Vi er nødt til at tale om, hvorvidt vi organisationer og virksomheder kan tillade os at gå til fonde og kommuner og bede om penge til at udføre sociale projekter, som har til formål at hjælpe de der har det sværest, alt imens vi kræver op til 1500 kroner i timen for at gøre det. Vi er også nødt til at tage diskussionen om hvorvidt kommunerne bruger for mange konsulentkroner, og måske kunne skabe store besparelser ved at sætte et loft for eksterne timelønninger.
For nyligt skulle jeg færdiggøre en fondsansøgning. Budgettet var på plads og ansøgningen ligeledes. Men før den kunne afsluttes skulle den forbi nogle af de eksterne samarbejdspartnere, hvis navne vægter godt på en ansøgning. Resultatet blev det samme som alle andre gange jeg har kørt budgetter og ansøgninger igennem konsulenter og eksterne virksomheder. Pludseligt er budgettet og udgifterne langt, langt større. Hvorfor? Fordi alle insisterer på en timeløn, som oftest ligger i mellem 1200-1500 kroner. Det er vel og mærke uden de 25 procent moms som lægges oven i private virksomheders faktureringer. Lad os få lidt tal på:
Aarhus Kommune brugte 121 millioner på eksterne konsulenter i 2017. 121 millioner. Jeg tør også godt pege på, at det er normalt at bruge millioner på konsulenter i mange andre kommuner og organisationer. Siden forrige folketingsvalg har den danske stat desuden øget brugen af konsulenter med 50%. Udgiften? svimlende 4,6 milliarder i 2018, mod 3,1 milliarder i 2015. Hvis jeg ser på det fra min stol ser det således ud:
Socialdebat 2018
Følg debatten om socialområdet anno 2018 på DenOffentlige
Et to til fire-årigt socialt projekt har oftest poster, som involverer evaluering, sparring og en form for løbende forskning, udvikling eller andre former for ekstern hjælp. Timetallet kan således let løbe op i mange hundrede. Nogen gange med god grund, da der kan være en faglighed, som man mangler i sit arbejde. Men det er ikke uden problemer:
Hvis jeg skal have udført en evaluerings- og udviklingsopgave med et estimeret timetal på 300 timer (svarende til otte ugers arbejde i en fuldtidsstilling) hos en organisation, som tager 1500 kroner i timen, så ender vi med en post på 450.000 kroner ex. moms.
Med moms lander vi således på en total sum på 562.500 kroner. Det er over en halv million kroner, for otte ugers fuldtidsarbejde. Havde jeg derimod ansat en medarbejder i en midlertidig fuldtidsstilling, med en månedsløn på 32.000 kroner, ville det koste ca. 64.000 kroner. Det er altså en forskel på næsten præcis en halv million. Kunne de penge have gjort en større, social forskel på anden vis?
“Sådan er det jo bare”
De høje konsulentlønninger i budgetterne er nu ikke noget jeg oplever at hverken fonde eller kommuner reagerer negativt på. “ Sådan er det jo” som det oftest udtrykkes når jeg har taget det op med folk i den sidste tid. Man er blevet vant til de store poster til eksterne konsulenter, hvorfor mange af de bevillinger som gives til sociale projekter ofte er på tocifrede millionbeløb. Jeg vil gerne forklare, hvorfor det er problematisk, og hvad jeg selv vil gøre for at ændre det. Men først en indskudt bemærkning:
Det her er en af de slags kronikker, som jeg har haft lyst til at lave længe, men som på samme tid har været svær at få ned på skrift. Jeg ved nemlig, at jeg risikerer at brænde en frygtelig masse broer til flere af mine skønne samarbejdspartnere. Men over ethvert samarbejde står etikken, retfærdigheden og moralen, især når man laver socialt arbejde. Netop etikken synes jeg, at vi skal se på, ironisk nok i sammenhænge hvor empatiske mennesker ønsker at gøre en positiv forskel for eksempelvis mennesker som har det svært, er flygtet eller børn som er udsatte. Det er den gode side; jeg har endnu ikke mødt socialfaglige mennesker, som er ikke er super empatiske, dygtige og passionerede omkring socialt arbejde. Det er blot prissætningen, jeg ikke længere kan være med til at understøtte.
Der er nemlig to dilemmaer, som man må forholde sig til:
- Det økonomiske dilemma.
Hvis jeg mener, at vi kan lave et godt og bæredygtigt projekt for det halve af, hvad det koster os, når konsulenttimerne er sat ind i budgettet, er det så ikke den rette vej at gå?
