Politikerne sad i øjenhøjde med virksomhederne og fik forklaret, hvordan virksomhederne arbejder med miljø og bæredygtighed. Virksomhederne sætter især pris på samarbejdet med andre virksomheder og kommunen, som de har mulighed for gennem Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling. På den måde kan man samlet styrke nordjysk erhvervsliv.

Kofod og Kastrup-Larsen tager pulsen på Aalborgs grønne erhvervsliv

Bæredygtighed

05/11/2013 10:34

Freja Eriksen

Hvordan kan private virksomheder, kommuner og universitetet samarbejde for at styrke den grønne omstilling og virksomhedernes konkurrenceevne samtidigt? Dét spørgsmål var temaet, da folketingsmedlem og spidskandidat til EU parlamentsvalget Jeppe Kofod og rådmand Thomas Kastrup-Larsen besøgte Aalborg-virksomheden Gabriel A/S.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

At besøget netop foregår på Gabriel A/S er ikke tilfældigt. Udover at være én af Europas førende producenter af møbeltekstiler, går Gabriel A/S samtidig forrest, når det gælder bæredygtig produktion og samfundsansvar. Virksomheden er bl.a. den første virksomhed i Danmark, der har opnået cradle to cradle (vugge til vugge) certificering, som betyder, at produkternes miljøbelastning er reduceret til et absolut minimum.

Gabriel tænker nyt og bliver sparringspartner

Gabriel A/S har - i kraft af deres arbejde med bæredygtighed, udviklet deres kompetence- og forretningsområde. Som partner i Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling hjælper de andre virksomheder med udvikling af bæredygtige forretningsstrategier. Ikke som producent af møbelstoffer, men som konsulenter!  Kurt Nedergaard, som er businessmanager med ansvar for kvalitet, miljø og produktion forklarer:

"Igennem vores arbejde med bæredygtighed og samfundsansvar har vi efterhånden opbygget meget viden om grøn omstilling og forretningsudvikling. Så da netværket udbød konsulentopgaven omkring udvikling af bæredygtige forretningsstrategier, fik vi lyst til at bringe vores erfaringer og kompetencer på banen. Det betyder, at vi nu er proceskonsulent for andre virksomheder i netværket, selvom det jo ikke har noget med vores egentlige produktion at gøre” slutter Kurt Nedergaard, Businessmanager med ansvar for kvalitet, miljø og produktion.

Thomas Kastrup-Larsen roser Gabriels initiativ

Folketingsmedlem Jeppe Kofod og Rådmand Thomas Kastrup besøgte Gabriel i forbindelse med et møde, hvor Gabriel havde konsulentkasketten på og rådgav fire andre virksomheder fra Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling. Virksomhederne sad til bords med de to politikere og havde mulighed for at snakke grøn erhvervsvækst og give input til, hvordan politikerne kan understøtte virksomhedernes arbejde.  

Rådmand Thomas Kastrup-Larsen udtaler i forbindelse med besøget:

"Vi er i Aalborg stolte af at have en virksomhed som Gabriel A/S, siger rådmand Thomas Kastrup-Larsen, Gabriel går foran og viser, hvordan man med fokus på produktionen og produkter kan indarbejde bæredygtighed i sit forretningskoncept og samtidigt tjene penge og skabe arbejdspladser. Det er sådan, vi gerne vil have det i Aalborg Kommune - og så er det i overensstemmelse med EU 2020 strategi om grøn vækst, og derfor noget, som Jeppe Kofod kan tage med til EU" slutter rådmand Thomas Kastrup-Larsen.

Fakta: Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling NordDanmark 

Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling NordDanmark er et forum for virksomheder, som ønsker at sætte bæredygtighed højt på dagsordenen. Netværket er et samarbejde mellem 50 virksomheder, Aalborg Universitet, Aalborg og Hjørring Kommuner, hvor partnerskab og vidensdeling er nøglen. På mødet fortalte virksomhederne politikerne, at det er positivt, at kommunen skaber rammerne for, at erhvervslivet kan arbejde med bæredygtig omstilling, og at et samarbejde i den forbindelse er alfa omega. 

 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.