”Vi ved, at børn og ældre har stor glæde af hinanden, og vi vil gerne styrke det igangværende arbejde med at skabe åbne rammer, hvor børn og ældre kan få gensidig glæde af hinandens selskab.”
Sådan lyder det fra formanden for kommunens Børn og Ungeudvalg Thomas Medom, der sammen med sundheds- og omsorgsrådmand Dorthe Laustsen er kommet med et udspil til nye samarbejdsformer mellem lokalcentre og dagpleje.
”Lokalcentrene er med deres aktiviteter, cafeer og sundhedstilbud omdrejningspunkt for rigtig mange ældre. Mange af tilbuddene, f.eks. gymnastikrum, grønne arealer, kæledyr og køkkenhaver, er oplagte at dele med børnene. Og vi ved fra vores øvrige arbejde med generationsbrobygning, at både børn og ældre har stor fornøjelse af hinandens selskab,” siger Dorthe Laustsen.
Forslaget om samarbejde går konkret på, at dagplejemødre og –børn skal kunne bruge kommunens lokalcentre som mødesteder og benytte caféområder og andre faciliteter.
Udspillet lægger også op til at skabe fælles aktiviteter børn og ældre imellem, f.eks. i form af små haveprojekter og fælles omsorg for de kaniner, høns, hunde og andre kæledyr, mange lokalcentre i forvejen har.
Styrket arbejdsmiljø for dagplejere
”Ved at skabe lokale mødesteder for dagplejemødre skaber vi samtidig et rum for daglig sparring og kontakt til fagfæller,” siger Thomas Medom og fortæller, at der i udspillet også ligger overvejelser om at tilbyde dagplejemødre deltagelse i livsstilforløb i regi af Folkesundhed Aarhus og lokalcentrenes sundhedsklinikker.
”Dagplejere har, lige som personalet i vuggestuer, mange løft og fysisk belastning i arbejdet, hvilket giver øget risiko for tidlig nedslidning,” forklarer han.
Thomas Medom og Dorthe Laustsen mener, at samarbejder mellem dagplejemødre og lokalcentre uden videre vil kunne rulles ud i kommunen, med henvisning til at der specifikt i forhold til dagplejen allerede er høstet gode erfaringer i Solbjerg, hvor dagplejemødre fast holder til på områdets lokalcenter.