Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Prisen er uddelt: Her er Årets Elbil-parate Kommune 2024

Kommunalt

27/10/2023 17:43

J. Bøgen

Det er FDM og Dansk e-Mobilitet, der for anden gang udpeger den kommune, der har gjort mest for af fremme opsætningen af ladestandere og skabe konkurrence på opladning.

Sidste år løb Gladsaxe Kommune med prisen, men i år er det Tårnby Kommune, der vinder prisen som Årets Elbilparate Kommune.

Det er brancheorganisationen Dansk e-Mobilitet og FDM, som står bag prisen, som FDMs adm. direktør Stina Glavind netop har overrakt til borgmester Allan S. Andersen (S).

Det skete i forbindelse med Dansk e-Mobilitets årsmøde på eCarExpo.

Prisen som Årets Elbilparate Kommune gives til den kommune, der ud fra en række objektive kriterier som opsætning af ladestandere, størst vækst i ladekapacitet til offentlig tilgængelig opladning, ladekapacitet i forhold til antal elbiler med videre, og her har Tårnby Kommune scoret topkarakter. Med andre ord: Det er i Tårnby Kommune relativt nemt både at finde en ladestander og at finde en, der er ledig.

"Valget af Tårnby Kommune er oplagt. Kommunen er på mange måder på forkant med den grønne omstilling, og titlen som Årets Elbilparate Kommune 2024 understreger, at Tårnby både prioriterer omstillingen af vejtransporten og sætter handling bag prioriteterne," siger direktør John Dyrby Paulsen fra Dansk e-Mobilitet, der opfordrer andre kommuner til at følge Tårnbys eksempel.

Også hos FDM får Tårnby Kommune ros for sin indsats for elbil-området:

"Gode lademuligheder er helt afgørende, hvis folk skal vælge elbilerne til. Her har Tårnby Kommune på en god måde formået at inkludere hensynet til forbrugerne i sine udbud af arealer til ladestandere. Som bilisternes forbrugerorganisation lægger vi vægt på, at kommunerne også åbner for flere ladeoperatører til gavn for konkurrencen. Derudover ser vi gerne at, kommunerne holder sig for øje, at tingene ikke gøres alt for kompliceret og bureaukratisk, når der lægges restriktioner på ladepladserne. Landets kommuner har i det hele taget en vigtig opgave med at sikre, at skiftet til elbil bliver så trygt og nemt, det håber vi, at prisen som Årets Elbilparate Kommune kan være med til at motivere," siger adm. direktør i FDM Stina Glavind.

Glad for anerkendelsen

Og kommunen er glad for, at indsatsen bliver bemærket:

"Jeg er meget stolt over, at Tårnby Kommune modtager prisen som Årets Elbilparate kommune. Vi arbejder målrettet på at skabe gode rammer for elbilejerne, så det bliver nemt at vælge den klimavenlige løsning til. Vi har netop haft vores ladestandere i udbud, og om kort tid bliver flere ladestandere sat op til glæde for nuværende og kommende elbilejere," siger borgmester Allan S. Andersen (A).

Kommunerne er forpligtet til at udbyde kommunale arealer til opsætning af ladestandere ved offentligt udbud. De foreløbige erfaringer viser, at mange ladeoperatører står klar til at byde, når kommunerne lancerer deres udbud. Både FDM og Dansk e-Mobilitet fremhæver, at Tårnby Kommune tager udgangspunkt i borgernes behov for opladning af elbiler fremfor at lade kravene til opsætning af ladestandere ved offentlige bygninger styre udbuddet på kommunale parkeringspladser.

"Ved at give prisen i år til Tårnby Kommune, håber vi, at andre kommuner vil lade sig inspirere, når de forbereder yderligere udbud af arealer til ladestandere. Vi håber, at kommunerne fortsat prioriterer udbud af arealer til ladestandere, for antallet af ladestandere skal helst være foran udviklingen i antallet af elbiler," siger John Dyrby Paulsen.

Årets bil er også elektrisk

Antallet af elbiler i Danmark er på vej mod 200.000, og det går kun en vej lige nu: Opad. Danskerne har for alvor taget elbilerne til sig, og det kan ses på både efterspørgslen og salgstallene. Dansk e-Mobilitet og FDM finder det realistisk, at danskerne bliver ved med at interessere sig for elbiler, men vi gør også politikerne opmærksomme på, at indretning af bilafgifterne både frem til og efter 2030 har afgørende betydning for ambitionen om en million rene elbiler i Danmark i 2030.

"Elbiler er fremtiden, og det er ikke tilfældigt, at Årets Bil i Danmark de seneste år har været en elbil," siger Stina Glavind, der også peger på, at antallet af elbilmodeller stiger, og at den samlede økonomi for en elbil er bedre end for en tilsvarende benzin- eller dieselbil.

Bag datagrundlaget for kåringen af Årets Elbilparate Kommune står datavirksomheden Gilling Aps, der ud fra egen model har leveret statistiske estimater og faktuelle data på blandt andet elbiler og ladestandere. Data stammer fra Statens Ejendomsdata, DTU Trafikvaneundersøgelse, Gillings butiksdatabase, Danmarks Statistik, Vejdirektoratets Data og flere andre datakilder.

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.