”Jeg er godt klar over, at det blev et kort ophold”, siger Klaus Majgaard, der har bestridt posten som kommunaldirektør i 9 måneder. ”Det har på ingen måde været et let valg for mig. Jeg har været utroligt glad for samarbejdet med medarbejderne, lederne, borgmesteren og byrådet.”
Det er Klaus Majgaards store interesse for arbejdet med at udforske og udvikle den offentlige styring, som trækker i ham.
”Enhver der kender mig, ved, at jeg brænder for at udvikle og kvalificere styringen i den offentlige sektor. Lige nu er der vældigt brug for det, og jeg har fået tilbudt en række muligheder for at bidrage til dette arbejde. Jeg har indgået en aftale med et forlag om at skrive en lærebog om styring til diplom- og masteruddannelser. Jeg skal derudover løse en række meget spændende konsulentopgaver i den offentlige sektor. Og endelig har jeg fået mulighed for at søge et ph.d.-forløb. Jeg har overvejet det meget nøje, og disse muligheder
kan desværre ikke forfølges sideløbende med et job som kommunaldirektør, og jeg har derfor valgt at forlade min stilling med udgangen af februar måned”, siger Klaus Majgaard.
I Furesø Kommune beklages beslutningen af borgmester Ole Bondo Christensen.
”Klaus Majgaard har været en meget inspirerende samarbejdspartner i den tid, han har været her. Han er et vidende og engageret menneske med et stort drive, og han sat sit klare fingeraftryk på den seneste ledelses- og organisationsudvikling, som kommunen har gennemgået. Han har også været arkitekten bag den finansielle strategi og den igangværende visionsproces for byrådet. Jeg beklager derfor hans valg, men ønsker ham al mulig held og lykke”, siger borgmester Ole Bondo Christensen.
Furesø Kommune går nu straks i gang med at finde en ny kommunaldirektør, men det er aftalt, at Klaus Majgaard vil kunne assistere kommunen med at afslutte en række igangværende udviklingsprojekter.