Unge med selvskade: 7 anbefalinger til bedre indsats

Metodecentret udgav i september 2016 en litteraturgennemgang over virksomme indsatselementer i behandlingen ikke-suicidal selvskadende adfærd. Litteraturgennemgangen viste blandt andet, at de unges egne oplevelser af behandlingen af selvskadende adfærd er underbelyst, og at den begrænsede viden, der findes, peger på, at de unge sjældent oplever behandlingen som virksom. 

På den baggrund har Metodecentret gennemført en interviewundersøgelse i maj 2017 af fem unge i alderen 18-24 år med tidligere eller reduceret selvskadende adfærd. Formålet med undersøgelsen var at belyse, hvilke delelementer man bør være særligt opmærksom på, set fra de unges eget perspektiv, samt give retning til eventuelle nye indsatsprøvninger i forhold til behandlingen af selvskadende adfærd.    I interviewundersøgelsen peger de unge på, at der er behov for forbedring på flere områder, der kan opsummeres med følgende syv anbefalinger til bedre indsats for selvskadende unge.   1. Forebyggelse og tidligere indsatser  Til trods for stor variation i karakteren af den selvskadende adfærd hos de fem unge, udtrykker alle en grundlæggende frustration over, hvor svært det har været at få behandlingstilbud for deres selvskadende adfærd. Flere oplever gentagende gange at blive afvist i psykiatrien. Den manglende hjælp har for flere af de unge medført, at den selvskadende adfærd har udviklet sig til en dyb afhængighedspræget mestringsstrategi til at komme igennem hverdagen. Flere af de unge giver udtryk for, at det ville være en fordel med forebyggende og tidligere indsatser, så behandlingsindsatsen ikke først starter i psykiatrien, når den selvskadende adfærd er blevet livstruende. En af de unge fortæller:   "Hvis man var startet bare der hvor jeg blev indlagt, og man kunne se, at det var den vej, det ville gå, i stedet for at tænke: ”Nå, men det går nok over”. Der tror jeg virkelig, at man kunne have nået, at jeg ikke var kommet så langt ud, hvor det har krævet så lang en indlæggelse og så mange ressourcer for at hjælpe mig (…) Men ja, man skal nærmest være ved at springe ud foran et tog, før man får hjælp.” 

Der kan ifølge de unge desuden med fordel igangsættes oplysende og forebyggende tiltag i areaner som skoler og uddannelsessteder, ligesom de unge også peger på et stort behov for vidensløft hos både frontlinjepersonalet og i samfundet generelt. Dette kan ifølge de unge være med til at afmystificere selvskadende adfærd og gøre det nemmere at få og bede om hjælp, inden adfærden eskalerer.    2) Behov for vidensløft – også i psykiatrien.  Fire af de fem unge har modtaget psykiatrisk behandling for deres selvskadende adfærd i forbindelse med behandlingen af andre diagnoser. Her oplever de, at personalet ofte ikke ved, hvordan de skal hjælpe den selvskadende.   "Nogle gange kan man bare godt føle (…), at folk bare sådan står og ikke ved, hvad de skal gøre (…) De siger direkte, at de ved simpelthen ikke, hvordan de skal hjælpe mig! Hvor de direkte siger ”Vi kan ikke have hende her, for vi ved ikke, hvad vi skal gøre. Det er fuldstændigt ud over det, vi kan finde ud af”. (…) Så man føler bare sådan lidt "Okay, tak, er jeg bare sådan en ting fra månen?"    Som denne unge pige, og flere af de øvrige interviewpersoner, peger på, er der behov for et vidensløft i psykiatrien, der sikrer, at de fagprofessionelle, som varetager behandlingen af den selvskadende adfærd, har et indgående kendskab til denne adfærd. Dette bakkes op af flere forskningsundersøgelser.   På trods af, at flere af de unge føler sig opgivet af behandlingspersonalet, fortæller de unge også om den ambivalens, der kan være forbundet med at tage imod behandling, når adfærden bliver så stor del af deres liv, at det bliver en del af deres identitet. Flere unge beskriver ligeledes adfærden som en decideret afhængighed, der næppe kan erstattes af noget andet. På grund af denne afhængighedslignende tilstand ved svær selvskadende adfærd, kan der være potentiale i at tænkte i behandlingsstrategier, hvor (svær) selvskadende adfærd tilgås og behandles som et afhængighedssyndrom.    3) At blive "set" og "hørt" At behandlere "hører" og "ser" de unge er altafgørende for, om de unge stoler på og føler sig trygge ved behandleren. En af de unge fortæller for eksempel om en behandler, der blev ved med at forfølge sin fornemmelse af, at der var noget galt, og hvor forløsende det med den unges egne ord var, da ”der endelig er en, der har ”set” mig”. 

