Bettina Post tiltræder stillingen som borgerrådgiver i Høje-Taastrup Kommune den 15. maj 2016. Bettina Post skal være med til at styrke dialogen med borgeren om sagsbehandlingen og være med til at sikre kvaliteten af sagsbehandlingen i kommunen.
Se også Bettina Post indlæg på DenOffentlige her
"Jeg er sikker på, at borgerne vil opleve en yderst kompetent borgerrådgiver", siger borgmester Michael Ziegler om ansættelsen af den tidligere formand for Dansk Socialrådgiverforening
Et enigt byråd i Høje-Taastrup Kommune har besluttet at ansætte Bettina Post som ny borgerrådgiver. Høje-Taastrup Kommune prioriterer god dialog med og service til borgerne højt, og var i 2007 en af de første kommuner til at oprette en stilling som borgerrådgiver. Borgerrådgiveren skal give borgerne mulighed for hjælp og støtte til afklaring af deres rettigheder i forhold til sagsbehandlingen og deres retssikkerhed.
"Med ansættelsen af Bettina Post i stillingen som borgerrådgiver, får vi en borgerrådgiver, som har en både faglig og praktisk indsigt i mødet mellem borgerne og kommunen", udtaler borgmester Michael Ziegler."
"Jeg er derfor sikker på, at borgerne vil opleve en yderst kompetent borgerrådgiver. Men det er ikke nok for byrådet, at borgerrådgiveren er dygtig til dialogen med borgeren om sagsbehandlingen. Vi ønsker også, at vi som kommune skal lære af de fejl, vi begår og udvikle sagsbehandlingen, så vi bliver dygtigere til at håndtere sagerne i mødet med borgeren. Med Bettinas baggrund og erfaring føler jeg mig overbevist om, at vi har fået en borgerrådgiver, som kan løfte disse opgaver."
Bettina Post er 55 år og uddannet socialrådgiver. Hun har i perioden 2004-12 været henholdsvis næstformand og formand for Dansk Socialrådgiverforening. Hun er fortsat engageret i den offentlige debat i medierne og har bl.a. en klumme i Jyllandsposten.
"Jeg får jævnligt henvendelser fra vildt fremmede mennesker, som beder om min hjælp, fordi de er kørt sur i samarbejdet med de kommunale systemer", fortæller Bettina Post.
"Hver gang slår det mig, at disse nødråb er et sygdomstegn. Tænk, at det sidste halmstrå kan synes at være at fremlægge hele sin meget private historie for en fremmed, fordi man ikke aner sine levende råd. Det må kunne gøres bedre, og det vil jeg gerne være med til. Derfor glæder jeg mig til jobbet som borgerrådgiver i Høje-Taastrup Kommune".
Bettina Post har tidligere været ansat som socialrådgiver i flere forskellige kommuner og kommer aktuelt fra et job som chefkonsulent i Metropol.
Den nye borgerrådgiver tiltræder stillingen den 15. maj 2016.