Stine Johansen er konstitueret kommunaldirektør

Stine Johansen er konstitueret kommunaldirektør i Helsingør Kommune

Politik

25/11/2014 10:42

Suleman Haider

Byrådet har på baggrund af en indstilling fra Økonomiudvalget mandag aften vedtaget, at nuværende direktør Stine Johansen bliver konstitueret kommunaldirektør for Helsingør Kommune.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Mandag aften skulle Helsingør Kommunes byråd tage stilling til, hvem der indtil videre skal varetage posten som kommunens øverste administrative leder, efter Bjarne Pedersen er fratrådt. Valget faldt på direktør Stine Johansen, der har været en del af direktionen i Helsingør Kommune siden 1. marts 2014, og tidligere har fungeret som kommunaldirektør i Sermersooq Kommune i Grønland, der blandt andet omfatter hovedstaden Nuuk.

Hun er konstitueret, indtil byrådet har ansat en ny kommunaldirektør, og vil fortsat fungere som referencedirektør for centrene Særlig Social Indsats, Job og Uddannelse, Sundhed og Omsorg, Erhverv, Politik og Organisation samt Business & Event.

- Jeg er glad for, at vi har konstitueret Stine Johansen. Hun har fagligheden i orden og erfaring med kommunaldirektørposten fra tidligere, siger borgmester Benedikte Kiær.

Stine Johansen glæder sig til den nye udfordring. 

- Jeg er meget glad for at byrådet viser mig den tillid. Vi har et engageret byråd med ambitiøse visioner for Helsingør Kommune. Det er visioner, som jeg deler og ser som min fremmeste opgave at bidrage til at realisere. Selvom jeg i den kommende tid får meget at se til, vil jeg fortsat prioritere at komme ud af rådhuset og være i kontakt med medarbejdere, borgere og samarbejdspartnere. Jeg lægger stor vægt på, at have en god fornemmelse af hvad der rører sig og hvad der optager medarbejdere, erhvervsliv og borgere. Det er grundlaget for at udfylde min funktion bedst muligt, siger Stine Johansen.

På økonomiudvalgsmødet den 8. december skal udvalget tage stilling til, hvilken rekrutteringsvirksomhed, der i samarbejde med kommunens HR-team skal stå for ansættelsen af en ny kommunaldirektør. Der er pt. ingen dato for, hvornår byrådet forventer at have ansat en ny kommunaldirektør i stillingen.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.