Er det retfærdigt, at en kommunal topchef i Slagelse Kommune får 43 gange så meget i lokale tillæg som kommunens social- og sundhedshjælpere?
Og er det fair, at Hedensted Kommunes seks kommunale topchefer til sammen modtager flere lokallønskroner end 231 fuldtidsansatte social- og sundhedshjælpere?
Det er nogle af de spørgsmål, der træder frem, hvis man dykker ned i de officielle løntal fra Kommunernes- og Regionernes Løndatakontor (KRL). Det skriver netmediet 180grader.dk på baggrund af en undersøgelse fra FOA.
"Vi er nødt til at diskutere, hvordan vi som samfund værdisætter arbejdskraft, og om lønforskellene i Danmark er rimelige. Hvis lokalløn også skal ses som et udtryk for, hvordan man i landets kommuner anerkender en medarbejders kompetencer, funktioner og indsats, så er det her næsten en tilståelsessag,” siger Mona Striib, forbundsformand i FOA.
14 gange mere i gennemsnit
På landsplan bruges alt i alt færre penge på lokalløn til de ca. 27.700 social- og sundhedshjælperne end til de ca. 2.400 kommunaldirektører, forvaltningschefer/-direktører og chefer i andre ledende administrative stillinger.
Det viser FOAs gennemgang baseret på tal fra Kommunernes- og Regionernes Løndatakontor (KRL) fra februar måned i år.
”Jeg siger ikke, at en kommunal topchef og en social- og sundhedshjælper skal have det samme i løn. Men lokalløn ser ud til også at skubbe på den lønmæssige ulighed. Derudover kalder det på eftertanke, når en af de faggrupper, vi har allermest behov for i vores ældrepleje, visse steder ligger så milevidt fra de kommunale topchefer.”
I gennemsnit får de kommunale topchefer 14 gange mere i lokale løntillæg (lokalløn) end social- og sundhedshjælperne. Ser man bort fra de helt små ø-kommuner, svinger det fra seks gange mere som det laveste helt op til 43 gange mere som det højeste. Det fremgår af følgende kort over landets kommuner:
Grafik: FOA
”Tallene bekræfter i det store hele fordommen om, at jo tættere du er på borgmesteren og de besluttende lag i kommunen, jo mere lokalløn får du,” siger Mona Striib, der peger på, at syv ud af 10 af FOAs medlemmer ikke ser deres løn som retfærdig i forhold til de opgaver og det ansvar, de varetager.
”Jeg kan godt forstå, hvis nogen at FOAs medlemmer finder det uretfærdigt, at de knokler for at holde velfærdshjulene i gang, mens det ligner lønfest på kommunens chefgang,” siger Mona Striib.