Unge med autisme: Fem lovende indsatsområder til at understøtte overgangen til voksenlivet

I de seneste årtier er et stigende antal børn blevet diagnosticeret med Autisme Spektrumforstyrrelse (ASF), hvilket betyder, at vi i disse år oplever et større antal unge med ASF, der er på vej ind i voksenlivet. Grundet karakteristika knyttet til diagnosen som eksempelvis nedsatte sociale kompetencer, kan det for mange unge med ASF være svært fx at få et job eller skabe sociale netværk. Herudover er der også en tendens til at personer med ASF er i risiko for depression, stress og social isolation, der yderligere kan udgøre en barriere i forhold til at opleve livskvalitet og mestring i voksenlivet.   Metodecentret har derfor undersøgt hvilke erfaringer fra den internationale litteratur, vi kan trække på for at forberede de unge bedst muligt på voksenlivet med fokus på at fremme livskvalitet og mestring af eget liv. I litteraturgennemgangen peges der på følgende fem indsatsområder med virksomme indsatser, der kan styrke muligheden for en succesfuld overgang til voksenlivet.     1. Planlægning af overgangen  For den unge med ASF og dennes familie sker der et markant skifte, når den unge bliver 18 år. Her overgår den unge i myndighedsøjemed til voksenområdet og skal forholde sig til nye krav og forventninger. Flere forskere peger her på vigtigheden af at have et eksplicit fokus på at lave en plan for overgangen til voksenlivet. Planen skal være tydelig og struktureret, og den unge skal selv tage aktiv del i planlægningen. Ved aktiv deltagelse trænes evnen til at træffe valg ud fra egne ønsker og behov, hvilket fremmer evnen til at mestre eget liv. Planen kan med fordel indeholde temaer som mål på kort og lang sigt (fx i forhold til uddannelse, job og boform), identifikation af styrker og interesser samt identifikation af den nødvendige støtte ud fra et helhedsorienteret syn på den unge. En sammenhængende og effektiv planlægning behøver endvidere et tværfagligt team, der er med til at lave planen og som skal bidrage til at sikre koordineringen af forskellige serviceudbyders indsatser. Det kan eksempelvis være kontaktpersoner fra erhvervstræningscentre og støttepersoner på ungdomsuddannelserne.   2. Social færdighedstræning  Personer med ASF er kendetegnet ved at have nedsat evne til socialt samspil og en række programmer i social færdighedstræning har vist sig at forbedre de unge med ASF’s evne til at forstå sociale signaler og dermed indgå i sociale sammenhænge. Træningsprogrammerne indeholder typisk strukturerede afprøvninger af forskellig adfærd i hverdagssituationer som fx at gennemføre telefonsamtaler eller initiere samtaler med fremmede. Ifølge forskere er der flere fordele ved gruppebaserede programmer end individuelle programmer, da de unge i grupper får respons på deres adfærd af ligesindede under træningen. Det skaber desuden et rum til erfaringsudveksling, der kan medføre dannelse af venskaber og netværk. I de seneste år er der desuden kommet øget opmærksomhed på brugen af computerbaseret træning til at styrke sociale kompetencer eksempelvis ved kontinuerlig træning i at forstå af ansigtsudtryk og stemmer.   3. Strukturerede fritidsaktiviteter  Til trods for at mange unge med ASF kan have tendens til angst og social isolation og derfor kan have svært ved at deltage i gruppebaserede aktiviteter, peger litteraturgennemgangen på, at strukturerede fritidsaktiviteter i grupper kan have en række positive effekter for de unge. Fritidsaktivitetsgrupper er en måde at inkludere de unge med ASF i meningsfulde fællesskaber, hvor de unge mødes og laver diverse fritidsaktiviteter sammen. Det er vigtigt, at der er en klar struktur for aktiviteterne samt forskellige sværhedsgrader og støtteniveauer, så de unge opnår den individuelt nødvendige støtte samtidig med, at de også udfordres. Her bør der være en facilitator med en bred forståelse af autisme, der kan skabe sammenhæng i gruppen. Flere programmer har vist, at de unge efter deltagelse i fritidsaktivitetsgrupper oplever en højere grad af livskvalitet og et reduceret stressniveau.   4. Mentorprogrammer  Litteraturgennemgangen viser også, at indsatser der gør brug af mentorprogrammer er med til at skabe positive effekter for unge med ASF i overgangen til voksenlivet. Mentorprogrammer indeholder løbende støtte, vejledning og opmuntring til fremme af den unges kompetencer i forhold til elementer som sociale kompetencer, jobtræning, fremmøde og selvværd. Det anbefales først og fremmest, at mentorordningerne indeholder strukturerede planlagte aktiviteter og en betalt koordinator, der monitorerer forløbet og står for at uddanne mentorerne. Herudover skal ordningerne minimum vare seks måneder for at sikre en god relation mellem mentoren og den unge. Desuden er der vist gode effekter af at lave gruppebaserede ordninger frem for individuelle. Fællestrækkene ved de mest effektive mentorprogrammer har vist sig at være ved forløb, der var skræddersyede til de erklærede mål (fx social færdighedstræning eller jobtræning), inddragede mange aspekter af den unges liv (fx lokalsamfund, institutioner og familie), adresserede overgangsprocessen på flere tidspunkter og satte relationen mellem mentor og den unge i centrum for overgangen.    5. Beskæftigelsesrettede indsatser   Udover, at man via et job bliver selvforsørgende, har dét at være i beskæftigelse vist sig at have en række andre positive effekter for personer med ASF eksempelvis i forhold til livskvalitet, kognitive evner samt forbedring af social adfærd og kommunikation. Arbejdsløsheden blandt personer med ASF har været og er fortsat høj set i forhold til personer med andre mentale handicaps. En række programmer har derfor rettet sig mod at give rette støtte til personer med ASF for at de kan få og fastholde et job. Flere af disse programmer kaldes ’Støttet beskæftigelse’‐programmer og er karakteriseret ved betalt arbejde, løbende støtte og iværksættelse af samarbejde mellem personer med ASF og personer, der ikke har ASF. Et element som på tværs af disse programmer har vist at have en god effekt, er først og fremmest tilstedeværelsen af en jobcoach, der arbejder med at identificere den rette arbejdsplads og tilvejebringe den nødvendige langsigtede støtte ud fra den enkeltes behov. Desuden er der gode erfaringer med at give vejledning og støtte til arbejdsgivere for at skabe en inkluderende arbejdsplads og herudover skabe et øget kendskab til diagnosen blandt kollegaer. Inddragelsen af hjælpemidler i form af IT-medier har også vist sig at være virksomt til at understøtte personer med ASF på deres arbejdsplads. Eksempelvis kan anvendelsen af en tablet give støtte og skabe struktur i løbet af arbejdsdagen og derigennem reducere behovet for en jobcoach og skabe en større selvstændighed.    Litteraturgennemgangen kan hentes gratis på Metodecentret hjemmeside.