Eller hvis jeg kan ansætte en dygtig medarbejder frem for at bruge dyre konsulenter, burde jeg så ikke det? Jo, det vil jeg mene. Problemet er dog, at de store organisationer giver en fondsansøgning en større troværdighed (af gode grunde selvfølgelig) og øger dermed chancerne for at få en bevilling. Jeg vælger at kalde det et økonomisk dilemma, da de store bevillinger kunne have været fordelt på flere sociale projekter, hvis konsulentlønningerne havde været lavere. Jo flere sociale projekter som lykkes, jo flere mennesker får måske den hjælp og støtte, som de har brug for. Det så jeg meget hellere, at midlerne gik til, frem for tårnhøje konsulentlønninger. Jeg ser altså ikke en problemstilling i de højere konsulentlønninger hvis det omhandler andre opgaver til eksempelvis større virksomheder, hvor man bidrager til at styrke en virksomhed, som har valgt at bruge sine egne midler hertil. Problemstillingen eksisterer i de rammer, hvor vi anmoder andre om at betale for et socialt projekt som vi selv ønsker at skabe og har ansøgt om midler til.
- Det etiske dilemma.
Et andet dilemma omhandler etikken og menneskesynet, som i hvert fald præger mit syn på verden: hver morgen er der mennesker, som står op og går på arbejde og knokler langt hårdere end mange af os kontormus. Der er folk som tømmer vores skraldespande, gør vores gader rene og sørger for, at vores huse og byer fungerer som de skal. Hvorfor er de mindre værd end os når det kommer til timeløn? De arbejder mindst lige så hårdt, men får en helt anden form for timeløn. Jeg kan sagtens acceptere forskelle i lønninger indenfor og imellem forskellige arbejdsområder og uddannelsesperioder - men det bør ikke udelukke sund fornuft og ansvar. Argumentet for de høje konsulentlønninger er ofte, at man også skal medregne forsikringer, pension, feriepenge, husleje o.lign af sin løn. Men kan man ikke også fint det, hvis man modtager en timeløn på 800 kroner i timen ex. moms i stedet for 1500 ex. moms?
Jeg er helt bevidst om (også efter at have snakket med mange om dette), at jeg står lidt alene med det her i en verden af konsulentydelser indenfor det sociale, men derfor mener jeg at fonde og kommuner skal sætte foden ned og skabe et prisloft for timelønnen vi kan få.
Når det normale løber fra os, må vi skabe en ny normal.
Jeg vil gerne gentage mine tal fra begyndelsen af dette indlæg: Aarhus Kommune brugte 121 millioner på eksterne konsulenter i 2017. Siden det sidste folketingsvalg har den danske stat desuden øget brugen af konsulenter til de nævnte 4,6 milliarder i 2018, mod 3,1 milliarder i 2015.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at opgaverne har været nødvendige at løse. Jeg synes dog, at det kunne være interessant at undersøge, hvor mange penge der kunne have været sparet, ikke mindst inden for de sociale områder, hvis man havde fastsat et loft for timesatserne og takket nej til ethvert tilbud som oversteg denne timesats. Og hvad nu hvis man havde fået lov til at ansætte fremfor at bruge budgetterne på eksterne konsulenter? Konsulenter er jo ofte en vej udenom ansættelsesstop og lignende.
Jeg tror i virkeligheden, at det er vejen frem - vi skal turde at stille spørgsmålstegn ved og udfordre det, som er blevet normalen. Igen vil jeg gerne understrege, at jeg ikke snakker om konsulentlønninger generelt, foredragshonorarer eller lignende.
Problematikken, som jeg peger på i denne kronik, er den situation, hvor man kommer med ønsket om at skabe et socialt projekt, som man ikke selv kan finansiere og derfor beder andre dække midlerne hertil. Så har alle samarbejdspartnere også et ansvar for at lave et budget som er moralsk og etisk forsvarligt. Det betyder ikke, at man ikke må tjene penge på at lave socialt arbejde - for selvfølgelig må og skal man det. Men hvornår blev 1200-1500 i timen normalsatsen for det?
Hos Center For Social Nytænkning har vi for nyligt indført en politik på området. Personligt vil vi ikke betale mere end 800 kroner ex. moms i timen til konsulenter udefra, og oftest mindre - uanset hvem der spørger. Jeg håber andre vil følge efter, så vi kan få de midler som er til rådighed, i et presset netværk af sociale indsatser, til at række længere og gøre en større, langsigtet forskel for både mennesker og samfund.
Kan det ramme min egen økonomi negativt? Selvfølgeligt. Men det er ikke hverken fonde eller kommuners ansvar. Det er mit eget ansvar at indrette min organisation og mine projekter så en timeløn ikke behøver at ligge så langt højere end normen.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om at vi kunne lave langt mere arbejde for mennesker og kvaliteten ville være lige så høj som den er den dag i dag.
