Den hvidfinnede ferskvands ulk uddøde i Danmark i 1960’erne, og dengang levede den kun i Susåen på Sjælland. Men nu har forskere fra Statens Naturhistoriske Museum været nede og dykke i Susåen, og her kunnet konstatere, at nogle af de godt 1.300 ulke, som Næstved Kommune satte ud i 2018, 2019 og 2020, har taget deres nye hjem til sig og formeret sig. De små unger er ca. 1,5 cm lange, og de er blevet godt passet af deres fædre. Hos ulkene er det nemlig hannen, der passer æggene. Når hunnen har lagt æggene i et lille hulrum på undersiden af en sten, er det hannen, der sørger for dem, ved at vifte iltrigt vand hen over dem, indtil de klækker. De voksne ulke bliver 6-8 cm lange og kan blive op til 10 år.
Indsats for et renere vandløb
Når ulken ser ud til at klare sig så godt i Susåen, skyldes det efter alt at dømme, at vandet er blevet meget renere, fordi spildevand fra by og land renses, inden det kommer ud i åen.
"Det er jo en fantastisk glædelig nyhed, at indsatsen for et bedre vandmiljø i Susåen har båret frugt," fortæller formand for Teknik og Miljøudvalg Helle Jessen og fortsætter: "Ulkeungerne er det første konkrete bevis på, at kommunens satsning på at få mere liv i Susåen har båret frugt. Vi kan faktisk vende udviklingen og stoppe tabet af biodiversitet i vores natur, når vi gør en indsats."
For at sikre mere liv i Susåen går man nu også i gang med at forbedre strømforhold ved fx at variere bunden med sten og grus. Man vil også plante flere træer langs åen, så der kommer vekslende skygge, og man er allerede mere opmærksom på en skånsom vandløbsvedligeholdelse.
Ulken som værtsfisk
Det er ikke tilfældigt, at det er den hvidfinnede ferskvandsulk, som er sat ud i Susåen. Den indgår i indsatsen for at bevare endnu en truet dyreart – nemlig den tykskallede malermusling.
Muslingen er afhængig af enten ulken eller fisken elritsen for at kunne formere sig. En musling begynder livet som et æg, når ægget klækker bliver det til en frit svømmende larve, og endelig bliver larven til en rigtig musling med to skaller. For at muslingen kan udvikle sig fra larve til voksen musling, skal den sidde på en af fiskenes gæller, og få den nødvendige næring. Hvis den ikke finder en fisk, dør den.
Man regner med, at der kun findes ganske få eksemplarer af den tykskallede malermusling på Sjælland, og den er stærkt truet i resten af verden. Derfor har EU givet penge til at bevare og redde muslingen. Næstved, Faxe, Ringsted og Sorø kommuner arbejder på at redde den tykskallede malermusling via et EU-Life projekt.