Anders Mørk Hansen har de seneste syv år været direktør i Helsingør Kommune, først som beskæftigelses- og erhvervsdirektør siden 2006 og siden 2011 som direktør i Helsingør Kommunes direktion. Anders Mørk Hansen har haft ansvaret for samtlige fagområder, på nær børn- og ungeområdet. Anders Mørk Hansens tidligere arbejdsliv har desuden bragt ham gennem Socialministeriet, Dansk Arbejdsgiverforening, Beskæftigelsesministeriet og Gladsaxe Kommune.
Borgmester Helge Friis ser frem til samarbejdet med den nye kommunaldirektør og udtaler:
”Med Anders Mørk Hansen har vi et rigtig godt match til de krav, vi stiller til en direktør på højeste niveau. Han har en stor indsigt i den grundlæggende drift og udvikling af en kommune. Jeg er sikker på, at Halsnæs Kommune vil få stor gavn af hans erfaringer inden for blandt andet erhverv, turisme og samarbejde på tværs af kommuner.”
Han fortsætter: ”Halsnæs Kommune skal også i fremtiden have fokus på vækst, erhvervspolitik og beskæftigelse. Ligesom vi skal levere service af høj faglig kvalitet. Anders Mørk Hansen har i sine tidligere job vist, at han har både ledelsesmæssigt og menneskeligt format og kan skabe resultater gennem samarbejde på en kompetent, innovativ og visionær facon. Jeg har derfor fuld tillid til, at han kan løfte opgaven sammen med resten af direktionen og vores dygtige ledere og medarbejdere.”
Anders Mørk Hansen ser selv frem til at arbejde i Halsnæs Kommune. Han siger:
”Jeg glæder mig til at være med til at videreudvikle Halsnæs Kommune. Halsnæs har udfordringer som de fleste andre kommuner - særligt befolkningsudviklingen er en udfordring. Men Halsnæs har også en række fordele, som kan være til hjælp i årene fremover. Halsnæs har en fornuftig økonomi, et stærkt lokalt samarbejde og en unik historie og natur. Hvis vi tør udfordre og udnytte vores fordele, er der også muligheder for at komme godt ud af de næste års krav om stadig effektivisering, levering af service af høj kvalitet og nødvendig tiltrækning af nye familier.”
Anders Mørk Hansen er uddannet cand.polit., gift med Line og har en dreng på 12 år og tvillingepiger på 11 år.
Anders Mørk Hansen begynder som kommunaldirektør den 1. januar 2014, hvor han afløser Michael Graatang, som skal være kommunaldirektør i Gentofte Kommune.
Der var 27 ansøgere til stillingen, hvoraf seks kom til samtale.
Ansættelsesudvalget har bestået af Økonomiudvalgets medlemmer suppleret med vicekommunaldirektøren, sekretariatschefen, næstformanden i Hoved-MED og næstformanden i Rådhus-MED. Rekrutteringsprocessen har været gennemført med støtte fra konsulentfirmaet Thorups Kontor.
Anders Mørk Hansen, ny kommunaldirektør, og borgmester Helge Friis, som ønsker til lykke med jobbet