Når de unge har følt sig hjulpet skyldes det ofte enkeltstående behandlere, hvor der har været en god kemi mellem patient og behandler. For at kunne igangsætte en adfærdsreducerende forandringsproces, er det derfor væsentligt, at behandleren har fokus på at sikre en god terapeutisk alliance gennem en empatisk og ikke-dømmende indstilling.    4) Mere individuelt tilpasset indsats  En anden betydning af at blive "set" og "hørt", handler ifølge de unge om at modtage en mere individuelt tilpasset indsats, hvor patienten inddrages i behandlingsforløbet.    ”Jeg tror, at dét rigtig mange oplever i psykiatrien (…) det er det der med, at blive talt hen over hovedet på eller bare ikke føle sig hørt overhovedet. Og dem, som måske siger: "Jamen vi vil gerne lytte til dig nu" og så når du åbner op, så bliver det bare slet ikke lyttet til alligevel. Eller man tager alligevel en hel anden beslutning end det man lige har snakket om. Hvor det synes jeg ikke, at de gjorde på [mit bosted red.]. Selvfølgelig, så kunne man ikke få alle ønsker opfyldt, men det der med, hvis jeg kommer og siger: "Jeg synes ikke, at det virker mere", eller "jeg synes ikke, jeg har behov for lige så meget hjælp til den her ting, som jeg havde for en måned siden", så bliver det revurderet hele tiden, og det bliver også lagt om. Og for første gang følte jeg mig hørt af fagpersonerne. Det gjorde enormt meget”.   En anden ung fortæller, hvordan nogle behandlere er så fokuserede på at følge handle-og behandlingsplaner, at substansen i behandlingen udvandes. En tredje ung understreger vigtigheden af ”at dem der møder mig, ser hvem jeg er, og ser udover at jeg er selvskadende” for at styrke den enkeltes behandlingsmotivation. Der er ifølge de unge behov for mere individuelt tilpasset behandling, hvor de sundshedsprofessionelle betragter patienterne på et mere individuelt plan og tager hånd om den enkelte individuelle mestringsstøtte og mestringsbehov.   5) Arbejde "bagom" den selvskadende adfærd  De unge fortæller samstemmende på tværs af interviewene, at behandlingen opleves som meget lidt virksomt, hvis der fokuseres mere på selve selvskaden end det bagvedliggende, der udløser adfærden. Her er ifølge de unge vigtigt, at behandlingen medfører, at der skabes en større bevidsthed om selvskadens funktion.   ”Det er vigtigt, at man selv kommer frem til at være bevidst om det. Og det er også derfor jeg tror, at jeg i dag kan kontrollere min selvskade (...) Jeg ved i hvilke situationer, jeg gør det. Jeg ved, at hvis jeg gør dét, så er der en risiko for at jeg gør selvskade. Hvis jeg gør noget andet, så er den [risikoen red.] mindre. Okay, så gør jeg dét."   Derudover peger de unge på, at det hjælper at lære at sætte ord på selvskaden og blive bedre til at aflede sig selv. Det vigtigste for de unge er her, at behandlingen sker i en dialog, hvor den unge selv er med til at sætte retningen for behandlingen, så det giver mening for den enkelte. Der er desuden en stor enighed blandt de unge om, at det vigtigste i forhold til at aflede sig selv er, at man gør noget lystpræget, der er et aktivt tilvalg frem for selvskaden. Arbejdet med at adressere det bagvedliggende i behandlingen er altså ifølge de unge et meget afgørende element i at sikre en virksom behandling mod selvskadende adfærd.    6) Social smitterisiko på bosteder og specialinstitutioner  Fire af de fem unge har været frivilligt eller tvangsanbragt på bosteder eller specialinstitutioner. Flere har her oplevet en negativ indvirkning på deres eget behandlingsforløb ved at bo sammen med andre personer med svært selvskadende adfærd.

En ung fortæller, at hun ”boede sammen med én, som bevidst gav mig tips og tricks til, hvad jeg kunne gøre”. En anden fortæller om smitterisikoen både mellem personer med selvskadende adfærd og til personer, der ikke i første omgang har en selvskadende adfærd:    ”Når man sætter en masse selvskadende på samme bosted, så er det meget sådan, at hvis én person i huset har det dårligt, så har hele huset det lige pludselig dårligt. Det smitter rigtig meget (… ) Jeg boede sammen med nogle selvskadende, som også gjorde, at hvis de selvskadede, så kunne jeg da også godt få trang til at selvskade. Men jeg kan da også huske, at der var én af dem, som jeg sådan boede med, hun kom ind på bostedet lidt tid efter, at jeg var kommet. Og hun var slet ikke selvskadende, da hun kom, men hun begyndte sådan lige så stille også at selvskade lidt, da hun kom”.   Det kan derfor være vigtigt med en skærpet opmærksomhed på social smitterisiko på bosteder eller specialinstitutioner, som skal være med til at sikre, at de unge hurtigt bliver udskrevet til en mindre indgribende eller ambulant indsats, når der er fremgang i den enkeltes behandlingsforløb.    7) Forældreinddragelse og behandling i lokale miljøer Flere af de unge giver udtryk for, at de holder den selvskadende adfærd skjult for deres forældre, fordi de er præget af skyldfølelse overfor familien. Hvis de unge alligevel har forsøgt at tale med deres forældre, når de har skadet sig selv, er de ofte blevet mødt med uforståenhed og skuffelse. Kun én af de unges forældre har modtaget en decideret indsats, og hun mener, at det er mindst lige så vigtigt, at forældrene også får et behandlingstilbud.   "Hvis forældrene får den rigtige behandling, så tror jeg også, at de kan have én i hjemmet. For det der med, at forældrene de får redskaber til at kunne hjælpe, i stedet for at den unge bare skal lære at gå med det selv, det hjælper rigtig rigtig meget. Det eneste var jo bare, at da jeg blev 18, så er der ikke rigtig noget der hedder familiebehandling (…) så blev vi jo nødt til at stoppe med det, selvom de har brug for at fortsætte (…) for de var ikke færdige ”.    De unge efterspørger og anbefaler, at der højere grad tilbydes selvstændige indsatser til forældre og inddrager dem i behandlingen. Således er de personer, som er den unge "nærmest", i stand til at møde og håndtere den unge på en hensigtsmæssig måde.   Den fulde interviewundersøgelse kan hentes gratis på Metodecentrets hjemmeside.