kunne kalde de skæve ydelser, så vi netop leverer på tværs af sektorer.

I Ballerup arbejder vi eksempelvis systematisk med det, som Socialstyrelsen kalder ”sammenhængsmodellen”, som vi har oversat til vores lokale forhold. Her er unge i centrum, og alle samarbejder om den samme plan, som unge udvikler med en voksen vedkommende stoler på. Vi ser på borgerforløb mellem arbejdsmarked og voksenområdet. Vi ser på sammenhæng mellem borgere i diverse aktiveringsforløb og deres børns trivsel.

Det er fint hvis staten vil lege med og gøre det lettere for os, men kommunerne er på mange områder et stykke foran statens forståelse af hvor kommunerne er og hvad vi gør i hverdagen. Hos os står borgerne bogstaveligt talt lige udenfor døren, og det er en præmis, som jeg savner i oplægget.

Vi bliver talt ned i fortiden

Tema 3 handler om ”En mere tidssvarende offentlig sektor”.

Jeg undrer mig over den overskrift. Internationalt set er vores offentlige sektor en af de allermest velfungerende og effektive. Det er veldokumenteret i mange undersøgelser.

Jeg er derfor ærgerlig over regeringens behov for at tale det store arbejde ned med den overskrift. Temaet trækker naturligt på de muligheder digitalisering og den teknologiske udvikling giver. Det spor har også potentiale, og det har vi i årevis arbejdet med i kommunerne.

På velfærdsteknologisiden er erfaringerne, at det indeholder store muligheder, men det udestår at bevise at der er besparelser i det. I stedet tyder udviklingen på at borgerne forventer costumizing og individuelle løsninger. Det koster mange penge.

Omvendt er digitale selvbetjeningsløsninger absolut et gode – for de 80-85 procent.

Digitaliseringen kalder snarere på demokratiske refleksioner. For der er en gruppe borgere hvor mere digitalisering vil øge fremmedgørelsen og opbakningen til en offentlig sektor, de ikke forstår og kan navigere i. Det er kommunalbestyrelserne nødt til at have med i deres beslutninger.

I dag skal vi ofte bruge mange ressourcer på at tilpasse standardprodukter, og kommunikere længe og grundigt med borgerne når vi introducere nye løsninger. Det tager tid.

Kompleksiteten er så stor, at selv avancerede IT systemer kommer til kort, når målene er, at alle skal passe ind. Alt det skal med i begejstringen over mulighederne.

Det er ikke lederne. Det er styringen

Tema 4 handler om ”Bedre ledelse” og skal dækkes af Ledelseskommissionen med Falcks tidligere topchef Allan Søgaard Larsen i spidsen.

Jeg er helt enig i ambitionerne med udspillet, og er glad for at det øverste politisk niveau anerkender, at god ledelse gør en forskel.

Min oplevelse er heldigvis også, at det er længe siden at ledere i den offentlige sektor fik lov at være uvirksomme og talentløse.

Offentlige ledere er dokumenteret mere veluddannede i gennemsnit end vores kolleger i den private sektor. Vi anerkendes også i den private sektor for at løse en betydeligt mere kompleks opgave end private ledere.

Derfor undrer det mig, at Søgaard Larsen hentes ind fra den private sektor som formand, og straks efter udnævnelsen har behov for at spille stærk mand med hurtige meldinger om produktivitetsforbedringer osv. De er derude, men den lokale demokratiske kontekst skal med fra start, ellers lider alle de gode ambitioner skibbrud ved første møde med virkeligheden.

Ledere i den offentlige sektor er vant til at balancere mange hensyn i demokratiske processer. Vi sætter opgaven og medarbejderne først frem for egen profilering.

Det sidste kunne vi iøvrigt nok gøre mere af.

Men hvis de tre øvrige temaer i reformoplægget skal lykkes, så bør man rette kikkertsigtet på den offentlige styring, tale offentlig ledelse op og ikke mindst vise med handling at lederne støttes når der fra tid til anden bliver begået fejl i systemet.

Derfor er jeg glad for at ministeren også opfordrer sine kolleger på Christiansborg til mådehold med fordømmelser og krav om stramninger og nye regler ved den mindste fejl i kommunerne. En innovativ offentlig sektor kommer ikke af sig selv. Den skal nurses og bakkes op.

Fremtiden skrives nu

Med oplægget til en sammenhængsreform har regeringen spillet en bold, som er sparket mange gange de senere årtier. Tekstmæsssigt lægger det nye forslag sig meget tæt op af fornyelsesprogrammet fra begyndelsen af 80-erne. Det viser kompleksiteten og udfordringen.

Det her kræver fokus over tid, og en stor vilje til at invitere ind i et fælles projekt. Ambitionerne kan ikke tvinges igennem fra Christiansborg, men Folketinget kan hjælpe projektet meget ved at sørge for en enighed, der rækker længere end et valg.

Jeg vil derfor komme med et par ønsker til processen:

Giv det hele den nødvendige tid. Afstå fra quick fixes, fokuser på få velvalgte områder og skab opbakning blandt kommunalbestyrelserne.

Tålmodighed og opbakning vil måske være den allerstørste hjælp til moderniseringen af den offentlige sektor.