Som bilist er noget af det mest frustrerende, når man ikke kan finde en parkeringsplads.
Har man prøvet at skulle parkere i København, kan man uden tvivl skrive under på, at det ikke ligefrem er en nem opgave at finde en ledig plads, som tingene er nu.
Men i løbet af 2023 bliver det markant sværere.
For i går vedtog Teknik- og Miljøudvalget i København nemlig en plan, som sløjfer 600 af de cirka 1050 kommunale parkeringspladser i den såkaldte Middelalderby.
Det fremgår af mødereferatet fra mødet.
Faktisk er målet, at der skal fjernes 750 parkeringspladser, men der er i første omgang fundet penge til at sløje de 600.
Målet er, at p-båsene skal vige pladsen til gengæld for bredere fortove, cykelstier og træer i den mest centrale del af København - området mellem Rådhuspladsen, Nørreport og Kongens Nytorv.
"Det gør vi for at få en fredelig Middelalderby, hvor det er mennesker, der har førsteprioritet fremfor biler," siger teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune, Line Barfod, til DR.
Frygter, problemet flytter
Nedlæggelsen af p-pladserne vil hovedsagelig ramme bilister, der kommer udefra, da beboerne i området vil blive tilbudt parkering i et p-hus.
Det ændrer imidlertid ikke på, at Forenede Danske Motorejere (FDM) frygter, at sløjfningen af de 600 p-pladser blot er med til at flytte kampen om pladserne til et andet sted hovedstaden.
Også butiksejerne, der er samlet i foreningen KBH - Commerce & Culture, frygter, at handlende i bil fravælger butikkerne i Middelalderbyen til fordel for storcentre med parkeringspladser.
Borgmester maner til ro
Til DR fortæller Teknik- og miljøborgmester i København, Line Barfod, imidlertid, at hun ikke frygter, politikerne puster til butiksdøden og storcenterkulturen med den nye plan.
Hun håber i stedet, at flere handlende fremover vil lade bilen stå og i stedet tage cyklen eller kollektiv transport, når de skal ind og shoppe - særligt fordi de butikker, der typisk er at finde i Middelalderbyen, handler tøj, smykker og lignende, altså ikke store og tunge produkter.
Barfod minder desuden om, at de samme kritiske røster kom frem, da Strøget blev lavet om til gågade.