Styrk de recovery-orienterede indsatser: Brugernes eget perspektiv

I marts-april 2017 gennemførte vi seks interviews med psykiatribrugere om, hvordan det psykiatriske system set med deres øjne kan forbedres. Ved kortlægninger af deres ”brugerrejse” gennem systemet i deres recovery-forløb, kom brugerne med en række forslag til, hvad der bør være fokus på i systemets måde at håndtere psykisk sårbare    Tidlig indsats    På tværs af interviewene foreslår flere af brugerne, at der sættes tidligere ind. Én foreslår, at lærere og pædagoger undervises i at spotte autisme, særligt hos piger, hvor tegnene kan være mindre synlige. En anden forslår i tråd hermed, at eksperter med levede erfaringer inddrages i identificeringen af børn med problemer generelt. Derudover bør der, ifølge en tredje, fx oprettes stemmehørergrupper for børn, da børn der hører stemmer i en tidlig alder lærer at forholde sig til og håndtere stemmerne.    Psykoedukation som led i en bedre diagnoseforståelse    De fleste af brugerne har haft en negativ oplevelse i forbindelse med overleveringen af deres diagnose. I den forbindelse peger brugerne på, at der bør laves en blødere overgang i diagnosticeringen, så brugeren får mulighed for at vænne sig til tanken om at have en diagnose. Dette kan for eksempel imødekommes ved, at psykiateren først tilkendegiver, at der er symptomer på en bestemt lidelse og herefter følger personen over en periode. De negative oplevelser i forbindelse med diagnosticeringen hænger for flere brugere sammen med, at det kan være svært at identificere sig med diagnosen. Her påpeger flere, at en større viden gennem psykoedukation vil gøre det nemmere at forstå og acceptere diagnosen.    Psykoedukation af pårørende og det offentlige har for flere af brugerne haft stor værdi i deres recovery-proces. Derfor bør der udvikles obligatoriske diagnoseforståelseskurser til forældre, mens andre nævner, at psykoedukation skal være for alle fra ens netværk, der ønsker det, og ikke kun familien. Det forslås desuden, at peer-guides kan undervise kommuner/rådgivere i, hvad forskellige diagnoser indebærer.    Bedre relationer til det psykiatriske personale   I forbindelse med indlæggelse på psykiatrisk hospital har brugerne blandede oplevelser med personalet. Nogle oplever dygtige og engagerede medarbejdere, mens andre har følt sig umyndiggjort af et uengageret personale, der træffer beslutninger hen over hovedet på dem. Flere brugere peger i den forbindelse på, at personalet har for travlt og primært opholder sig på deres kontor. Én beskriver sågar psykiatrisk hospital som ”ansigtsløst”, hvor man bliver opbevaret og overladt til sig selv, og flere foreslår, at der arbejdes på at skabe mere kontakt mellem personale og brugere. Herudover nævnes også, at manglende terapi omkring den udløsende faktor for den psykiske lidelse har haft stor negativ betydning, særligt ved længerevarende indlæggelser.     Flere fremhæver den gode relation til enten sagsbehandlere, kontaktpersoner eller terapeuter som et meget virksomt element i deres recovery-forløb. Den gode relation skabes ifølge brugerne gennem kontinuitet i relation og gennem en gensidig respekt mellem bruger og fagprofessionel, hvor den fagprofessionelle har respekt for brugerens viden og ikke håndhæver egen faglighed som den primære viden. Hvis kemien mellem behandler og bruger er dårlig, bør muligheden for at skifte behandler understøttes. Her er det også vigtigt, at der er et helhedsorienteret perspektiv på brugeren, således at behandlingen ikke udelukkende fikseres omkring sygdommen. Flere efterspørger desuden en højere grad af sammenhæng i indsatser i form af nøglepersoner, der har en koordinerende og vejledende funktion. Dette kan eksempelvis ske gennem tildeling af en ressourceperson med indsigt i psykiatrien fra den dag, man bliver syg.    Bedre støtte efter udskrivning    Ifølge flere brugere er der mangel på tilbud efter indlæggelsen. Generelt er der et stort behov for rådgivning omkring rettigheder og støttemuligheder lige efter udskrivningen. Det kan for eksempel være en socialrådgiver, der hjælper med vejledning omkring økonomi og boligforhold. Desuden nævner en bruger, at personalet på psykiatrisk hospital op til udskrivningen skal ruste borgeren bedst muligt til at komme hjem, for eksempel ved at stille krav til brugeren om at hjælpe til med det praktiske på afdelingen. For andre brugere har alternativer til indlæggelse såsom akutdøgn-tilbud og rådgivningslinjer været med til at forhindre gentagende indlæggelser. På tværs af interviewene peger brugerne også på, at bostøtte i eget hjem har stor værdi i recovery-processen. Det hjælper med at opretholde hverdagen, hvor brugeren støttes til at tage ansvar, og hvor bostøtten ”rummer det hele” i form af både at støtte op omkring dagligdags gøremål, hjælpe til med angsttræning og blot aflægge helt almindelige besøg.    Bedre samarbejde mellem systemerne    Flere af brugerne peger desuden på en række organisatoriske udfordringer ved det psykiatriske system. Flere oplever, at der er en uoverensstemmelse mellem systemstruktur og dobbeltdiagnoseproblematik, hvor der på det organisatoriske plan ikke er rammerne til at behandle brugere, der har en psykiatrisk lidelse kombineret med et misbrug. Desuden foreslås det, at man fysisk samler sundhedsambulante tilbud, så det vil blive nemmere at lave helhedsorienterede indsatser, som det for eksempel er tilfældet med Psykiatriens Hus i Silkeborg.    Hjælp til at undgå ensomhed   Flere har oplevet ensomhed i deres recovery-proces, og generelt har tiltag, der understøtter fællesskaber med ligesindede og udvider det sociale netværk, haft stor betydning for brugernes recovery-proces. Her foreslås det blandt andet, at peers laver aktiviteter for grupper af ensomme brugere frem for 1:1 relationer. Det kan være gennem aktiviteter, hvor brugerne tages med ud i foreningslivet eller ved at hjælpe med praktiske ting såsom samkørselsordninger. Derudover har flere af brugerne haft stor gavn af at komme i AA, fortællergrupper, stemmehørergrupper og daghøjskoletilbud.   Bedre muligheder for at arbejde   Alle brugere er peers i en eller anden form, og de betegner det alle som et meget meningsfuldt virke for dem. Desuden pointeres det, at det også vil være givende for alle ledelsesniveauer i det offentlige i højere grad at ansætte peers. Helt konkret forslås det, at jobcentre laver en enhed, hvor man er specialiseret i at matche job med psykisk sårbare. Flere har desuden haft et godt udbytte af fleksjobs, både som peers og i andre funktioner, hvor brugeren indgår på lige fod med andre medarbejdere. Dette skaber en normalitetsfølelse og en følelse af at bidrage til samfundet.