Foto: Region Midtjylland
Foto: Region Midtjylland

Digitalt samarbejde mellem hospital og kommune nomineret til pris

Kommunalt

13/02/2025 09:40

J. Bøgen

Borgere, der har været indlagt på hospitaler og har behov for hjemmepleje efter indlæggelsen, får mere sammenhængende forløb med it-løsningen AXON EPJ-indblik, som netop er nomineret til Digitaliseringsprisen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Et samarbejde mellem Regionshospitalet Gødstrup, Herning Kommune, Digitalisering og It i Region Midtjylland og it-virksomheden Systematic om it-løsningen AXON EPJ-indblik er netop nomineret til Digitaliseringsprisen.

Det sker på baggrund af et pilotprojekt, hvor Herning Kommune og Regionshospitalet Gødstrup sammen har afprøvet det nye system, hvor sundhedsfaglige medarbejdere i kommunen får adgang til borgerens hospitalsjournal i 5 døgn efter udskrivelse.

På den måde kan kommunale sygeplejersker finde opdaterede oplysninger om patienterne uden at være afhængige af patienternes egne beretninger og tidskrævende telefonopkald til regionen. Borgeren behøver ikke selv at huske og videreformidle de aftaler, der er lavet med lægen eller med hjemmeplejen, når de relevante oplysninger automatisk bliver delt mellem relevante fagpersoner.

En evaluering af systemet viser, at det giver en effektivisering af arbejdstid både hos medarbejderne i kommunens sygepleje og på hospitalet, fordi mange telefonopkald bliver unødvendige, og at når et opkald alligevel er nødvendigt, bliver det mere fokuseret. 

"Jeg er selvfølgelig pavestolt af, at projektet er nomineret! Men jeg glæder mig allermest på borgernes vegne over, at vi har fundet en god løsning på, hvordan vi kan samarbejde på tværs af sektorer på en let og sikker måde. Når sundhedspersonalet på hospitalet og sygeplejersken eller terapeuten i kommunen har de samme opdaterede oplysninger, så får borgeren et mere sikkert og sammenhængende forløb," siger Anders Kühnau (S), regionsrådsformand for Region Midtjylland

Bedre sammenhæng i det nære

I Herning Kommune er der stor glæde over nomineringen og over det nye redskab:

"Vi sparer tid, når vi skal følge op på borgerens behandlingsplan, finde et blodprøvesvar eller tjekke, hvilke aftaler, der er lavet. Vi oplever, at det nære sundhedsvæsen hænger bedre sammen, og at vi er bedre klædt på i den fortsatte pleje og behandling af borgeren i eget hjem, når vi har adgang data og overblik," siger Gitte Nørgaard, chef for sygepleje og hjemmepleje i Herning Kommune.

På Regionshospitalet hilser sygeplejefaglig direktør Rikke Degn det nye redskab velkommen:

"Vi har i årevis arbejdet på at skabe de bedste mulige forløb for vores patienter, også efter deres udskrivelse fra hospitalet. Derfor er vi glade for at have været med i udviklingen af et IT-system, som i den grad letter overgangen mellem hospitalet og den kommunale hjemmepleje, og derigennem giver patienten oplevelsen af et mere sammenhængende sundhedsvæsen," siger Rikke Degn.

Teknologi gør livet lettere

Bag systemet AXON står den aarhusianske it-virksomhed, Systematic A/S, der har arbejdet tæt sammen med Digitalisering og It i Region Midtjylland om udviklingen af systemet.

"AXON er et fantastisk eksempel på, hvordan teknologi kan gøre livet lettere for både borgere, hospitalernes sundhedspersonale og kommunerne. Med AXON bygger vi bro mellem data i hospitalernes elektroniske patientjournal (EPJ) og den kommunale omsorgsjournal på en sikker og smidig måde, der giver mening for alle parter," siger kontorchef Henrik Vestring fra Digitalisering og It i Region Midtjylland.

Næste skridt er at udrulle systemet til alle kommuner i regionen og fortsat udvikle på AXON-som værktøj, så det også bliver muligt for hospitalspersonale at kigge ind i borgerens data fra kommunen.

Digitaliseringsprisen bliver uddelt i forbindelse med OffDig konferencen den 19. marts 2025. 

Mest Læste

Annonce