Foto: Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Foto: Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

Vilde resultater: Særlig metode giver bedre trivsel og mindre medicin hos borgere med demens

Kommunalt

16/08/2024 09:09

J. Bøgen

Fire københavnske plejehjem har nedbragt forbruget af antipsykotisk medicin med 60 procent.

Alt for mange borgere med demens får behandling med antipsykotisk medicin. Det er derfor et stort ønske – både politisk og fagligt – at få nedbragt forbruget af den antipsykotiske medicin. Den gives ofte for at dæmpe psykiske og adfærdsmæssige udfordringer hos borgere med demens som fx uro eller udadreagerende adfærd.

I det toårige projekt ’Bedre trivsel – mindre medicin’ har Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning arbejdet på fire af kommunens plejehjem med at videreudvikle en særlig demensfaglig metode. Den hedder BPSD-metoden, og videreudviklingen har givet rigtig gode resultater.

Faktisk så gode, at forbruget af antipsykotisk medicin er reduceret med 60 procent. Samtidig oplever 50 procent af borgerne færre symptomer og dermed bedre trivsel.

Og over 50 procent af medarbejderne oplever, at de har fået flere handlemuligheder, og at rammerne for deres arbejde er blevet bedre.

”Rigtig mange borgere med demens får antipsykotisk medicin, men det er sjældent det rigtige for dem, for effekten er ofte lille, og samtidig har medicinen mange og alvorlige bivirkninger, ikke mindst en betydelig overdødelighed. En stor del af medicinen kan undværes – hvis vi lykkes med at skabe de rigtige rammer i plejen og finde frem til, hvorfor den enkelte borger mistrives. Og det viser projektet her tydeligt,” siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).

Når borgere med demens får antipsykotisk medicin, skyldes det nemlig ofte, at de udviser en adfærd, som medarbejderne ikke er klædt ordentligt på til at håndtere. Men det kan virke som symptombehandling, hvor man ikke får fat i de grundlæggende udfordringer.

Demensområdet kræver særlige kompetencer

På de fire plejehjem har medarbejderne haft fokus på at bruge ikke-medicinske metoder som eksempelvis sansestimulering – for på den måde at forebygge eller erstatte behovet for medicin.

Desuden er der arbejdet med systematisk medicingennemgang for alle borgerne for at sørge for, at der løbende er en afvejning af effekt over for bivirkninger og en klar behandlingsplan.

Det er sket i et styrket samarbejde med plejehjemmenes faste læge, som også spiller en afgørende rolle i arbejdet med at nedbringe forbruget af antipsykotisk medicin.

”Projektet viser tydeligt, at når medarbejderne bliver ordentligt klædt på med viden og konkrete metoder, som passer til netop borgere med demens, så kan de tilbyde en langt bedre omsorg. Det giver markant bedre trivsel hos de ældre, og de fleste kan helt komme af med den antipsykotiske medicin. Det er fantastisk. Og uden tvivl en metode med rigtig stort potentiale, som vi nu vil udbrede til resten af vores plejehjem,” siger Sisse Marie Welling.

I evalueringen af projektet begrundes succesen netop med, at medarbejderne har opnået øget viden om antipsykotisk medicin, og at de har fået flere kompetencer og et fælles sprog ift. metoder, der kan sættes i stedet for medicin.

Generelt vurderer lederne, at projektet har løftet kvaliteten markant og skabt en kulturændring både internt i organisationen og ift. samarbejdet med plejehjemslæger.

Projektets resultater

I projektet indgik i alt 74 beboere med demens, hvoraf 23 fik antipsykotisk medicin ved projektets start.

Ved afslutningen af projektperioden fik størstedelen (65) af de 74 ikke antipsykotisk medicin; heraf var 51 beboere aldrig opstartet; 14 beboere var stoppet; og fem var reduceret.

Ingen beboere har fået forøget deres forbrug, og tre er opstartet pga. psykisk sygdom.

Fakta

  • Projektet ’Bedre trivsel – mindre medicin’ har kørt på de fire københavnske plejehjem Absalonhus, Langgadehus, Klarahus og Demenscenter Højdevang Sogn i perioden 2021-2023.

  • Projektet har fået støtte fra den nationale ’Pulje til praksisnært kompetenceløft til nedbringelse af antipsykotisk medicin’ fra Sundhedsstyrelsen.

  • Projektet er en videreudvikling af den såkaldte BPSD-metode, som bygger på systematisk årsagsanalyse, og som er anbefalet af Sundhedsstyrelsen.

  • BPSD står for ”Behavioral and Psychological Symptoms of Dementia”. Oversat til dansk betyder det ’Adfærdsmæssige og psykiske symptomer ved demens’. Københavns Kommune var den første kommune til systematisk at tage metoden i brug i 2020.

  • Medicinværktøjet, som er blevet udviklet i projektet, er blevet udgivet i Sundhedsstyrelsens håndbog ”Guide til at nedbringe brug af antipsykotisk medicin til mennesker med demens”.

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.